Leksikonartikler
|
 Historisk introduktion Udviklingen på Balkan har altid haft en turbulent karakter og været vanskelig for vesteuropæere at forstå. Tiden omkring Jugoslaviens sammenbrud og de efterfølgende konflikter er ingen undtagelse. De fleste stater på Balkan sporer deres historie tilbage til middelalderen, hvor respektive kongeriger begyndte at dukke op og ofte blev domineret af store naboer. Det serbiske kongerige blev officielt samlet i 1346, men staten blev hurtigt involveret i en længere konflikt med Det osmanniske Rige, der var i gang med at ekspandere rigets grænser. Konflikten kulminerede i Slaget ved Solsortesletten i 1389, hvor serberne blev overbevisende besejret af Det osmanniske Rige. Nederlaget betød, at det serbiske rige gradvist blev absorberet ind i Det osmanniske Rige. Serbernes nederlag betød desuden, at Det osmanniske Rige fik en relativt fri hånd på Balkan, og at mange af de mindre stater overgav sig hurtigt til osmannerne. Det osmanniske overherredømme fylder en stor del af Balkans historie og er derfor også en stor del af de respektive staters historieskrivning. Den serbiske modstand ophørte dog først i 1459, hvor den sidste serbiske bastion faldt til de osmanniske tropper. Herefter var Balkan i stor grad enten en del af Habsburgerriget eller Det osmanniske Rige, og adskillige konflikter mellem disse riger betød, at store dele af Balkan regulært skiftede hænder. Det osmanniske overherredømme i Serbien vedblev helt indtil 1804, hvor et serbisk oprør brød ud. Et andet oprør brød ud i 1815, og resultatet af disse oprør var, at den serbiske provins reelt var uden for Det osmanniske Riges autoritet. Den endelige og officielle serbiske selvstændighed kom dog først i 1878. Det serbiske oprør var blot det første af mange, som rystede Det osmanniske Rige – i 1821 begyndte oprør i det nuværende Grækenland og Rumænien. Det osmanniske Rige var allerede på dette tidspunkt svækket af forskellige interne stridigheder, og de respektive oprør bragte flere stormagter på banen. Især Rusland intervenerede flere gange i disse interne problemstillinger. Det osmanniske Riges svaghed og stormagternes villighed til at udnytte denne svaghed førte til Krimkrigen, hvor Storbritannien, Frankrig og Det osmanniske Rige gik i krig mod Rusland i en krig, som i større grad handlede om at beskytte franske og britiske interesser end Osmannerriget. Nationalismen var på dette tidspunkt en hastigt voksende bevægelse på Balkan. Derfor begyndte store dele af den slaviske befolkning i det nordlige Balkan at arbejde på løsrivelse fra Habsburgerriget, der sad på store områder i Serbien, Bosnien og Kroatien. Disse grupper havde tidligere i det 19. århundrede forsøgt at løsrive sig fra den habsburgske overmagt, men med hjælp fra Rusland lykkedes det habsburgerne at slå oprørene uden at afgive land. De slaviske nationalister fortsatte dog deres kamp for selvstændighed, og især i Bosnien-Hercegovina var der mange konflikter. En senere krig i 1877-1878 mellem Rusland og Osmannerriget førte til oprettelsen af Bulgarien og den endelige selvstændighed til det osmanniske Serbien og Montenegro. Freden i 1878 blev i høj grad styret af de europæiske stormagter, som ønskede stabilitet i regionen og at undgå flere krige imellem stormagterne. De nye stater på Balkan var dog ikke tilfredse med freden, hvor mange af disse syntes, at de hver især fik for lidt territorium, og at især Habsburgerriget fik for meget. Herefter fulgte Balkankrigene, som var krige mellem de nye stater på Balkan, der ønskede at udvide deres territorier på bekostning af deres naboer. Resultatet af disse krige var et markant styrket Serbien, mens flere af statens direkte rivaler på Balkan var blevet markant svækket. Dertil kom det faktum, at Serbien nu var Ruslands eneste allierede på Balkan, og Serbiens styrke var derfor meget i Ruslands interesse. Det styrkede Serbien var nu på direkte kollisionskurs med Habsburgerriget over især Bosnien-Hercegovina, som den serbiske stat mente, var en traditionel del af Serbien. Som en del af konflikten begyndte Serbien at støtte ekstremister i Bosnien-Hercegovina for at tvinge Habsburgerriget til at afgive kontrollen med området. Dette førte til, at organisationen Den Sorte Hånd angreb og dræbte den habsburgske tronfølger, Frans Ferdinand. Mordet og de efterfølgende krav fra Habsburgerriget til Serbien satte gang i den kædereaktion, som resulterede i 1. Verdenskrig. Enden på 1. Verdenskrig havde store konsekvenser for Balkan. Mange landegrænser blev flyttet, og store minoritetsgrupper blev tvunget til at returnere til deres respektive hjemlande. Den største ændring var dog oprettelsen af den nye stat Jugoslavien, hvor Serbien, Montenegro og alle de habsburgske besiddelser på Balkan blev samlet. Den nye stat var langt fra homogen, og dette var en kilde til konflikt. Mange serbere anså Serbien for at være den bærende del af den nye stat og forventede derfor indflydelse herefter. Dette var yderst utilfredsstillende for de andre grupperinger, hvor især kroatiske politikere kæmpede hårdt imod den serbiske indflydelse. En politisk krise i 1931 fik den nye konge, Alexander 1., til at erklære sig for diktator og gribe magten i Jugoslavien. En ny forfatning blev indført, men det var tydeligt, at magten forblev hos kongen. Således forblev situationen indtil 2. Verdenskrig, hvor Italien forsøgte at øge sine besiddelser på Balkan. Efter succes i Albanien forsøgte Italien at invadere Grækenland, men de italienske styrker kom hurtigt i problemer. Derfor valgte Hitler at invadere Jugoslavien, som havde forsøgt at distancere sig rent politisk fra Tyskland og Italien. Den tyske invasion nedkæmpede hurtigt de jugoslaviske styrker og besatte landet. For at kontrollere Jugoslavien skabte tyskerne flere mindre stater, som var tysk styret og ikke var selvstændige i andet end navn. Den vigtigste af disse var den kroatiske stat ledet af kroatiske nationalister, der samarbejdede med tyskerne for at nedkæmpe de modstandsstyrker, som hurtigt dukkede op i det besatte Jugoslavien. Resultatet var et stort antal døde serbere, da disse var en stor del af modstanden imod den tyske besættelse, og efter krigen var det kroatiske samarbejde med besættelsesmagten en kilde til dyb mistro mellem de serbiske og kroatiske befolkningsgrupper – især den etniske udrensning af det serbiske mindretal i Kroatien i denne periode var en stor del af denne mistro. Modstanden imod tyskerne var delt i flere grupper, men den stærkeste af disse viste sig at være den kommunistiske gruppe ledet af Josip Broz, også kaldet Tito. Efter 2. Verdenskrigs afslutning blev det nye føderale Jugoslavien etableret og inddelt i seks føderale republikker og to autonome områder med en kommunistisk regering. Disse inddelinger var dog en stor del af de senere konflikter og opløsningen af Jugoslavien. De to autonome områder var begge en del af, hvad serberne anså for en del af Serbien, og dette var hovedsageligt fordi, Tito anerkendte, at Serbien havde været og nok stadig var en dominerende faktor på Balkan. For at opretholde freden valgte Tito derfor at støtte en svækkelse af Serbien, hvilket også var en del af fremtidige stridigheder. Serberne var derfor ofte mere fjendtligt indstillet overfor den føderale regering, end f.eks. kroatere var. Dertil kom det faktum, at både Serbien og Kroatien mente, dele af den føderale republik Bosnien-Hercegovina burde tilhøre deres egne stater i stedet. Dette var hovedsageligt begrundet af de serbiske og kroatiske mindretal, som boede udenfor de kroatiske og serbiske stater. De primære interne konflikter i Jugoslavien efter 2. Verdenskrig var dog de kroatiske og slovenske ønsker om selvstændighed, men mange serbere ønskede, at de mistede områder og de serbiske mindretal skulle returneres til Serbien. Det lykkedes dog Tito at fastholde stabiliteten i staten gennem hårde repressalier imod potentielle politiske modstandere og oprørere indtil sin død i 1980. Da Tito døde i 1980 efter at have været den reelle leder af Jugoslavien siden 2. verdenskrigs afslutning i 1945, begyndte flere af de gamle stridigheder mellem de respektive folkefærd i føderationen at dukke op igen. Især serberne var ganske vokale overfor føderationen og kritiske med hensyn til den undertrykkelse, disse mente, Serbien havde været offer for. Den aggressive serbiske tone overfor Jugoslavien og interne serbiske problemstillinger vakte bekymring i flere af føderationens andre stater. Disse stater havde deres egne kritikpunkter af Jugoslavien, men den begyndende nationalisme i Serbien blev hurtigt første punkt på dagsordenen. I slutningen af 1980’erne blev den særlige status, som Kosovo havde nydt siden 1974 i forholdet til Serbien, ophævet, og den serbiske stat overtog kontrollen med hele statsapparatet i området. Kosovo-albanerne svarede tilbage ved at erklære Kosovo for en selvstændig republik i 1990, hvortil den serbiske nationale forsamling stemte for at integrere Kosovo fuldstændigt i Serbien. Den serbiske overtagelse af Kosovo Efter Jugoslaviens sammenbrud i 1991 eskalerede situation hurtigt til væbnet konflikt mellem de tidligere republikker i føderationen. Kampene i begyndelsen af konflikten var hovedsageligt fokuserede på Kroatien og Slovenien, der havde erklæret selvstændighed fra føderationen. Kamphandlingerne, der begyndte i sommeren 1991, blev dog allerede indstillet i januar 1992, selvom kampe mellem kroater og det serbiske mindretal blussede op i Kroatien igen i løbet af 1992. Herefter eskalerede situationen i Bosnien-Hercegovina, og aktive kamphandlinger mellem de respektive grupperinger i staten begyndte. Konflikten i Bosnien-Hercegovina fortsatte, indtil Dayton-aftalen blev underskrevet i slutningen af 1996. Dayton-aftalen førte på sin vis også til en eskalering af situationen i Kosovo – den albanske del af befolkningen havde siden starten af 1990’erne praktiseret en pacifistisk politik, hvor den serbiske regering ikke blev udfordret med vold. Dayton-aftalen inkluderede dog ikke Kosovo, som kosovo-albanerne havde håbet på, og dermed følte mange, at tid var kommet til et opgør med den pacifistiske politik. Den væbnede konflikt fik sin begyndelse i 1996, hvor Kosovo Liberation Army annoncerede og påbegyndte den væbnede modstand imod den serbiske stat for at opnå selvstændighed. Konflikten i Kosovo varede indtil 1999, hvor Slobodan Milosevic accepterede NATO’s krav og trak de serbiske tropper ud af området. Kosovo-konflikten har et markant anderledes aspekt end resten af konflikterne efter Jugoslaviens sammenbrud. Kosovo var på dette tidspunkt en del af Serbien, omend den jugoslaviske forfatning fra 1974 havde givet Kosovo status som en autonom provins med langt flere rettigheder end før. Kosovo forblev dog en del af Serbien, men denne handling anså mange serbere for at være rettet imod Serbien for at begrænse serbernes indflydelse og magt i Jugoslavien – hvilket ganske givet var rigtigt, da Tito anså serbernes aggressivitet til at være den største trussel imod Jugoslaviens fortsatte eksistens. Denne status blev dog, som tidligere nævnt, trukket tilbage efter en afstemning i den serbiske nationale forsamling i slutningen af 1980’erne, og samtidig begyndte Serbien en ”serbificering” af Kosovo. Dette indebar blandt andet, at en ny landsdækkende lov om uddannelse fokuseret på det serbiske sprog og serbisk historie blev lanceret, samt at serbere blev opfordret til at bosætte sig i Kosovo under fordelagtige betingelser – medier og andre statslige institutioner blev også overtaget af de serbiske myndigheder. De serbiske reformer var hovedsageligt motiveret af et voksende nationalistisk segment i Serbien og blandt de serbiske mindretal i Jugoslavien, der så Kosovo som en uerstattelig del af Serbien – både som nation, men også som begreb. Disse pegede på Kosovos vigtige plads i den serbiske historie som baggrund for og retfærdiggørelse af reformer beregnet til at bringe Kosovo tættere på Serbien. Den nationalistiske vækkelse kan til en vis grad spores tilbage til 1981, hvor kosovo-albanske studerende protesterede imod deres mangel på rettigheder og deres forhold på universitetet. På trods af politiets forsøg på at bremse demonstrationerne voksede disse til at omfatte store folkemængder, der protesterede over en lang række emner. De serbiske myndigheder følte sig tvunget til at indsætte militære styrker, som skulle genoprette ro og orden i Kosovo med magt. Disse begivenheder kombineret med Martinović-sagen, hvor en mand angiveligt skulle være blevet overfaldet af kosovo-albanske mænd grundet etnicitet, samt Paracin-massakren, hvor en kosovo-albansk soldat gik amok og slog fire andre soldater ihjel i deres barak, medførte, at de nationalistiske stemmer fik mere taletid i Serbien. De to sidstnævnte sager blev begge slået stort op af de serbiske medier som bevidste angreb på det serbiske mindretal. Samtidig begyndte historierne om mishandling af kosovo-serbere generelt at få langt mere fokus og sendetid i de serbiske medier. Alt dette fik nationalisterne i Serbien endnu mere op på barrikaderne, både på gaden og i medierne. Allerede i 1981 skrev en serbisk forfatter om et homogeniseret Serbien, hvor alle af serbisk afstamning levede. Disse tanker om en tilbagevenden til et Serbien uden for Jugoslavien og generelt en tilbagevenden til fokus på serbiske nationale interesser kunne ses hos langt de fleste serbiske intellektuelle. Dobrica Cosic, en indflydelsesrig nationalist og stærk Milosevic-støtte indtil 1993, var en af de mest prominente serbiske intellektuelle, som klart støttede op om de nationalistiske strømninger. Cosic nævnes blandt andet som en klar og stærk indflydelse på det memorandum, som en gruppe af serbiske intellektuelle producerede for SANU, og Cosic var da også en af de første af den serbiske elite til offentligt at støtte en mere nationalt fokuseret politik. Den serbiske nationalisme Tonen var dermed i stigende grad nationalistisk og fjendtlig overfor alt, hvad serberne opfattede som imod deres nationale interesser. Et godt eksempel er, hvordan ca. 200 serbiske intellektuelle sendte et brev til den serbiske nationale forsamling, hvori de beskrev og fordømte behandlingen af kosovo-serbere i Kosovo. Brevet indeholdt ikke blot særdeles stærke fortællinger, men også en advarsel om, at den lokale serbiske befolkning i Kosovo ikke ville kunne udholde prøvelserne, og at Serbiens fjender ville forhindre ethvert forsøg på at rette op på situationen. Denne klare udmelding var guld for nationalisterne og deres kampagner for kosovo-serberne. En af de vigtigste begivenheder for de nationalistiske tanker i Serbien var den lækkede udgave af et memorandum fra SANU, hvor en gruppe anerkendte serbiske intellektuelle beskrev politiske, økonomiske og sociale problematikker i Jugoslavien og Serbien. Især omkring Kosovo og kosovo-serbernes situation skabte dokumentet røre i de politiske kredse i landet, da de respektive myter og historier om forbrydelser imod kosovo-serberne blev genfortalt. Dokumentet blev i høj grad fordømt og kritiseret af de serbiske politikere, men nogle få, som fx Slobodan Milosevic, var tavse. Herefter dominerede Kosovo og kosovo-serberne den nationale debat, og mange intellektuelle støttede offentligt den nationalistiske holdning om, at Kosovo ikke kunne tillades at løsrive sig, samt at det serbiske mindretal måtte hjælpes. Netop disse strømninger greb Milosevic i 1987, da han i Kosovo talte til en oprørt folkemængde bestående af kosovo-serbere og forsikrede dem om, at staten ville beskytte dem – implicit lå det i talen, at dette kun ville ske med Milosevic i spidsen. Milosevic påtog sig herefter rollen som den førende nationalist og indledte vejen mod magten, som hurtigt blev sikret. Herefter begyndte Milosevic arbejdet med at reintegrere Kosovo i Serbien. Kosovo-albanske protester imod blandt andet ophøret af Kosovos særstatus faldt for døve ører i den serbiske nationale forsamling, og i værste fald formåede disse kun at skærpe de respektive forholdsregler, som den serbiske regering tog for at opretholde kontrollen med provinsen. Dette fik de kosovo-albanske politikere til at skifte taktik i et forsøg på at opnå mere velvilje blandt både serberne, men også det internationale samfund, som flere fremtrædende politikere mente, var nødvendigt for at finde en løsning til fordel for kosovo-albanerne. Efter eskaleringen af konflikterne i Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina begyndte medierne og det offentlige søgelys at kigge mere mod disse konflikter end tidligere, da det nu virkede som om, at Kosovo var pacificeret, og situationen endelige lyste op for det serbiske mindretal. Tonen blev dog ikke mildere af den serbiske overtagelse af magtapparatet i Kosovo, tværtimod. Da konflikten i 1992 begyndte i Bosnien-Hercegovina, begyndte nationalisterne at flytte deres fokus til muslimerne, og det blev bredt rapporteret, at faren for en muslimsk trussel i form af et samarbejde mellem bosniske muslimer og muslimske kosovo-albanere var overhængende. Den serbiske propaganda angående situationen i Kosovo i slutningen af 1980’erne og igennem 1990’erne fokuserede hovedsageligt på de forbrydelser og den chikane mod kosovo-serbere, som kovoso-albanere angiveligt udførte. Men selve diskussionen om Kosovo som område var langt mere kompleks, da mange serbere ganske tydeligt anså Kosovo for at være en uerstattelig del af Serbien. Denne opfattelse var forankret langt tilbage i serbisk historie – mere specifikt fortæller serberne om Lazar, en serbisk hersker, som blev besejret i Kosovo af osmanniske styrker i 1389. Dette nederlag førte, ifølge serberne, til, at Serbien som selvstændigt rige ophørte med at eksistere indtil løsrivelsen fra Det osmanniske Rige. Ifølge den serbiske myte, modtog Lazar før mødet med osmannerne et syn fra himlen, der gav Lazar valget imellem døden i kamp og et guddommeligt rige i himlen eller en tilbagetrækning og et rige på jorden. Lazar valgte det guddommelige rige og døde i kampen mod osmannerne. Den osmanniske sultan døde ganske vist ligeledes, og dette faktum, kombineret med myten om Lazar, bringer selve historien om denne kamp i spidsen af den serbiske historie og den generelle opfattelse af Serbien blandt serbere, da myten fortæller, at sultanen blev dræbt af en serbisk soldat, som med list fik overmandet sultanen og dræbt ham. Herved skabes forestillingen om, at Kosovo vil være en uundværlig del af både Serbien og et storserbisk rige, som nationalisterne ønskede at genskabe, da Kosovo signalerer det serbiske folks moralske overlegenhed i form af Lazar og hans guddommelige rige. Myten dannede en central del af nationalisternes argumenter i 1980’erne, hvor myten skildrede ikke blot en vigtig del af serbisk historie, men også var et kulturelt samlingspunkt for serberne i kampen mod Serbiens mange fjender. Dertil kommer et af mytens centrale punkter omkring det ”guddommelige rige”, der ikke blot refererer til Lazars død i kamp, men også til det moralske standpunkt, som nationalisterne ønskede at fremhæve overfor befolkningen. Kosovomyten og Serbien Kosovomyten, Titos angivelige had til Serbien og episoder i Kosovo i 1980’erne, dannede baggrund for den nationalistiske propaganda og historiebrug, der blev udbredt af de serbiske massemedier og Milosevics styre. Myten bliver dermed et kald til kamp for alle ”rigtige” serbere, som skal beskytte de traditionelle serbiske dyder og egenskaber imod landets fjender, som konstant forsøger at undertvinge Serbien. Med til historien hører også den serbiske forestilling om generobringen af Kosovo i 1912. For serberne var dette en befrielse af Kosovo fra fremmede magter og en tilbagevenden til det naturlige og ”rigtige” i form af Kosovo som en del af Serbien (Malcolm: 1998, 356). Serberne glemmer dog, at allerede i denne periode var kosovo-albanerne en klar befolkningsmajoritet i området, og at serberne dermed selv kunne anses for at være fremmede besættere. Nationalisterne lagde hele deres fokus og indflydelse på Kosovo, og den nationalistiske magtovertagelse bandt samtidig Serbien og serbernes, såvel som nationalisternes, fremtidige lykke uomtvisteligt sammen. Ifølge den amerikanske professor Julie Mertus demonstreres Kosovos vigtighed ved, at Kosovo på mange måder var arnestedet for den serbiske nationalisme og tvingende nødvendig for Milosevic og den serbiske nationalismes magtbase (Mertus: 1999, 5). Myten om Kosovo, og den generelle opfattelse af Kosovo, gjorde det nødvendigt for nationalisterne at opretholde et fast greb om området, da et tab af provinsen ville være katastrofalt for den serbiske nationalisme som helhed, samt fordi en sådan begivenhed ganske givet ville sende magthaverne fra magtens tinder, da de daværende magthavere baserede nationalismens nødvendighed på Kosovo og kosovo-albanernes trussel mod Serbien. Dertil kom, at tabet af Kosovo angiveligt ville sende chokbølger igennem den serbiske befolkning, da Kosovo igennem den intensive propaganda nu fremstod som umådeligt vigtigt for Serbien og fremtiden for det serbiske folk. Mertus påpeger desuden, at det ikke var nødvendigt for nationalisterne at begynde en krig i Kosovo; de lod blot det serbiske statsapparat overtage så mange dele af dagligdagen i Kosovo, det kunne, samtidig med at de opretholdt kontrollen med provinsen (Mertus: 1999, 9). Så længe den serbiske befolkning kunne se en fremgang i situationen i Kosovo, kunne lederne være sikre på den nationale opbakning. Krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina var derimod mere nødvendige, da nationalister havde brug for samlingspunkter og fællesnævnere for at beholde magten. Krigene havde fokus på de respektive fjender af serberne og de serbiske mindretal, der skulle hjælpes og inkorporeres i det nye serbiske rige. Da Dayton-aftalen effektivt afsluttede de resterende konflikter i disse områder, blev Kosovo igen et fokuspunkt for nationalismen. Hertil kom de nye kosovo-albanske militante, der begyndte en eskalering af konflikten og tydeligt demonstrerede for serberne, at en anti-serbisk bevægelse igen var på spil. Den serbiske elite og regering fokuserede på, hvad den danske historiker Anette Warring definerer som Public History, hvor magthaverne distribuerer historien til samfundet fra oven og hovedsageligt anskuer historien i et ”magtperspektiv”, hvor historien bruges som et instrument til at opnå et mål (Warring: 2011, 19). I Serbiens tilfælde kan dette nævnes både som en vækkelse af en politisk bevægelse, men også som et forsøg fra de serbiske intellektuelle på at gøre opmærksom på visse mangler i Jugoslavien såvel som Serbien. Dette blev opnået ved at bringe de gamle serbiske myter til live igen og bruge disse til at rette den serbiske befolknings opmærksomhed mod de specifikke problematikker, som de serbiske intellektuelle og eliten så. Serbernes brug af historien Serbiske intellektuelle, for ikke at nævne politikere, har gentagne gange kaldt Serbien for en offerstat, hvor næsten hele verden konstant arbejder for at holde serberne nede. Der refereres både til myten om Lazar, hvor misundelige og forræderiske allierede undlod at hjælpe Lazar og dermed var skyld i enden på det serbiske rige, men også til Jugoslavien, som, ifølge mange serbere, var meget anti-serbisk i sin opbygning og attitude. Offerrollen blev en stor del af den serbiske retfærdiggørelse af de respektive konflikter på Balkan, og især i Kosovo, som blev opfattet som en uerstattelig del af Serbien – både historisk og følelsesmæssigt. Netop dette scenarie ønskede nationalisterne at udnytte for at gribe magten og gennemføre deres planer om et stort Serbien. Kosovo-myten, samt myterne om de respektive forbrydelser imod det serbiske folk, blev i stor stil udbredt af serbiske intellektuelle igennem 1980’erne, hvor mange var blevet overbevist om, at kosovo-albanerne udgjorde en trussel imod et serbisk Kosovo og det serbiske mindretal heri. En stor del af argumentationen omkring Kosovo lægger vægt på den historiske del, hvor mange referer både til myten om Lazar, men også den oprindelige befolkning i området. Både albanere og serbere hævder, at deres respektive forfædre var de første til at bosætte sig, og sporer deres aner tilbage til oldtiden og varierende folkefærd. Denne del af konflikten om Kosovo forbliver sandsynligvis uløst, da ingen af parterne anerkender den anden sides argument. På netop dette punkt var konflikten meget lig konflikten i Palæstina. Det religiøse aspekt var dog aldrig rigtig en faktor i den serbiske propaganda i Kosovo, på trods af den serbiske ortodokse kirkes forsøg på at bringe de serbiske modstanderes religion i fokus. Efter konfliktens optrapning i Bosnien-Hercegovina begyndte serbiske medier ganske vist at advare om en islamisk trussel, der kunne brede sig til Kosovo, men dette tog aldrig rigtig fat i Kosovo og konflikten mellem mindretallene. Konflikten forblev i høj grad et spørgsmål om etnicitet og hvilken befolkningsgruppe, der havde den mest legitime ret til landet. Den serbiske brug af historien var essentiel for den fremtidige konflikt i Kosovo såvel som for konflikterne i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Selvom myten om Lazar og enden på det serbiske rige var en vigtig af serbisk historie, var det først for alvor i 1980’erne, efter de tidligere beskrevne demonstrationer i Kosovo, at myten blev en del af den offentlige debat og her hovedsageligt grundet de serbiske intellektuelle, der støttede en nationalistisk tilgang til Serbiens fremtid. De intellektuelle bragte myten om Lazar og Kosovo frem i det offentlige forum via forskellige udgivelser og protester imod kosovo-serbernes situation i Kosovo. Myten blev brugt til at bringe den nationale stolthed frem i medierne og minde serberne om deres utal af fjender i den store verden samt til samtidig at bringe diskussionen om Jugoslaviens fremtid op i den offentlige debat. Desuden skulle myten påminde serberne om Kosovos rolle i den serbiske historie, og hvordan provinsen spiller en vigtig rolle i den serbiske nationale identitet. Prominente serbiske intellektuelle som Dobrica Cosic argumenterede allerede i 1978 for, at den ortodokse religion og nationale myter var indbegrebet af det at være serber. Mange af Cosics udgivelser før og igennem 80’erne var semi-korrekte historiske noveller, der først og fremmest havde Serbien og den serbiske historie i fokus. Det senere memorandum udkast fra SANU var tydeligt påvirket af Cosic og dennes udtalte holdninger – Cosic var ganske vist ikke involveret i arbejdet med udkastet, men Cosic refereres flere steder til at være Serbiens ”spirituelle fader” og en tydelig inspiration for forfatterne til det memorandum, SANU producerede. De nære forbindelser mellem Cosic og Milosevics ideologiske platform, gør det ganske klart, hvorpå Milosevic baserede sin politik, og hvilken indflydelse de serbiske intellektuelle havde på nationalismens udformning. Udkastet fra SANU i 1986 var ladet med mange nationalistiske tendenser og en særdeles klar holdning både med hensyn til Jugoslavien, men også angående Kosovo og det serbiske mindretal. Indholdet i dokumentet og de prominente forfattere var med til at skabe stor debat i Serbien omkring Serbiens rolle i Jugoslavien og omkring kosovo-serbernes situation, og mange serbiske politikere fordømte og kritiserede offentligt SANU. Ifølge Mertus fik de nationalistiske parter megen ammunition af de intellektuelle og var generelt med til at optrappe den begyndende politiske krise, som resulterede i, at den nationalistiske bevægelse med Milosevic og flere af forfatterne af dokumentet fra 1987 i spidsen overtog magten (Mertus: 1999, 136). Disse forfattere anså Jugoslavien for at være en ubrugelig institution, som kun afholdt Serbien fra sin retmæssige storhed, med mindre institutionen som helhed undergik visse reformer – politisk såvel som økonomisk. Ifølge den engelske historiker Miranda Vickers, var en af grundene til dokumentets store indflydelse på det serbiske samfund som helhed, at de udtrykte holdninger reelt set var dele af den almene serbers opfattelse, og at dokumentet blot gengav og bekendtgjorde disse (Vickers: 1998, 222). Dokumentet forårsagede også en begyndende mobilisering blandt befolkningen og eliten, der gjorde det muligt for Milosevic at gribe magten og gennemføre den nationalistiske partiplatform. Nationalisternes brug af Kosovo-myten som redskab, sagde mere end implicit at Serbien ikke blot skulle rejse sig, men at et stort serbisk rige potentielt kunne komme på tale. Dette talte ganske givet til serbernes nationale stolthed, som myten skulle vække. Miranda Vickers har et interessant synspunkt på hvorfor, den serbiske propaganda og historiebrug havde så stor succes med at opildne den serbiske befolkning. Ifølge Vickers skyldtes dette hovedsageligt, at ingen serbere, bortset fra kosovo-serberne naturligvis, bevægede sig ned til Kosovo for at observere situationen i provinsen (Vickers: 1998, 238). Serberne læste derimod bøgerne produceret af de serbiske intellektuelle om Serbiens heroiske glorificerede fortid og gik til de store serbiske demonstrationer i Beograd for at støtte op om den serbiske nation. Romantiseringen af den serbiske historie spillede tydeligvis en stor rolle i den nationalistiske vækkelse af serberne, om end det skete på foranledning af de serbiske intellektuelle. Kosovomyten og den serbiske selvopfattelse Myten tjente til at udpege specifikke serbiske dyder, som nationalisterne ønskede at fremhæve. Serbien fremstår, i myten om Lazar, som et uskyldigt, lidende og ikke mindst frit land, der undertvinges af de brutale osmannere med hjælp fra forrædere. Budskabet bliver dermed, at Serbien lider under de onde udenlandske magter, der ønsker at tvinge Serbien i knæ og udrydde alt serbisk. Derfor retfærdiggøres næsten alle handlinger imod Serbiens fjender. Desuden tjener myten også til at glorificere serberne som folkefærd, da Lazar vælger den moralske sejr i stedet for sejren over osmannerne – hvilket forklarer, netop hvorfor serberne ikke formåede at slå de invaderende styrker. Det er dog vigtigt at notere sig, at det ikke kun var de intellektuelle, der promoverede dette syn. Også den serbiske ortodokse kirke støttede denne udlægning, og især den fortolkning, at det serbiske folk havde et guddommelige mandat til at besejre de onde og vantro naboer, blev annonceret i 1991 af en serbisk ortodoks biskop. Den serbisk ortodokse kirke spillede desuden en stor rolle i udbredelsen af respektive myter om serbisk historie og de påståede kosovo-albanske forbrydelser mod det serbiske mindretal i Kosovo. Kroatisk-fødte Branimir Anzulovic skriver i bogen Heavenly Serbia: from myth to genocide, at de serbiske gejstlige ganske tydeligt støttede den nationalistiske politik, blandt andet ved erklæring om, at alle serbere burde leve i en stor serbisk stat – en udmelding, som flere nationalistiske forfattere og politikere før havde ytret (Anzulovic: 1999, 122-124). Der eksisterede desuden, blandt nogle af de serbiske gejstlige, en forestilling om, at det traditionelle var historiske sandheder overlegne, da de traditionelle sandheder var baseret på guddommelig sandhed og ikke menneskeskabte videnskaber. Den serbisk ortodokse kirke var også en aktiv del af den bevægelse, som blev formet i 1980’erne for at kræve mere opmærksomhed og støtte til kosovo-serberne og var imod den kosovo-albanske overtagelse af Kosovo. Kirkens tendens til at blande sig i politik, som er tydeligt demonstreret, viser, at alle lag af den serbiske elite støttede op omkring den voksende nationalistiske tendens i Serbien og dermed også om de senere forsøg på at inddrage de serbiske mindretal i det tidligere Jugoslavien i én stor stat. Offerrollen var tydeligvis en central del af den underforståede historie om Serbien. I og med at Serbien havde været undertrykt i flere århundreder af Det osmanniske Rige, også under Jugoslavien ifølge serbiske intellektuelle, var Serbien endnu engang i fare. Nationalisternes mål var at mobilisere den serbiske befolkning, og dette blev blandt andet gjort via en genoplivning af myten om Kosovo og Lazar, som skulle ramme serberne igennem den romantiserede historie om serbisk modstand imod overmagten. Myten skulle desuden give et indtryk af det nuværende Serbien som værende under angreb, og en del af pointen var, at serberne skulle frygte ikke blot for Serbien, men også for det serbiske sprog og den serbiske kultur. Anzulovic citer desuden den schweiziske sociolog Norbert Elias for denne forståelse af serbernes erindring om den statsløse tid og frygten for en retur til denne som en del af forklaringen på de serbiske reaktioner på ændringerne i Kosovo (Anzulovic: 1999, 1-2). Referencen til Kosovo og Lazars nederlag skulle tvinge serberne til at vende blikket mod det nuværende Kosovo og den uholdbare situation med det voksende antal af ikke-serbere i provinsen. Tabet af Kosovo i sig selv ville som sagt være katastrofalt, men meningen med myten var tydeligvis at påpege overfor den menige serber, at hvis ikke truslen mod Serbien blev stoppet ved Kosovo, ville resten af Serbien blive det næste mål for Serbiens utallige fjender. Netop dette var en aktiv frygt hos serberne, fordi de konkluderede, at skulle Serbien blive domineret endnu engang, så ville det serbiske folk og den serbiske kultur forsvinde. Denne frygt udsprang delvist af den periode, hvor Serbien var underlagt Det osmanniske Rige, men også af tiden siden 1974, hvor den nye jugoslaviske forfatning fratog Serbien flere rettigheder og gav mere magt til de øvrige republikker og gav Kosovo og Vojvodina særstatus. Vreden over den nye forfatning, samt den gennemgående frygt blandt serberne for at forsvinde, betød, at de nationalistiske havde markant lettere ved at vinde frem. Især da de serbiske intellektuelle ikke lagde skjul på, hvordan de mente, den serbiske situation var, hvem der skulle bebrejdes dette, og hvordan Serbien skulle klare sig ud af denne krise. Det SANU-producerede memorandum er et godt eksempel på disse strømninger, og flere passager springer i øjnene. Blandt andet argumenterer forfatterne for, at Jugoslavien promoverer den kroatiske, slovenske, makedonske og montenegrinske kultur og identitet, alt imens serbisk kultur blev undertrykt, samt at Serbien ofrede sig økonomisk for at hjælpe resten af Jugoslavien med at fortsætte den økonomiske udvikling. Dette forklarede for den serbiske befolkning, hvorfor de vestlige republikker var bedre udviklet rent økonomisk, og hjalp til at skabe flere nationalistiske bølger i Serbien. Nationalismens påvirkning af Serbien Den serbiske historiebrug i 80’erne og 90’erne var i høj grad påvirket af den nationalistiske vækkelse, landet oplevede i denne periode. Kosovo blev det perfekte sted for nationalisterne at basere deres magtovertagelse, da medierne i stigende grad begyndte at fokusere på kosovo-serbernes opråb, kombineret med de serbiske intellektuelle, der igennem 1980’erne gjorde meget for at henlede serbernes opmærksomhed på den serbiske situation i Kosovo såvel som i Jugoslavien. Dette blev først og fremmest gjort ved at hive de gamle myter om et heroisk kæmpende Serbien frem og samtidig give serbernes nationalfølelse et stort skub. Samtidig deltog den serbiske ortodokse kirke aktivt i denne bevægelse og støttede åbenlyst de nationalistiske tendenser i landet. Myten om Kosovo og Lazars nederlag til osmannerne blev en stor del af argumentet for handlinger i Kosovo, hvor nationalisterne hævdede, det serbiske mindretal led overlast og måtte beskyttes. Myten spillede i den grad på de serbiske forestillinger om et heroisk Serbien, men også på tankerne om de utallige fjender, der kun ønskede at holde Serbien nede. Samtidig giver myten indtrykket af Kosovo som nationens krybbe, hvilket gør provinsen til en naturlig og legitim del af Serbien. Kosovo blev dermed en del af løsningen på den serbiske situation i Jugoslavien, og med Kroatien, Slovenien og Bosnien-Hercegovinas løsrivelser, så nationalisterne pludselig muligheden for at bringe det storserbiske rige til live igen. Den nationalistiske magtovertagelse i Serbien signalerede nye tider på Balkan. For serberne betød det, at en national vækkelse var i gang, og at definitionen af serber blev bragt i fokus igen. Kosovo-serberne fik held med, støttet af den serbiske intellektuelle og gejstlige elite, at sætte Kosovo og forbrydelserne imod det serbiske mindretal og selve Serbien først på dagsordenen. Dette førte til den beskrevne eskalering af debatten og en nationalistisk magtovertagelse sidst i 80’erne, som varslede et skift i serbisk politik. Som beskrevet blev den serbiske myte om Kosovo og Lazar fremlagt af de serbiske intellektuelle, der ønskede at bruge myten til bringe national fokus på den serbiske situation, som de så som yderst problematisk. Men hvor stor en rolle spillede myten og resten af den benyttede historie for eksempelvis Kosovokonflikten? Det er svært at sige helt præcist, men under alle omstændigheder var myten med til at skabe og forme debatten om, hvilken retning Serbien skulle gå. De serbiske propagandakampagner tjente deres formål i og med, at den serbiske befolkning accepterede brugen af myter og serbisk historie og rettede deres fokus imod de formodede fjender og forbrydelser mod det serbiske folk. Offerrollen blev i den grad pålagt Serbien og dets befolkning, som tilsyneladende ganske villigt accepterede dette, via den historiebrug, som de serbiske intellektuelle førte an for. Accepten er dog sandsynligvis baseret på den generelle serbiske historiefortælling, der traditionelt fremstiller Serbien som et uskyldigt land overfaldet af magtfulde fjender for at forklare landets langvarige undertvingelse foretaget af Det osmanniske Rige. På flere måder spillede den serbiske offerrolle en vigtig rolle i den serbiske tilgang til konflikterne i det tidligere Jugoslavien. Ifølge Julie Mertus, gør netop rollen som offer, at personer mister den normale moralske reservation i interaktionen med fjendtlige elementer (Mertus: 1999, 1). Hvilket er præcis, hvad serberne, såvel som andre befolkningsgrupper på Balkan, i flere tilfælde gjorde. Hvordan kan det ellers forklares, at personer pludselig finder en retfærdiggørelse for at udrense naboer gennem mange år? Gennem den serbiske historiebrug skal dette findes. De serbiske intellektuelle brugte gennem længere tid de serbiske myter og blandt andet den uretfærdige behandling af Serbien i Jugoslavien og af det serbiske mindretal uden for Serbiens grænser til at retfærdiggøre en fremtidig reaktion på dette. Denne historiebrug frempromoverede Serbien som et offer for internationale sammensværgelser både i nutiden og i oldtiden og bragte dermed et skifte i de moralske begrænsninger for serberne. I dette tilfælde følte serberne altså, de havde ret til at hævne sig imod de formodede fjender og til at tage serbiske områder, som Kosovo, tilbage fra disse. Milosevic havde held med at overbevise serberne om, at han var mand for at lede den serbiske modstand imod Serbiens fjender og rette op på den uretfærdige situation. Samtidigt blev historien brugt til at minde serberne om, at de havde fjender i Jugoslavien, som nødvendiggjorde et aggressivt forsvar. Konkluderende betragtninger Langt størstedelen af årsagerne til konflikterne på Balkan efter Jugoslaviens sammenbrud skal findes i nyere tid. Ingen af de respektive befolkningsgrupper havde et indædt had til hinanden, om end flere befolkningsgrupper havde haft sammenstød i tiden omkring 2. verdenskrig, men et sådant blev først rigtig skabt, da den serbiske elite konstant promoverede serbiske myter, som skildrede blandt andet kosovo-albanerne som værende brutale og ekstremt anti-serbiske. Propagandakampagnerne udført af den serbiske elite hænger dermed sammen med konflikternes brutale natur, især da mange af disse kampagner og brugen af myter i sidste ende blev benyttet for at bringe eliten til magten eller for at bevare den. Derfor kan store dele af baggrunden for konflikterne ledes tilbage til magthaverne og de respektive interesser, disse besad. Kosovokonflikten og den historiebrug, den serbiske elite benyttede sig af, er et godt eksempel på, hvor langt fra de moralske normer, gennemsnitlige personer kan bevæge sig, når de påvirkes af en specifik historiebrug. I dette tilfælde fokuserede den serbiske historiebrug på offerrollen og på, hvordan serberne generelt blev mishandlet, hvilket, kombineret med den årelange propaganda angående kosovo-albanernes angivelige forbrydelser imod kosovo-serberne, medførte det moralske forfald i konflikten. Offerrollen kombineret med den nationalistiske vækkelse af Kosovo-myten demonstrerer tydeligt, hvor stor en effekt historien, og hvordan vi fortæller den, kan have på et samfund. Kosovo-myten var en guldmine for nationalisterne, da den spillede på alle de rigtige strenge for den serbiske nation og den generelle opfattelse af Serbien, som den serbiske befolkning besad. Myten mindede ikke blot serberne om deres fortid, et projekt de serbiske intellektuelle allerede havde plejet ganske grundigt, men også om forestillingen om håbet om et stærkt og prominent Serbien. Den klare opfattelse af Serbien som et offer igennem historien var med til at forberede serberne på længere konflikter imod serbernes fjender i de omkringliggende stater. De serbiske intellektuelle med forfattere som Cosic i spidsen bidrog til den nationalistiske vækkelse med deres fiktive historiske noveller om specifikke perioder og begivenheder i serbisk historie, som oftest skildrede Serbien og serberne som heltene i historien. Den gribende nationale stolthed blandet med rapporter om overgreb på de serbiske mindretal i Kosovo førte ikke overraskende til en nationalistisk betonet bevægelse. Det er dog vigtigt at påpege, at politikere som Milosevic ikke skabte de nationalistiske følelser blandt serberne, da det derimod er den serbiske historiefortælling, der kontinuerligt har skildret Serbien som et offer for andre, samt at den serbiske befolkning tog disse fortællinger til sig og gjorde dette til traditioner. Milosevic og hans støtter fangede dog de nationalistiske strømninger og fortællinger og gjorde dem til den nationale fokus. Historiebrugen og de nationale myter var vigtige for Milosevics fremfærd i serbisk politik, og Kosovo-myten var den mest prominente af alle disse. Kosovo blev nationalisternes højborg på trods af, at størstedelen af befolkningen heri var af anden etnisk herkomst, hvilket i realiteten var ligegyldigt for nationalisterne, da Kosovos rolle som symbol var langt vigtigere i det lange løb. Kosovo blev et symbol på serbernes modstand mod omverdenen og til en hvis grad retfærdiggørelsen af de respektive konflikter, hvor de utallige brutaliteter og forbrydelser imod civilbefolkningen blev acceptable – målet helliger midlet. Publikationsår: 2014 Arbejdsspørgsmål: 1. Hvilken betydning fik den serbiske historieopfattelse for den politiske udvikling? Anbefalet litteratur: A. Mertus, Julie Kosovo – How myths and truths started a war University of California Press, 1999 Anderson, Benedict Imagined communities: reflections on the origin and spread of nationalism London: Verso Books, 1991 Anderson, Benedict Forestillede Fællesskaber Roskilde Universitetsforlag, 2001 Anzulovic, Branimir Heavenly Serbia: from myth to genocide New York University Press, 1999 J. Crampton, Richard The Balkans since the Second World War Pearson Education, 2002 Malcolm, Noel Kosovo – A short history Macmillan Publishers , 1998 Vickers, Miranda Between Serb and Albanian Hurst and Company , 1998 Warring, Anette : Erindring og historiebrug. Introduktion til et forskningsfelt Tidsskrift for historie 2, 2011 |
Af: Andreas Madsen
 Sultan Murad 1. Slaget ved Solsortesletten Slaget ved Solsortesletten, også kendt som Slaget ved Kosovo Polje, fandt sted den 15. juni 1389. Slaget stod mellem den serbiske fyrst Lazar Hrebeljanovic og den osmanniske hær under sultan Murad 1.s ledelse. Troværdige historiske kilder til slaget er meget sparsomme. Det var angiveligt et brutalt slag, hvor en stor del af begge hære blev udslettet, og både Lazar og Murad blev dræbt. Selv om det lykkedes osmannerne at tilintetgøre den serbiske hær, led de selv store tab. Serberne stod efter slaget uden en reel hær til at forsvare Serbien, hvorefter landet hurtigt blev erobret af tyrkerne.  Milos Obilic Serbisk nationalhelt Milos Obilic fremstår som en af de store serbiske nationalhelte. Han lod, som om han gik over til de tyrkiske styrker, men myrdede med sin skjulte kniv sultanen, da han blev præsenteret for ham, hvorefter han selv blev dræbt af sultanens vagter.  Krimkrigen Krimkrigen var en krig, som rasede mellem Rusland på den ene side og Osmannerriget, Frankrig og Storbritannien på den anden. Konflikten, der varede fra 1853 til 1856, handlede om Ruslands ønske om at beherske Dardanellerne og kontrollere Osmannerriget. Men en fransk-britisk frygt for russisk dominans i det østlige Middelhav fik disse lande til at træde ind i krigen på tyrkisk side. Krigen blev et knusende og ydmygende nederlag for den russiske hær, som blev besejret af en ekspeditionsstyrke på under 100.000 mand.  Gavrilo Princip Den sorte hånd Den sorte hånd var en organisation, der ønskede at samle alle de sydslaviske befolkningsgrupper i én nation. Deres primære mål var at sikre selvstændigheden for alle de sydslavere, som var en del af Habsburgerriget. Organisationen blev stiftet i Serbien i 1911 og er bedst kendt for sine forbindelser til Gavrilo Princip, der udførte drabet på den habsburgske tronfølger, Frans Ferdinand.  Frans Ferdinand af Østrig-Ungarn Frans Ferdinand Frans Ferdinand var den ældste søn af ærkehertug Karl Ludvig (1838-1896), som var bror til kejser Frans Josef. Efter sin fars død i 1896 blev Frans Ferdinand tronfølger, men havde som arving til det multinationale imperium et klart blik for nationalitetsproblemerne i det østrig-ungarske rige og stræbte efter en ligestilling af nationaliteterne. Frans Ferdinand vendte sig mod en væbnet indgriben over for det nationalistiske Serbien, og ironisk nok blev han offer for et attentat udført af den serbiske nationalist Gavrilo Princip.  Josip Broz "Tito" Josip Broz "Tito" Josip Broz, bedre kendt som Tito, deltog i 1. Verdenskrig på Østrig-Ungarns side, men blev taget til fange af russerne og gjorde fra 1918 til 1923 tjeneste i Den røde Hær. Han vendte herefter tilbage til Jugoslavien, hvor han stod bag grundlæggelsen af det jugoslaviske kommunistparti, men blev i 1928 idømt seks års fængsel. I 1937 blev han partiets generalsekretær, og under krigen organiserede han en antifascistisk befrielsesfront, som førte guerillakrig mod tyskerne. Han blev i 1943 udråbt til Jugoslaviens marskal og i 1945 til regeringsleder og forbundspræsident. Hans nationalitetspolitik var baseret på decentralisering og en styrkelse af de mindre nationaliteter, heriblandt albanerne i Kosovo og muslimerne i Bosnien. Dette skete på de store nationaliteters bekostning, først og fremmest serberne og kroaterne. Han slog derfor hårdt ned mod nationalisme i blandt andet Kroatien. Daytonaftalen Daytonaftalen blev underskrevet i 1995 og afsluttede den væbnede konflikt, som varede tre et halvt år i Bosnien-Hercegovina. Freden kom i høj grad på plads grundet pres fra det internationale samfund, hvor især USA og Rusland lagde et tungt diplomatisk pres på deltagerne i konflikten. Aftalen fastsatte Bosnien-Hercegovinas grænser og den nuværende politiske struktur.  Slobodan Milošević Slobodan Milošević Slobodan Milošević var en serbisk politiker, der levede fra 1941 til 2006 og spillede en stor rolle i opløsningen af Jugoslavien og de efterfølgende konflikter. Milošević begyndte sin karriere i det kommunistiske parti, men i 1980’erne begyndte Milošević at nærme sig nationalisterne. Kulminationen kom i 1987, hvor Milošević holdt en berømt tale til en forsamling af kosovo-serbere i Kosovo. Denne tale kombineret med en tale i 1989 i Kosovo på 600-årsdagen for Slaget på Solsortesletten medførte, at Milošević kunne gå sejrrigt ud af en politisk konflikt mellem Milošević selv og dennes tidligere mentor, Ivan Stambolić. Milošević vandt det efterfølgende valg og forblev leder af den serbiske stat indtil 2000. Dermed var Milošević leder af Serbien under opløsningen af Jugoslavien, som Milošević selv bidrog til, og gennem de respektive konflikter med de nye stater på Balkan. I 1999 tabte Milošević og hans parti valget, men nægtede at anerkende resultatet. Allerede året efter blev Milošević dog væltet efter en stor demonstration, der krævede hans afgang. I 2001 blev Milošević udleveret til den internationale domstol i Haag for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser under de mange konflikter i det tidligere Jugoslavien. Milošević døde dog i 2006, inden at retten kunne afsige en dom. Martinović-sagen Đorđe Martinović var en del af det serbiske mindretal i Kosovo. I 1985 blev Martinović indlagt på et lokalt hospital med skader, som han fortalte, skyldtes et angreb fra kosovo-albanere. Senere tilstod Martinović dog, at skaderne var selvforskyldte, og at han ikke var blevet overfaldet. Efter langvarige medicinske undersøgelser konkluderede de serbiske myndigheder, at Martinović selv var skyld i skaderne og foretog sig derfor ikke mere. Sagen blev dog slået stort op i de serbiske medier og blev i høj grad anset for at være en del af kosovo-albanske provokationer af det serbiske mindretal i Kosovo. Mange medier sammenlignede Martinović-sagen med episoder fra den osmanniske besættelse af Serbien, hvor den serbiske befolkning blev groft mishandlet. Paracin-massakren Aziz Keljmendi var en ung kosovo-albaner, som i 1987 skød og dræbte 4 soldater på en kaserne i Paracin. Keljmendi var selv en soldat på kasernen, og efter drabene forsøgte Keljmendi at flygte. Da dette mislykkedes, begik Keljmendi selvmord. Flere af Keljmendis kosovo-albanske kammerater på kasernen fortalte efterfølgende angiveligt, at Keljmendi var motiveret af albansk nationalisme og ønsket om et selvstændigt Kosovo. Sagen blev slået stort op i de serbiske medier som et eksempel på albansk ekstremisme og medførte flere protester mod kosovo-albanerne. SANU Det serbiske akademi for videnskab og kunst, også kaldet SANU, er det meste kendte og vigtigste akademi i Serbien. Akademiet og den nationalistiske tendens, mange af dets medlemmer udviste, spillede en stor rolle i udviklingen af den serbiske nationalisme, der skete i 1980’erne. |
