Gettysburgtalen af Abraham Lincoln (Temaartikel)

En af Abraham Lincolns mest berømte taler blev holdt den 19. november 1863, da han skulle indvie den na­ti­o­na­le kirkegård for de faldne soldater fra slaget ved Gettysburg i Pennsylvania. Talen er blevet en vigtig del af a­me­ri­kansk historie på trods af, at den kun bestod af 10 sætninger og 272 ord. USA befandt sig i en blodig bor­ger­krig, og unionstropperne havde kun fire måneder tid­li­ge­re besejret sydstatstropperne i slaget ved Gettysburg, der ofte betegnes som et ven­de­punkt i krigen.
Formålet med talen var først og fremmest at indvie en national kirkegård til de faldne, men bor­ger­krigen rasede stadig, og Lincoln brugte si­tu­a­ti­o­nen til at inspirere folk til at fort­sætt­e kampen. Hans tale var ikke blot en hyldest til de soldater, der havde ofret deres liv ved Gettysburg, den var også en vision om, at bor­ger­krigen ikke kun handlede om at bevare Unionen, men også var en kamp for friheden. Det var en gen­føds­el, der ville bringe sand lighed til alle borgere, uanset hvilken stat de boede i og en regering af folket, ved folket og for folket.

Indvielsen af kirkegården ved Gettysburg
Fra den 1. til 3. juli 1863 ud­kæmp­ed­e Nordstaterne og Sydstaterne slaget ved Gettysburg. Nordstaterne sejrede, og udfaldet betød en ende på Sydstaternes forsøg på at invadere Nordstaterne, hvor­ef­ter resten af kampene foregik på Sydstaternes territorium. Slaget ved Gettysburg er et meget in­te­res­sant slag, og der var hele tiden spænding om udfaldet, indtil Sydstaterne under Pickett foretog et fatalt angreb ind i Nordstaternes stærke midte. Robert E. Lee be­slut­te­de at trække tropperne tilbage og krydse Potomacfloden til Sydstaternes territorium.
Slaget kostede et stort antal menneskeliv på begge sider, men der var ikke tid til at give de døde en or­dent­lig begravelse. Der blev gravet midlertidige grave, som betød, at de døde blev begravet under et meget tyndt lag jord ,og i flere tilfælde var jordlaget så tyndt, at kropsdele stak op af jorden. Dette var meget uheldigt, da gravene blev skændet af pårørende, som ledte efter savnede slægtninge, hvilket na­tur­lig­vis var en uholdbar si­tu­a­tion. En lokal bankmand ved navn David Wills fra Gettysburg tog initiativet til at oprette en national kirkegård for at ære slagets faldne unionstropper. Forslaget blev hurtigt vedtaget, og der blev oprettet en komité, der havde til hensigt at indsamle penge til kirkegården, mens krigsministeriet skulle sørge for kisterne. Hen­sig­ten var, at kirkegården skulle indvies i oktober, hvor­ef­ter man kunne gå i gang med at give sol­da­ter­ne en or­dent­lig begravelse. Der var i det 19. årh­undr­ed­e en tra­di­ti­on for, at nye kirkegårde skulle indvies med taler, og valget faldt hurtigt på Edward Everett, som var en af landets mest kendte talere. Han kunne i­mid­ler­tid ikke nå at gøre sin tale færdig til oktober, og det var først muligt for ham at deltage i en indvielse den 19. november 1863. Komiteen be­slut­te­de at ac­cep­te­re hans datoforslag, men blev af den årsag tvunget til at begrave de døde før den formelle indvielse. Begravelsesarbejdet var endnu ikke fuldendt, da man kom til indvielsesdagen i november.
Edward Everett var hovedtaler ved be­gi­ven­he­den, men sent i oktober be­slut­te­de man også at invitere præs­id­ent Abraham Lincoln til indvielsen med henblik på at holde en kort indvielsestale. Lincoln ac­cep­te­re­de invitationen og holde en mindre tale efter Everetts indvielsestale. Ifølge myten skrev Lincoln talen på bagsiden af en konvolut på togrejsen fra Wa­shing­ton D.C. til Gettysburg den 18. november, men der er intet bevis for, at dette var til­fældet. Det er den al­minde­lige op­fat­tel­se, at Lincoln skrev talen, mens han opholdt sig i Det Hvide Hus i Wa­shing­ton, skrev nogle kommentarer til den under togrejsen og fuldendte den under sit ophold hos David Wills natten før indvielsesdagen.
Edward Everetts indvielsestale varede to timer, og på denne tid rekonstruerede han med ord det tre dage lange slag ved Gettysburg. Herefter blev tilskuerne underholdt med lidt musik, indtil Abraham Lincoln skulle holde sin nu meget berømte tale.

Abraham Lincolns tale
Abraham Lincoln holdt herefter sin meget korte tale, der er gået over i hi­sto­ri­en som den mest berømte. Der var i den grad tale om en meget kort tale, eftersom den kun var på 272 ord, og til sam­men­lig­ning havde Everetts været på 13.607.

Talen lød således:
For fire snese og syv år siden frembragte vore fædre på dette kontinent en ny nation, undfanget i frihed og viet til den sætning, at alle men­nes­ker er skabt lige. Nu er vi inddraget i en stor bor­ger­krig testende, hvorvidt den nation, eller nogen som helst nation således undfanget og således viet, kan holde ud længe. Vi er mødtes på en stor slagmark i den krig. Vi er kommet for at indvie et stykke af den mark som et sidste hvilested for dem, som her gav deres liv, for at denne nation kunne leve. Det er aldeles passende og korrekt, at vi skulle gøre dette. Men i en større forstand kan vi ikke vie, kan vi ikke indvie, kan vi ikke hellige denne jord. De modige mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den langt over vores magt til at lægge til eller trække fra. Lidet vil verden lægge mærke til ej eller huske, hvad vi her siger, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er snarere op til os, de levende, her at blive viet til det ufuldendte arbejde, som de, der kæmpede her, så vidt har så ædelt fremmet. Det er snarere op til os, her at blive viet til den store opgave, som forbliver foran os; at vi fra disse ærede døde tager forøget hengivenhed for den sag, de gav det sidste fulde mål af hengivenhed; at vi her højt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves; at denne nation, under Gud, skal have en ny fødsel af frihed; og at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal fortabes fra jorden.

Analyse af talen
Det er en særdeles in­te­res­sant tale og især med henblik på, hvorfor denne tale er gået over i hi­sto­ri­en som en af Lincolns vig­tigs­te taler. Det er særligt in­te­res­sant, når man tænker på, at han på intet tids­punkt refererer til hændelser i selve slaget. Everetts to timer lange rekonstruktion af slaget opsummeres af Lincoln med de fire ord hvad de gjorde her (engelsk: what they did here). Abraham Lincoln er derfor af mange blevet kritiseret for i sin tale at være alt for abstrakt, som for eksempel at der kun er en kort henvisning til selve indvielsen af den na­ti­o­na­le kirkegård med ordene: Vi er mødtes på en stor slagmark i den krig. Vi er kommet for at indvie et stykke af den mark (engelsk: we are met on a great battle-field of that war. We have come to dedicate a portion of that field). Lincoln er meget bevidst i sin abstrakte tilgang, der gør det van­ske­ligt at stedbestemme talen, da han på intet tids­punkt nævner navne eller specifikke hændelser.
Det er meget vigtigt at notere sig, at Abraham Lincoln i sin tale bevægede sig fra fortid til nutid og videre til frem­ti­den. Dette kan spores fra omtalen af nationens fødsel til dedikationen og videre til testen. Lincoln indleder talen med fire snese og syv år siden (engelsk: Four score and seven), der er en mere poetisk reference end eighty-seven (syvogfirs) til USA's løsrivelse fra Stor­bri­tan­ni­en. Han gør det herefter klart, at nationen var undfanget i frihed (engelsk: conceived in liberty), som var det første skridt mod fødslen. Nationen blev herefter frembragt på dette kontinent (engelsk: brought forth upon this continent), som svarer til selve fødslen. Herefter blev nationen viet (engelsk: dedicated), som i et slags indvielsesritual, og ikke mindst indgik det i talen, at alle men­nes­ker var skabt lige (engelsk: that all men are created equal).
Herefter fulgte ordene Nu er vi inddraget i en stor bor­ger­krig testende, hvorvidt den nation, eller nogen som helst nation således undfanget og således viet, kan holde ud længe (engelsk: Now we are engaged in a great civil war, testing whether that nation, or any nation, so conceived and so dedicated, can long endure). Lincoln signalerer med disse ord, at nationen befinder sig i en kritisk si­tu­a­tion, og de prin­cip­per, som dannede grundlag for nationen, er under angreb. Det er ikke kun et spørgsm­ål om, hvorvidt USA kan overleve, men snarere spørgsm­ålet om, hvorvidt nogen nation, som bygger på de samme prin­cip­per, ville kunne overleve. Dette gør det endnu vigtigere at vinde krigen. Nationen blev udsat for den altafgørende test, som kunne afgøre, om denne nation fortsat kunne ek­si­ste­re og få nationen sikkert over på den anden side af denne krise.
Lincoln går herefter videre til at an­er­ken­de de mænd, som er faldet for deres lands ære: Vi er mødtes på en stor slagmark i den krig. Vi er kommet for at indvie et stykke af den mark som et sidste hvilested for dem, som her gav deres liv, for at denne nation kunne leve. Det er aldeles passende og korrekt, at vi skulle gøre dette (engelsk: We are met on a great battlefield of that war. We have come to dedicate a portion of that field, as a final resting place for those who here gave their lives that that nation might live. It is altogether fitting and proper that we should do this). Han bruger her kontrasten meget ef­fek­tivt, da han med ordene dem, som her gav deres liv, for at nationen kunne leve stiller ”livet” overfor ”døden”. Lincoln bruger herefter i det ef­ter­følg­end­e gentagelsesmekanismen, da han tre gange bruger ordene can not: Men i en større forstand kan vi ikke vie, kan vi ikke indvie, kan vi ikke hellige denne jord (engelsk: But, in a larger sense, we can not dedicate, we can not consecrate, we can not hallow this ground). Lincoln bruger tripeleffekten til skabe en rytme, hvilket gør det lettere at huske, hvor­ef­ter han hylder de mænd, som kæmpede og døde på denne slagmark: De modige mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den langt over vores magt til at lægge til eller trække fra (engelsk: The brave men, living and dead, who struggled here, have consecrated it, far above our poor power to add or detract).
Lincoln skaber i den ef­ter­følg­end­e sætning en dobbeltkontrast: Lidet vil verden lægge mærke til ej eller huske, hvad vi her siger, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Dette gør han ved brug af ordene remember og say samt forget og did (engelsk: The world will little note, nor long remember what we say here, but it can never forget what they did here). Lincoln appellerer til noget større, idet det ikke er USA ,som aldrig vil glemme det, men hele verden. På dette punkt tog han dog fejl.
Lincoln beskrev i sin tale frem­ti­den som en ny fødsel (a new birth of freedom), og således skulle nationen fødes på ny, hvor­ef­ter nationen skulle ændre karakter og vandre ad en ny vej end tid­li­ge­re. I sin tale lægger han vægt på ordet "lighed" (engelsk: equality), men det er ty­de­lig­vis med henvisning til u­af­hængi­gh­edse­rk­læri­nge­n og ikke den a­me­ri­kan­ske for­fat­ning, da han som tid­li­ge­re nævnt indleder med ordene: Fourscore and seven years ago our fathers brought forth upon this continent a new nation, conceived in liberty. Med disse ord bringer Lincoln os tilbage til u­af­hængi­gh­edse­rk­læri­nge­ns underskrivelse i 1776 og citerer endda fra den med ordene: all men are created equal (”alle men­nes­ker er skabt lige”). Sætn­ing­en all men are created equal er na­tur­lig­vis ikke de eneste ord i den a­me­ri­kan­ske u­af­hængi­gh­edse­rk­læri­ng, men Lincoln gør denne sætning til selve fundamentet for nationen. Med disse ord gør Lincoln det klart, at krigen ikke handler om ejendom, men at alle men­nes­ker er skabt lige, og det var dette, som de faldne soldater i slaget ved Gettysburg havde kæmpet for, og således havde de kæmpet for det ypperste.

Publikationsår: 2013

Ar­bejds­spørgsm­ål

1. Hvad opnåede Abraham Lincoln ved ikke at omtale detaljer fra selve slaget? Burde han have omtalt detaljer? Hvorfor/hvorfor ikke?

2. Hvilken be­tyd­ning har talen for a­me­ri­ka­ner­ne?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur

Petersen, Rasmus Kjærbye
Slaget ved Gettysburg
Temaartikel, 2013

Brix, Jan
Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig i Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig
Tidlig Moderne Verden, 2014

Basler, Roy P.
Abraham Lincoln: His Speeches and Writings
New York: DaCapo Press, 1946

Braden, Waldo W.
Abraham Lincoln, Public Speaker
Baton Rouge: Louisiana State U­ni­ver­si­ty Press, 1988

Donald, David Herbert
Lincoln
New York: Simon & Schuster, 1995

Wills, Gary
Abraham Lincoln: His Speeches and Writings
New York: Simon and Schuster, 1992
En meget dybdeborende analyse af Gettysburgtalen.