Leksikonartikler
|
(Tema-artikel) Valget i 2012 mellem den siddende præsident, demokraten Barack Obama, og republikaneren Mitt Romney, var det 57. præsidentvalg i USA’s historie. Det amerikanske demokrati er det ældste eksisterende i verden, og dets alder og afvekslende historie kan ses i mange aspekter af det politiske system, der trådte i kraft 6. november 2012. Grundloven 1787 Artikel to i den amerikanske grundlov fra 1787 beskæftiger sig med udformningen af den udøvende magt i USA (præsidentembedet) og hvordan valget af en præsident skal foregå. Dette emne havde været et af mange, som havde været heftigt omstridt, og det var et af de sidste som man nåede frem til enighed om på den grundlovgivende forsamling i 1787. Denne enighed bestod i et kompromis mellem stærkt modstridende opfattelser; et kompromis der stadig er i kraft i dag.
På den ene side stod James Madison, en af de delegerede fra Virginia, der allerede før forsamlingen var trådt sammen havde lavet sit eget udkast til en grundlov, kaldet Virginia-planen. Denne plan var blevet accepteret af både Virginias og Pennsylvanias delegationer, og dannede grundlag for disse to delstaters meget stærke blok ved forsamlingen. Den endelige grundlov endte således med på mange punkter at følge Madisons udkast, og Madison har fået betegnelsen ”Grundlovens Fader.” Madison var på dette tidspunkt føderalist, hvilket ikke var et politisk parti endnu, blot en betegnelse for folk der gik ind for at gøre USA til en nationalstat med en centraliseret statsmagt. I sit udkast foreslog han, at præsidenten skulle vælges af den lovgivende forsamling (kongressen). Den enkelte amerikanske borger ville således kun have indflydelse på præsidentvalget gennem de kongresmedlemmer, de stemte på. Andre ønskede, at det var de enkelte delstaters guvernører, der skulle vælge præsidenten. Der var delegerede, der modsatte sig denne tankegang og ønskede at borgerne skulle vælge præsidenten direkte. Men de udgjorde et klart mindretal. Generelt var de delegerede meget utrygge ved tanken om direkte valg. Det skyldtes dels at man ikke ville sprede den politiske magt for meget ud, men var også resultat af praktiske indvendinger. Information bevægede sig meget langsomt i 1700-tallet, og det ville være stort set umuligt for borgere i de fjerneste afkroge af USA at træffe et informeret valg. Endelig var man bekymrede for, at vælgerne kun ville stemme på kandidater fra deres egen delstat eller region. Men alle disse indvendinger til trods, så var der heller ikke mange, der støttede Madisons tanke om at overlade valget af præsidenten fuldstændig til kongressen. Man frygtede, at præsidentvalget kunne blive kastebold i magtkampe og intriger i en permanent politisk forsamling, og at præsidenten skulle blive afhængig af kongressen og dermed miste sin mulighed for at handle på egen hånd. Ønsket om at inddrage borgerne kunne heller ikke tilsidesættes helt. Resultatet blev et kompromis i form af valgmandssystemet. Valgmændene Valgmændene i USA er et af de bedst kendte eksempler på indirekte valg; en midlertidig organisation af repræsentanter, hvis eneste opgave var at vælge præsidenten. I dag bruger man ofte betegnelsen valgmandskollegiet, men det navn giver et forkert indtryk af en permanent organisation. Valgmændene bliver valgt af borgerne i de enkelte delstater forud for præsidentvalget, og når de har afgivet to stemmer (én for præsidenten og én for vicepræsidenten) har de løst deres opgave og er ikke længere valgmænd. Antallet af valgmænd for hver delstat skulle fastsættes efter samme mønster som antallet af medlemmer af kongressen (dvs. antallet af valgmænd var det samme som antallet af repræsentanter og senatorer til sammen – i 1961 kom der tre ekstra valgmænd til for District of Columbia), men det var op til hver enkelt delstat hvordan den ville vælge sine valgmænd. Udover at man mente, at valgmændene som midlertidig institution ikke ville have deres egen skjulte dagsorden når de valgte præsidenten, så så man også andre fordele i dette system. En var at valgmændene var en forholdsvis lille gruppe, der kunne træde sammen (dog altid kun for hver delstat, aldrig alle valgmænd i USA samlet) og således nemt holdes informeret om udviklinger. Endnu et formål, der kan have været med systemet, selvom den aldrig blev udtrykt klart, er at valgmændene ville fungere som sikkerhed mod pludselige folkestemninger. Valgmændene havde nemlig ingen forpligtigelse til at stemme på en bestemt kandidat, så hvis en demagog formåede at vinde opbakning i befolkningen, så kunne valgmændene i princippet undlade at vælge ham. De praktiske problemer med et sådant sikkerhedssystem (hvem afgør, hvornår befolkningen ikke har truffet et korrekt valg?) har dog medført, at langt de fleste valgmænd i de amerikanske præsidentvalgs historie alligevel har stemt på den kandidat, de har lovet at stemme på. De første valg George Washington var til stede ved den grundlovgivende forsamling i 1787, men var ikke delegeret. Som den store militære helt fra Den amerikanske Frihedskrig nød han bred anerkendelse fra alle sider, og der var generelt ingen der tvivlede på, at han ville blive valgt som den første præsident. Man mener, at Washingtons person og den respekt der stod om ham, var med til at dulme frygten for en stærk præsident blandt forsamlingens delegerede. Uden ham kunne der være blevet vedtaget forholdsregler mod et magtfuldt præsidentembede, såsom at opdele den udøvende magt mellem tre personer.
Det første præsidentvalg i amerikansk historie fandt sted i 1789, og som forventet vandt George Washington med 50 pct. af valgmandsstemmerne (dvs. 100 pct af valgmændene gav deres ene stemme til ham – et tal som ingen præsident nogensinde siden er nået op på). Hans nærmeste rival, John Adams, fik næsten 25 pct. af stemmerne, mens de sidste 25 pct. blev fordelt mellem de øvrige ti kandidater. Hen imod slutningen af den grundlovgivende forsamling havde man besluttet også at indføre et vicepræsidentembede. Vicepræsidentens eneste funktion var at overtage præsidentembedet, hvis præsidenten skulle dø eller på anden måde være ude af stand til at varetage det. I den oprindelige version af det amerikanske valgsystem tilfaldt vicepræsidentembedet den, der fik næstflest valgmandsstemmer ved præsidentvalget. Det fungerede under Washingtons præsidentperiode fordi der endnu ikke fandtes politiske partier i USA og fordi Washington og Adams ikke var politiske konkurrenter. Men da Washington valgte ikke at opstille igen i 1796 begyndte problemerne. Nu vandt Adams med et lille forspring i valgmandsstemmer over Thomas Jefferson, der således blev hans vicepræsident. På dette tidspunkt var der opstået politiske partier, og Adams tilhørte det føderalistiske parti, mens Jefferson tilhørte det republikanske (ikke at forveksle med det nuværende republikanske parti), der var blevet stiftet af Jefferson og Madison. Føderalister og republikanere var lodret uenige om centralmagtens udformning og styrke, så præsidenten og vicepræsidenten var i politisk opposition til hinanden. Men da vicepræsidenten ingen reel indflydelse havde, standsede denne uheldige sammensætning ikke regeringens arbejde. 1800 og 1824 Værre blev det ved valget i 1800, der markerede et markant skift i magtbalancen fra føderalisterne til republikanerne (et af de første fredelige magtskifter i historien). Både Jefferson og hans republikanske medkandidat, Aaron Burr, fik flere valgmandsstemmer end Adams. På den måde ville både præsidenten og vicepræsidenten denne gang tilhøre samme parti. Men fordi Jefferson og Burr havde fået lige mange stemmer hver, og fordi der ikke var nogen forskel på valgmændenes to stemmer, var det ikke muligt at afgøre, hvem af de to der skulle være præsident og hvem vicepræsident. Valgmændene havde afgivet deres stemmer, og kunne ikke gøre det igen, så i et sådant tilfælde hvor valget blev uafgjort, skulle Repræsentanternes Hus vælge mellem de to kandidater. Men selvom republikanerne også havde vundet en jordskredssejr ved valget til kongressen i 1800, så var den nye kongres endnu ikke trådt sammen, og den siddende kongres var stadig domineret af føderalister. Både for at gøre livet surt for deres politiske modstandere (især Jefferson) og i håb om at tvinge politiske indrømmelser ud af republikanerne, satte føderalisterne sig for at ingen af kandidaterne skulle opnå det nødvendige flertal. Men efter 35 uafgjorte afstemninger i Repræsentanternes Hus var selv føderalisterne bange for, at de var ved at undergrave hele tilliden til forfatningen med deres obstruktion. Da samtidig Jefferson antydede, at han anerkendte visse føderalistiske mærkesager, vandt han den 36. afstemning og blev USA’s tredje præsident. Valget i 1800 havde afsløret en alvorlig fejl i den oprindelige grundlov, så i 1803 blev den 12. grundlovstilføjelse vedtaget, hvor valgmændenes to stemmer klart skal kastes for henholdsvis en præsidentkandidat og en vicepræsidentkandidat. Dette system har været i brug fra valget i 1804 og frem til i dag.
Ved valget i 1824 var den gal igen. Det republikanske parti splintrede og fire af dets medlemmer stillede op til præsidentvalget. Ingen af de fire kandidater opnåede et absolut flertal af valgmandsstemmerne, men Andrew Jackson vandt flest (37,9 pct). Et flertal af valgmandsstemmerne var dog et krav for at blive valgt til præsident (vicepræsidentembedet kunne godt gå til en person der ikke havde flertal), så igen måtte Repræsentanternes Hus træde til. Ifølge den 12. grundlovstilføjelse, kunne kun tre af kandidaterne gå videre til valget i Repræsentanternes Hus. Den fjerde kandidat, Henry Clay, der blev udeladt, var en personlig uven af Jackson, og hans politik lå tættest på John Quincy Adams, der havde vundet næstflest valgmandsstemmer. Clay besluttede derfor at kaste sin støtte og indflydelse ind bag Adams, hvilket førte til at Adams vandt valget i Repræsentanternes Hus og blev den næste præsident. Jackson rasede mod Clay og Adams (og endte med at besejre Adams ved valget i 1828), men situationen fik ingen konsekvenser for den amerikanske grundlov. Valgmandssystemet under pres Gennem tiden har valgmandssystemet ofte været genstand for kritik. Moderne kommunikationsmidler og medier har fjernet en stor del af valgmændenes eksistensberettigelse, og kritikere har længe argumenteret for at afskaffe valgmændene og gå over til direkte valg til præsidentembedet. Problemet er, at de fleste delstater vælger deres valgmænd samlet. Dvs. at hvis 51 pct. af borgerne i en delstat stemmer for én præsidentkandidat og 49 pct. for en anden, så går samtlige delstatens valgmandsstemmer til den kandidat flertallet har valgt. Det kan i sjældne situationer føre til, at én præsidentkandidat på landsplan vinder et flertal af borgernes stemmer mens den anden vinder et flertal af valgmandsstemmerne. Det er siden 1888 kun sket én gang, nemlig ved det kontroversielle valg i 2000, hvor Al Gore vandt 48,38 pct. af stemmerne på landsplan, mens George W. Bush kun fik 47,87 pct. Til gengæld betød fordelingen af stemmerne på delstater, at Bush fik 50,37 pct. af valgmandsstemmerne mod Gores 49,44 pct. Da det er valgmændene, der afgør valget, vandt Bush præsidentembedet. Valget i 2000 blev først afgjort efter en langvarig juridisk proces, men den drejede sig udelukkende om hvorvidt stemmerne i Florida, hvor løbet havde været meget tæt, skulle genoptælles, ikke om hvorvidt valgmændenes stemmer skulle tilsidesættes. Det tætteste man til dato er kommet på at afskaffe valgmandssystemet i USA var i 1968, hvor Richard Nixon på landsplan kun fik en halv mio. stemmer mere end sin modkandidat, Hubert Humphrey. Pga. den sindrige valgmatematik, så endte Nixon med at få 301 valgmandsstemmer mod Humphreys 191. Det er langt fra det mest grelle eksempel på et misforhold mellem almindelige stemmer og valgmandsstemmer i amerikansk historie, men ikke desto mindre udløste det denne gang en offentlig debat, og der blev fremlagt et forslag til en grundlovsændring i kongressen, der ville afskaffe valgmændene og gå over til direkte valg. Men efter to års tovtrækkeri i kongressen, blev forslaget stemt ned. Valgmandssystemet medfører, at et forholdsvis lille antal delstater, hvor de to politiske partier står omtrent lige i befolkningen, og delstaten derfor kan falde til den ene eller anden side under et valg (såkaldte svingstater), får uforholdsmæssig stor magt og opmærksomhed fra kandidaterne. I en delstat, med et stort flertal for ét parti, vil stemmer på det andet parti stort set aldrig få nogen indflydelse på præsidentvalget, hvilket kan føre til at mange vælgere bliver hjemme. Valgmandssystemet har dog også støtter, der mener, at det beskytter de små delstaters rettigheder og forhindrer, at de bliver tromlet ned af de mest folkerige delstater. Men institutionel træghed og modvilje mod at lave en så fundamental ændring i det system, man kender, er nok hovedårsagen til, at valgmændene ikke er reelt truede. Der er næppe andet end en ny fiasko som ved valget i 1800 eller 1824, der kan føre til en grundlæggende revision eller afskaffelse af systemet. Embedsperioder Det havde været diskuteret at indskrive en begrænsning på antallet af embedsperioder, en præsident kunne have, i grundloven, men i sidste ende havde man undladt det. Men der var stadig stor opbakning til sådanne begrænsninger fra mange forskellige sider. George Washington gik i 1792, meget mod sit eget ønske, med til at opstille til valg som præsident igen. Men i 1796 havde han fået nok af embedet, og opstillede ikke igen. Dette skabte en tradition for, at ingen præsident kunne besidde embedet i mere end to perioder, men det var en uskreven regel. Ingen af de første 31 præsidenter sad mere end to perioder (Grover Cleveland tjente dog som den eneste sine to perioder (1885–89 og 1893–97) afbrudt af en anden præsidents periode. Cleveland regnes derfor som både USA’s 22. og 24. præsident). Fire præsidenter havde dog udfordret traditionen og forsøgt at få en tredje periode, men Ulysses S. Grant, Grover Cleveland og Woodrow Wilson opnåede ikke deres partiers nominering i henholdsvis 1880, 1896 og 1920. Theodore Roosevelt havde tjent som republikansk præsident 1901–9, men valgte ikke at genopstille i 1908. Men da han var blevet valgt som vicepræsident i 1900 og havde arvet embedet efter mordet på præsident McKinley i 1901, følte han, at han havde et valg til gode. Da han ikke opnåede den republikanske nomination i 1912, stillede han op som præsidentkandidat for sit eget progressive parti, men vandt ikke. Grant og Roosevelt var blevet angrebet for deres forsøg på at opnå en tredje embedsperiode, men det skræmte ikke den 32. præsident, Franklin D. Roosevelt. Han udnyttede den truende 2. Verdenskrig og den store popularitet der omgav hans økonomiske politik mod Depressionen til at opstille til valg for en tredje periode i 1940 og rent faktisk vinde. I 1944 opstillede og vandt han igen trods bekymring om hans skrantende helbred. Franklin Roosevelt opnåede således som den eneste præsident i amerikansk historie at blive valgt fire gange og tjene i fire perioder (selvom den sidste periode hurtigt blev afbrudt af hans død i 1945). Selvom Roosevelt havde været en elsket præsident i store dele af befolkningen og blev set som sejrherren i 2. Verdenskrig, så var der alligevel mange politikere, der var bekymrede for det fortilfælde, han havde skabt. I 1951 vedtog kongressen derfor den 22. grundlovstilføjelse, der fastlagde, at ingen kunne vælges til præsident mere end to gange eller mere end én gang, hvis de allerede havde tjent mere end to år af en anden præsidents periode. Dette sidste kunne have været møntet på den siddende præsident, Harry S. Truman, der som vicepræsident havde overtaget Franklin Roosevelts embede i 1945 og tjent frem til 1948, hvor han så blev valgt som præsident i eget navn for første gang. Den nye grundlovstilføjelse ville således på overfladen gøre det umuligt for Truman at genopstille i 1952, men han var specifikt undtaget fra denne regel i tilføjelsen. Ikke desto mindre valgte han, som følge af sin manglende popularitet blandt vælgerne, ikke at opstille igen. To partier Amerikansk politik kaldes ofte et topartissystem, men det er ikke teknisk korrekt. Der er ingen lovmæssige begrænsninger på antallet af partier, og der har eksisteret og eksisterer stadig et utal af mindre partier. Problemet er, at valgmandssystemet, eller rettere det faktum, at et flertal af delstater har besluttet at give alle deres valgmandsstemmer til én kandidat (Winner-take-all princippet), har medført at de fleste vælgere foretrækker at give deres stemme til et af de store partier for at den ikke skal gå tabt. Siden 1972 er ikke én eneste valgmandsstemme gået til en tredje kandidat. En mere proportionel fordeling af valgmandsstemmer ville give et tredje parti bedre muligheder, men forslag i den retning har sjældent båret frugt i de enkelte delstater. (Winner-take-all betyder også, at delstatens valgmandsstemmer er mere værd, da en kandidat kan få dem alle – hvilket giver de såkaldte svingstater så stor indflydelse.) Der har således altid været en tendens til, at to partier har domineret amerikansk politik, men ikke nødvendigvis de samme to partier. Derfor taler man gerne om partisystemer – dvs. perioder hvor to specifikke partier har domineret. Det første partisystem eksisterede omtrent fra 1792 og til 1824, hvor føderalisterne og republikanerne dominerede. Derefter var det demokraterne og Whig-partiet ca. 1828–54. Siden 1854 har det været demokraterne og det nye republikanske parti, der har domineret, men denne periode deles alligevel også op i en række partisystemer, hvor der mere er personligheder, politiske emner, magtfordeling mellem de to partier o.a., der er blevet brugt til opdelingen. Primærvalg I det første partisystem var det de to partiers kongresmedlemmer, der valgte deres respektive præsidentkandidater, men dette system kollapsede, da de republikanske kongresmedlemmer ikke kunne enes om en kandidat i 1824 og istedet opstillede fire. Siden 1832 har den foretrukne metode til at vælge et partis præsidentkandidat derfor været partikonventet, hvor man kan debatere og stemme for forskellige kandidater, men hvor den kandidat, der får flertallet af stemmer så er den kandidat partiet nominerer.
Oprindelig blev de delegerede til det nationale partikonvent valgt på delstats-partikonventer, og de delegerede på delstats-partikonventerne var selv valgt på distrikts-partikonventer. Hele nomineringsproceduren var på den måde begrænset til partiet selv og kunne ofte domineres af lokale politiske bosser. Mange vælgere følte at systemet var uigennemskueligt, og mente at kandidater blev valgt efter politiske studehandler der foregik i det skjulte (det såkaldte ”smoke filled room”). Denne utilfredshed førte til et af de mest unikke træk ved det amerikanske valgsystem, primærvalgene. Primærvalg er en indledende offentlig afstemning mellem kandidater, der kæmper om retten til at blive et partis endelige kandidat ved det egentlige valg. Lukkede primærvalg, som kendes fra fx Danmark og det meste af Europa, er kun for partimedlemmer, men åbne primærvalg, som er forholdsvis almindelige i USA, er for enhver der har stemmeret. I tiden omkring 1900 så mange reformtilhængere primærvalget som den bedste måde at åbne det politiske system igen, og delstaten Oregon indførte i 1910 som den første primærvalg til at bestemme de delegerede, delstaten sendte til de nationale partikonventer. Det var dog op til de enkelte delstater om de ville bruge primærvalg eller ej, og mange fortsatte det gamle system frem til 1968. Det nationale demokratiske partikonvent i Chicago i 1968 var en kaotisk affære. Demonstranter, der protesterede mod Vietnamkrigen, havde omringet bygningen hvor konventet foregik, og nogle af dem trængte tilmed ind. Men selvom det gav gode tv-billeder, så var det faktisk det mindste af problemerne. Præsident Johnson havde chokeret sit parti ved at erklære, at han ikke agtede at genopstille som præsidentkandidat i 1968. Vicepræsidenten, Hubert Humphrey, var så blevet den foretrukne kandidat i partiets sædvanlige inderkreds, men senator Eugene McCarthy, der fremstod som partiets store krigsmodstander, havde vundet de fleste delstater, der havde primærvalg, og nød generelt bred opbakning i befolkningen. Alligevel var det Humphrey, der blev nomineret, hvilket blev set som tegn på at partiet ikke længere var i kontakt med befolkningen. Der var stor selvransagelse i det demokratiske parti efter konventet og nederlaget til Nixon i 1968. Man besluttede at anbefale, at den almindelige vælger fremover skulle inddrages mere i nomineringsprocessen. De demokratiske partier i et stort antal delstater besluttede, at primærvalg var den bedste måde at imødekomme denne anbefaling på. Det republikanske parti fulgte efter, og i dag er en form for offentlig afstemning normen i alle 50 delstater. Forskelle, fordele og ulemper Som med alting i det amerikanske politiske system, så fastsætter delstaterne selv de præcise detaljer vedrørende primærvalg. Følgen er, at der ikke findes nogen generel måde at gennemføre dem på. Primærvalg kan være åbne, lukkede eller diverse blandinger (åbent for et parti, lukket for et andet; åbne for uafhængige vælgere, lukkede for medlemmer af partier osv.) fra delstat til delstat. Nogle delstater bruger slet ikke primærvalg men i stedet såkaldte caucuses, mindre lokale møder, organiseret privat af politiske partier eller foreninger. Men der kan også være forskel på udformningen af et caucus fra delstat til delstat. Der er argumenter for og imod åbne primærvalg. Tilhængere mener, at de øger vælgerprocenten ved det generelle valg, fordi uafhængige vælgere får mulighed for at være med til at afgøre, hvem kandidaterne er. Kritikere påpeger, at medlemmer af et parti får mulighed for at manipulere med et andets partis nominering, og således gøre en person, de regner med nemt at kunne slå i det generelle valg, til modstanderens kandidat. Et andet element ved de amerikanske primærvalg er, at de ikke foregår på samme tidspunkt. En delstat fastsætter selv hvårnår den vil afholde primærvalg. Fortalere argumenterer for, at en kandidat får bedre tid til at besøge de enkelte delstater, når alle valg ikke afholdes samtidig, og at en fælles primærvalgdag ville give de kandidater, der har fået samlet flest penge til reklamer o.a. den største fordel. Kritikere påpeger, at de delstater, der holder primærvalg tidligt, får særlig stor indflydelse, og at man reelt har fundet den vindende kandidat, før de sidste delstater stemmer. Dette problem betyder også, at flere og flere delstater beslutter at holde primærvalg tidligere, og resultatet er, at valgkampen kommer til at vare længere og længere. Kandidater Ifølge artikel to i den amerikanske grundlov, så skal både præsidenten og vicepræsidenten på indsættelsesdagen være mindst 35 år gamle, være natural-born borgere i USA og have været bosiddende i landet i mindst 14 år. Ordet natural-born har vakt en del diskussion, både fordi man er uenige om, hvorvidt det er rimeligt, og fordi der er usikkerhed om, hvad der egentlig menes med det. Er en person født i USA, hvis ene eller begge forældrer ikke er borgere, fx natural-born? Eller et barn af en eller to amerikanske borgere født uden for landets grænser? En lov fra 1790 sagde, at alle børn født af borgere uden for USA’s grænser var natural-born, men den blev erstattet af en ny lov i 1795, hvor ordet natural-born ikke indgik. Kravet blev indført for at beskytte USA mod udenlandsk indflydelse. I 1787 var der en frygt for, at en rig europæer kunne flytte til USA og så købe sig vej til præsidentembedet. Mange amerikanere var også udvandret fra England, og det er ikke utænkeligt at de var påvirket af mindet om det tysksprogede Hannover-dynasti, der havde overtaget den britiske trone i 1714, som oprindelig havde vakt udbredt modvilje i den britiske befolkning, og som amerikanerne havde udkæmpet deres frihedskrig imod. De første syv amerikanske præsidenter var dog af gode grunde ikke natural-born, da de var født før grundlæggelsen af USA som britiske borgere. Igennem amerikansk historie er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om en række præsidentkandidater var natural-born eller ej. Men to kandidater formåede alligevel at blive valgt trods sådanne anklager. Den ene var Chester A. Arthur (præsident 1881–85), om hvem der verserede rygter om, at han var født i Canada, den anden Barack Obama (præsident 2009– ), hvis far var britisk, senere kenyansk, borger, og om hvem der går rygter om at han ikke er født i USA. Problemerne med at fastslå præcis hvad det vil sige at være natural-born, har givet yderlig næring til det synspunkt, at kravet bør fjernes fra forfatningen. I kongressen er der med tiden blevet stillet en række foreslag om en grundlovstilføjelse, der skulle moderere eller fjerne kravet. To af de mest kendte havde til hensigt at gøre det muligt for specifikke personer at stille op til præsidentvalg, et fra 1974 på vegne af udenrigsminister Henry Kissinger, og et fra 2003 på vegne af den nyvalgte guvernør Arnold Schwarzenegger. Alle disse forslag er dog til dato blevet nedstemt.
Den første præsidentdebat I 1858 blev der afholdt syv debatter mellem Abrahom Lincoln og Stephen Douglas, der kæmpede om at blive valgt som senator for Illinois. På trods af debatternes lokale karakter, fik de massiv dækning i de landsdækkende medier. Årsagen var dels at Douglas var en kendt demokrat og allerede en gang havde været kandidat til præsidentembedet, dels at samtlige debatter kom til at handle om slaveri, der var tidens varmeste politiske emne. Lincoln tabte valget, men han gik fra at være en ukendt advokat til en af de mest fremtrædende slaverimodstandere i landet, og han udgav senere udskrifterne fra debatterne i bogform. Lincoln-Douglas-debatterne viste, hvor vigtige debatter kunne være for at få sit budskab ud og blive kendt som kandidat. To år efter stillede begge mænd op til præsidentembedet, men mødtes denne gang ikke til debat. Deres positioner var allerede blevet klarlagt, og denne gang vandt Lincoln. Alligevel skulle der gå over 100 år før præsidentdebatter blev almindelige. Der var blevet gjort forsøg i mellemtiden. Republikaneren Wendell Willkie havde udfordret Franklin Roosevelt til debat i 1940, men præsidenten havde afvist at deltage. I 1948 havde de republikanske kandidater ved primærvalget gennemført en debat over radio, og demokraterne tog idéen op i 1956. I 1956 var det også blevet foreslået at de to partiers endelige kandidater skulle mødes til debat, men idéen blev ikke til noget. Det var således først i 1960, at fire præsidentdebatter blev gennemført mellem John F. Kennedy og Richard M. Nixon. Debatterne var også banebrydende derved, at det var første gang en sådan begivenhed blev vist på tv, og det nye medie viste sin store styrke. Vicepræsident Nixon havde været favorit over den relativt ukendte Kennedy, men under debatterne fremstod Kennedy fattet og velforberedt, mens Nixon, der havde fortsat sit normale kampagneprogram helt frem til debatterne skulle begynde, virkede træt, bleg og sygelig. Et vedvarende rygte siger, at dem der hørte debatten over radioen mente, at Nixon havde vundet, mens dem der så det på fjernsyn mente, at Kennedy havde vundet, men det er der ikke belæg for. Efter debatterne førte Kennedy over Nixon i meningsmålingerne, og endte med at vinde valget med en meget lille margen.
Debatternes betydning Der skulle gå 16 år før den næste præsidentdebat, selvom der fra tid til anden blev afholdt debatter mellem visse af de to partiers primærvalgskandidater. Først i 1976 tog man idéen op igen, og lige siden har debatter været almindelige ved hvert eneste valg, både mellem præsidentkandidaterne og mellem vicepræsidentkandidaterne. I de første to debatter i 1976 fremstod præsident Gerald Ford som vinder, og formåede at indhente en stor del af Jimmy Carteres forspring i meningsmålingerne. Men ved den tredje debat, der drejede sig om udenrigspolitik, gik det helt galt for Ford, der kom til at sige: ”Der er intet sovjetisk herredømme over Østeuropa, og vil aldrig være det under en Ford-administration”. Denne tilsyneladende fuldstændig virkelighedsfjerne kommentar bremsede Fords fremgang i meningsmålingerne, og Carter vandt valget. Fire år senere var det Carter, der blev sat grundigt til vægs af Ronald Reagan, der med sin fortid som skuespiller brillerede foran kameraet og vandt valget. I den første debat i 1984 gjorde præsident Reagan derimod en mindre heldig figur, da han gjorde en række fejltagelser der blev set som sort snak. Reagan var på det tidspunkt 73 år gammel, og hans tilsyneladende åndsfraværelse i debatten fik folk til at spekulere på, om han var for gammel til jobbet. I den næste debat forsøgte hans modkandidat, Walter Mondale, at hentyde til spørgsmålet. Reagans legendariske modsvar var: ”Jeg vil ikke gøre alder til et emne i denne kampagne. Jeg nægter for politisk fordel at udnytte min modstanders unge alder og manglende erfaring.” Den 56-årige Mondale selv kunne ikke holde masken, og han fortalte senere, at han i samme øjeblik havde indset, at han havde tabt valget. Ved valget i 1988 var det vicepræsidentdebatten der bed sig fast i den amerikanske kollektive hukommelse. George Bushs medkandidat, Dan Quayle, der havde meget svært ved at fremstille sig selv som en seriøs politiker, foretog en sammenligning mellem sig selv og John F. Kennedy, hvilket strengt taget var korrekt, da deres politiske erfaring ved valget var omtrent den samme. Hans modstander, den ældre demokrat Lloyd Bentsen, ydmygede Quayle med ordene: ”Jeg kendte Jack Kennedy. Jack Kennedy var en af mine venner. Senator, du er ingen Jack Kennedy!” Tiltroen til Quayle blev yderligere undergravet, men det forhindrede ikke Bush i at vinde valget. Debatterne i 1992 skrev historie fordi der for første gang deltog en tredje kandidat, der ikke stillede op for de to store partier, nemlig rigmanden Ross Perot. Perot havde aldrig en chance for at vinde, men han tog stemmer fra republikaneren Bush, der også flere gange under debatten blev fanget af kameraet mens han så på sit ur. Præsidenten tabte valget til Bill Clinton. Når selv så små detaljer kunne få en betydning, så kan det ikke undre at kandidaterne måtte gå i skarpere og skarpere træning forud for en debat og indstudere alle tænkelige svar så intet blev overladt til tilfældigheder. I 2004 verserede der hårdnakkede rygter om at præsident George W. Bush havde båret en skjult radio, formodentlig til en rådgiver bag scenen, under sin jakke i to debatter mod John Kerry. Debatterne var stadig en af de vigtigste måder at flytte stemmer på. Præsident Obamas lidt trætte og tilbageholdende fremtræden i den første debat i 2012 udslettede det lille forspring, han havde fået opbygget i meningsmålingerne, og var måske med til at gøre hans valgsejr mere kneben end man havde regnet med før debatterne.
Valgdagen I 1792 tillod kongressen delstaterne at afholde valg på et hvilket som helst tidspunkt inden for de 34 dage før den første onsdag i december (den dato hvor valgmændene skulle mødes i deres delstats-hovedstad for at afgive deres stemmer). En valgdag der lå omtrent i november blev anset for praktisk, fordi på det tidspunkt ville høsten være i hus og vinterstormene var ikke begyndt endnu (i en tid med mest jordveje kunne det være meget vanskeligt at komme til et valgsted når først regn og sne satte ind i store mængder). Men et valg spredt over 34 dage havde det problem, i hvert fald efter at der blev indført hurtigere kommunikationsmidler, at de delstater, der stemte sent kunne blive påvirket af dem de stemte tidligt, som man ser det med primærvalgene i dag. Derfor besluttede kongressen i 1845, at der skulle indføres én samlet valgdag for hele USA. Datoen blev fastsat til tirsdagen efter den første mandag i november. Dvs. det tidligst kan falde den 2. november og senest den 8. Man valgte tirsdagen fordi den hverken var i konflikt med markedsdagen (onsdag i mange amerikanske byer), søndagen eller den bibelske sabbat (fredag–lørdag). Valgdagen bruges ikke kun til præsidentvalg, men også til valg til kongressen. I mange delstater bliver guvernørvalg, lokalvalg og folkeafstemninger også afholdt på valgdagen af praktiske årsager. Valgdagen falder altid på lige årstal (undtagen i visse valg på delstatsplan). Præsidentvalg finder sted hvert fjerde år og valg til kongressen hvert andet (selvom ikke alle kongresmedlemmer er til valg de samme år). I dag er der folk der mener, at en tirsdag ikke længere er den bedste dag til at afholde valg på, fordi det er en almindelig hverdag, og folk går på arbejde i stedet for at stemme. Man har forslået at gøre valgdagen til en fridag eller tillade folk at stemme over flere dage. I 2012 stemte Barack Obama som den første præsident i historien 13 dage før valget for at anspore flere til at benytte denne mulighed. Mange delstater tillader folk at stemme op til en måned i forvejen, og der findes også et brevstemmesystem. Den præcise metode til at afgive sin stemme på bliver også fastsat på delstatsplan. Oprindelig medbragte amerikanske vælgere deres eget papir med den foretrukne kandidat skrevet på, men siden begyndte partier og kandidater at udlevere trykte stemmesedler til deres vælgere. I USA er det meget almindeligt at bruge maskiner til at afgive sin stemme i stedet for at sætte et kryds. Nogle stemmesedler fungerer som hulkort til en form for maskine, andre maskiner benyttede sig slet ikke af stemmesedler, men registrerede bare hvilke valg der blev gjort. I 1990’erne begyndte man mere og mere at gå væk fra mekaniske valgmaskiner til elektroniske. Mange steder, især ved primærvalg, er det dog også muligt at skrive en kandidat på stemmesedlen, som ikke er opstillet. Meget få er dog nogensinde blevet valgt på den måde, og aldrig til præsidentvalg. Vælgerne I grundloven fra 1787 var stemmeretten meget begrænset. De færreste delegerede ved den grundlovgivende forsamling gik ind for universel stemmeret – mange var decideret bekymrede over for stor indflydelse til den brede befolkning, og udover begrænsninger i stemmeretten så var fx valgmandssystemet tænkt som en beskyttelse mod det.
Med tiden er stemmeretten i USA dog blevet udviddet skridt for skridt til en større del af befolkningen. Mellem 1812 og 1860 blev mange af de oprindelige formuekrav for hvide mandlige borgere fjernet. I 1868 fik sorte indbyggere fuld borgerret og i 1870 kom der forbud mod at nægte nogen race eller hudfarve borgerrettigheder (selvom folk af indiansk afstamning stadig var knyttet til reservater og derfor reelt ikke borgere før i 1924). I 1920 fik kvinder stemmeret og i 1960’erne blev de sidste indtægts- og formuekrav på vælgere fjernet. I 1971 blev valgretsalderen sat ned fra 21 til 18 år, og nogle argumenterer for at sætte den endnu længere ned. Et særligt problem i USA er, at ikke alle områder er delstater. Disse områder kaldes territorier, men der findes mange underkategorier af dem også. Fx var nybyggerområderne mod vest, der senere blev til nye delstater, indkorporerede territorier; territorier, der havde fuld borgerret, men der fandtes og findes stadig uindkorporerede territorier, hvor amerikansk lov gælder, men hvor man ikke har stemmeret til præsidentvalget. Et eksempel på et uindkorporeret territorium er de tidligere dansk-vestindiske øer. Da USA blev grundlagt fungerede byen Philadelphia i Pennsylvania som hovedstad, men man var bekymrede for at en delstat skulle få for stor indflydelse, hvis hovedstaden lå i den. Derfor blev det på den grundlovgivende forsamling besluttet, at et lille område skulle løsrives fra en delstat og bruges som lokalitet for en hovedstad. Delstaterne Maryland og Virginia afstod et lille område, der blev kaldt District of Columbia, hvor hovedstaden Washington blev bygget efter 1791. Fordi District of Columbia netop ikke var en delstat, havde indbyggerne i hovedstaden ikke stemmeret til præsidentvalget. I takt med at byen voksede sig større og fik en stor befolkning, blev dette i stigende grad set som urimeligt, men det var ikke før 1961 at kongressen gennemførte en lov, der gav indbyggerne i distriktet stemmeret og tildelte dem tre valgmænd. Der er stadig folk der presser på for at D.C. skal gøres til en delstat på lige linje med de 50 andre. Valgsvindel Forsøg på at påvirke valget på mere eller mindre lovlig vis er langt fra ukendt i USA. Det var længe en udbredt frygt, at lokale politiske bosser kunne manipulere eller true vælgerne eller ligefrem snyde med de afgivne stemmer i et distrikt. Det var en af grundene til, at man langsomt gik over til primærvalg i 1900-tallet. Ved præsidentvalget i 1960, der var et af de tætteste i amerikansk historie (indtil videre kun overgået af valget i 2000), hævdede nogle republikanere, at demokraten John F. Kennedy kun havde vundet som følge af valgsvindel. Det var først og fremmest delstaterne Texas (den demokratiske vicepræsidentkandidat Lyndon b. Johnsons hjemstat) og Illinois (hjem for en særlig berygtet og magtfuld demokratisk partimaskine i Chicago) som man mente ville være gået til Richard Nixon, hvis det ikke havde været for svindlen. Nogle hævdede ligefrem, at en gangsterboss i Chicago havde hjulpet demokraterne mod løfte om ikke at blive forfulgt af en efterfølgende Kennedy-administration. Der var dog ingen beviser for valgsvindel, og Nixon valgte ikke at bestride resultatet. Men der findes også mange andre lovlige måde at påvirke valgresultatet på, der skal give et parti eller en gruppe en fordel over andre. Ironisk nok består mange af dem af love og regler, som officielt faktisk skal forhindre valgsvindel. I 2012 fik republikanske flertal i mange delstaters lovgivende forsamling gennemført love for at forhindre svindel, som mange demokrater hævdede var skræddersyet til at ramme især grupper der traditionelt stemte demokratisk (fx indvandrere). En af de mest berygtede eksempler på sådan lovlig valgsvindel i amerikansk historie er de såkaldte Jim Crow-love, der eksisterede i sydstaterne mellem 1876 og 1965. Foruden en række andre tiltag, møntet på at marginalisere den sorte del af befolkningen (fx gennem raceopdeling i skoler osv.), så blev der indført love, der krævede at man skulle kunne læse og have en vis indkomst for at kunne stemme. Det ramte især den sorte del af befolkningen (især fordi der også blev indført love, der gjorde det nemmere for hvide, der ikke kunne leve op til lovenes krav, at være undtaget fra dem). Sorte havde således teoretisk haft stemmeret siden afslutningen på borgerkrigen, men i praksis var en stor procentdel af dem blevet forhindret i at stemme frem til 1965, hvor præsident Johnson fik gennemført en national lovpakke, der satte en stopper for denne praksis.
En anden form for valgsvindel kan bestå i forvirrende eller vildledende stemmesedler, hvor det er mere sandsynligt at en stemme bliver sat forkert eller bliver ugyldig for én kandidat end for en anden. Mest kendt er det berygtede valg i 2000, hvor en række vælgere i Florida hævdede at deres stemmesedel havde været så forvirrende, at de havde stemt for den forkerte. I dette tilfælde var der dog ingen overlagt valgsvindel indvolveret, for stemmesedlen var blevet designet af en demokrat – det parti der blev hårdest ramt af forvirringen. Indsættelsen Indsættelsen af en amerikansk præsident i sit embede er en af de vigtigste politiske ceremonier i det amerikanske samfund. Det engelske ord er inauguration, hvilket kommer af det latinske inaugurare. Augurerne var romerske præster, der tog fuglevarsler forud for en indvielse, for at se om guderne billigede handlingen eller ej. Fokus for indsættelsesceremonien er den embedsed, en nyvalgt præsident skal sværge, og hvis tekst er fastlagt i grundloven: ”Jeg sværger (eller bekræfter) højtideligt, at jeg trofast vil udføre embedet som De forenede Staters præsident, og vil så godt jeg formår bevare, beskytte og forsvare De forenede Staters grundlov.” Det er med denne ed, at en nyvalgt officielt bliver USA’s præsident. Mange præsidenter har sværget eden med en hånd på Biblen og afsluttet den med ordene ”So help me God”, men ingen af disse to elementer er påkrævet i grundloven. Det er også almindeligt at sige sit fulde navn efter ”jeg”. Det er normalt højesteretspræsidenten der sværger præsidenten i ed, men det er ikke et lovkrav. Enhver dommer kan stå for eden, som fx da Lyndon B. Johnson blev sværget i ed om bord på Air Force One i Dallas efter mordet på præsident Kennedy i 1963.
Den første indsættelse, George Washingtons i 1789, fandt sted den 30. april. Washingtons anden indsættelsesceremoni blev lagt den 4. marts 1793, og denne dato (eller den 5. marts de år hvor den 4. var en søndag) var den almindelige de næste 140 år. At der skulle gå omkring fire måneder mellem valget og indsættelsen var en rent praktisk foranstaltning. En nyvalgt præsident (og andre folkevalgte) skulle have tid til at orden deres affærer i hjemstavnen og så gennemføre en ofte lang og besværlig rejse til Washington D.C. Moderne transportmidler fik dog skåret kraftigt ned på rejsetiden, så med den 20. grundlovstilføjelse fra 1933 blev indsættelsestidspunktet rykket til kl. 12.00 den 20. januar i stedet. De år hvor den 20. januar falder på en søndag, vil der den dag kun foregå en privat indsættelsesceremoni. Den offentlige indsættelse vil først finde sted den 21 januar, men da er præsidenten allerede indsat i embedet. Fx blev Barack Obama indsat som præsident for anden gang søndag den 20. januar 2013, men den offentlige ceremoni fandt sted dagen efter. Med tiden er der opstået flere og flere ceremonier omkring eden for at højtideliggøre indsættelsen. Siden Thomas Jeffersons anden indsættelse i 1805 har der været tradition for, at præsidenten efter eden, der bliver afgivet foran kongresbygningen, går ned ad Pennsylvania Avenue mod Det hvide Hus. Nogle præsidenter har gået hele vejen (senest Jimmy Carter i 1977), men af sikkerhedsgrunde har de fleste i de senere år kørt, og så kun gået et lille stykke af vejen. Ved indsættelsen holder præsidenten også en tale (frem til 1901 før eden, siden efter). Indsættelsestaler har altid været nogle af de mest indflydelsesrige en præsident kan give, og mange af dem er blevet historisk berømte. Især kendes Franklin D. Roosevelts citat ”det eneste vi bør frygte er frygten selv” og Kennedys ”spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for dit land”. Siden George Washingtons tid har der været tradition for en gudstjeneste dagen efter indsættelsen, og siden 1937 er der også blevet sagt bønner ved selve ceremonien. Publikationsår: 2012 Arbejdsspørgsmål: 1. Hvilke forslag var der i 1787 til hvordan præsidenten skulle vælges? 2. Hvordan fungerer valgmandsystemet? 3. Hvad var formålet med at indføre valgmænd? 4. Hvad gik der galt ved valgene i 1800 og 1824? Hvilken betydning fik det? 5. Hvor længe kan en præsident sidde, og hvornår blev denne regel indført? 6. Hvorfor er der kun to store partier i USA? 7. Hvad er grunden til, at man indførte primærvalg? 8. Hvilke krav er der for at kunne vælges til præsident i USA? 9. Hvornår begyndte kandidaterne til præsidentposten at mødes til debatter? 10. På hvilken dato falder den amerikanske valgdag? 11. Hvem kan i dag stemme og hvem kan ikke stemme til præsidentvalget? 12. Hvad var Jim Crow-lovene og hvornår blev de afskaffet? Anbefalet litteratur: Barone, Michael The Almanac of American Politics 2012 Edwards, George C. m.fl. Government in America: People, Politics, and Policy (15. udgave) 2010 Finkelman, Paul, og Peter Wallenstein (red) The Encyklopedia of American Political History 2001 Hershey, Marjorie R. Party Politics in America 2010 Hetherington, Marc J. og Bruce A. Larson Parties, Politics, and Public Policy in America (11. udgave) 2009 Maisel, L. Sandy American Political Parties and Elections: A Very Short Introduction 2007 |
 Ronald og Nancy Reagan på det republikanske partikonvent i 1988, hvor George H.W. Bush blev nomineret. Det store show Den amerikanske valgkamp har altid været farvestrålende og beregnet på at imponere vælgerne. Med moderne tv-medier er det kun blevet endnu mere udtalt. Ronald Reagan (præsident 1981–89) var som tidligere skuespiller en af de bedste til at udnytte mediet og kaldes The Great Communicator.
George Washington Abraham Lincoln Theodore Roosevelt Woodrow Wilson Herbert Hoover Franklin D. Roosevelt Harry Truman John F. Kennedy Richard M. Nixon Ronald Reagan  George Washington. Præsident 1789-97. Føderalisterne Ved den grundlovsgivende forsamling i 1787 dominerede to modstridende politiske standpunkter. En gruppe gik ind for en tæt sammenknyttet føderation (hvorfor de blev kaldt føderalister), altså en forbundsstat der udadtil fungerede som én nation. Deres modstandere, kaldet anti-føderalister, ønskede en meget løsere opbygning, et statsforbund, hvor de enkelte delstater beholdt så stor selvstændighed som muligt.  Alexander Hamilton. I 1790 skabte Alexander Hamilton et føderalistisk parti; det første politiske parti i amerikansk historie (selvom det officielt først blev stiftet i 1794). George Washington var ikke et medlem af partiet, men var generelt enig i dets politik. John Adams blev den eneste officielle føderalistiske præsident i amerikansk historie.  John Adams. Præsident 1797-1801. Partiet dominerede amerikansk politik frem til 1800. Mange af dets mærkesager blev gennemført og partiet var drivkræften bag den forholdsvis stærke centralmagt, der har eksisteret i USA lige siden. Efter 1800 kom partiet dog i opposition til republikanerne og det endte med at gå i opløsning efter 1823.  Thomas Jefferson. Præsident 1801-09. Jeffersons republikanere Mange anti-føderalister, der kun fik få af deres synspunkter igennem i grundloven, fortsatte med at bekæmpe udviklingen af en for stærk centraladministration. I 1791 stiftede Thomas Jefferson og James Madison (sidstnævnte havde været føderalist ved den grundlovgivende forsamling, men var uenig med den retning Hamilton tog sit parti i) det republikanske parti som modvægt til føderalisterne. (Amerikanske historikere foretrækker at kalde det for det demokratisk-republikanske parti for at adskille det fra det senere republikanske parti, men det hed det aldrig i samtiden.)  James Madison. Præsident 1809-17 Republikanerne var ikke kun modstandere af den centraliserede statsmagt, føderalisterne oprettede. De to partier var også delt udenrigspolitisk, da republikanerne ønskede tætte bånd til Den franske Republik, mens føderalisterne ønskede at genoprette det gode handelsforhold til Storbritannien. Republikanerne vandt stort over hele linjen ved valgene i 1800 (også kaldet ”Revolutionen i 1800”). Udviklingen mod en stærkere føderalisme blev stoppet, men de institutioner, der allerede var blevet indført, fik lov at bestå.  James Monroe. Præsident 1817-25. Partiet opnåede at have fire præsidenter i perioden 1801–29, men forud for valget i 1824 var partiet splintret med flere kandidater der stillede op mod hinanden, og i 1825 blev det opløst. Interessant nok er det det nuværende demokratiske parti, der hævder at være The Party of Jefferson og de første republikaneres sande arvtagere. Hamilton mod Burr Føderalisten Alexander Hamilton og republikaneren Aaron Burr havde en lang historie med politiske konfrontationer, der voksede til at blive et stadig mere intenst personligt fjendskab. Ved det kaotiske valg i 1800 var det Hamilton, der i sidste ende overbeviste føderalisterne i kongressen om at stemme på Jefferson som præsident, ikke mindst fordi modkandidaten var Burr.  Aaron Burr. Da Burr stillede op til valg som guvernør i New York i 1804, indledte Hamilton en voldsom journalistisk smædekampagne imod ham. Det blev det sidste strå, og Burr, der stadig var vicepræsident, udfordrede Hamilton, den tidligere skatteminister, til duel. De to mænd mødtes på Heights of Weehawken den 11. juli 1804, og Burr dræbte Hamilton med et skud fra en duelpistol.  Duellen på Heights of Weehawken 1804. Hamiltons død var, sammen med det store valgnederlag i 1800, med til at svække det føderalistiske parti i en sådan grad, at det snart gik i opløsning.  Andrew Jackson. Præsident 1829-37. Demokraterne Jeffersons republikanske parti havde domineret amerikansk politik siden 1800, men partiet havde vokset sig så stort, at det rummede en masse interne politiske stridigheder. Disse, samt personlige kontroverser mellem partiets ledende figurer, resulteret i at partiet blev splintret i 1824. Den største af ’splinterne’ var tilhængerne af Andrew Jackson, der havde fået flest stemmer ved præsidentvalget i 1824, men som kontroversielt var blevet tilsidesat af kongressen til fordel for sin partifælle og politiske modstander, John Quincy Adams. I de efterfølgende fire år opbyggede Jackson støtten til sig, og ved valget i 1828 slog han Adams. Dette år regnes også som det, hvor hans demokratiske parti blev stiftet.  Andrew Jackson på det demokratiske æsel. Perioden 1828–54 kaldes det ”jacksonske demokrati”, og ses om et klart afbræk fra det tidligere ”jeffersonske demokrati”. Det var en periode hvor USA’s jævne borgere fik mere magt i forhold til den velstående klasse af jordejere, der havde skrevet grundloven og domineret USA’s tidlige år. Det demokratiske parti er verdens ældste græsrodsparti. Det støttede bønder, byarbejdere og indvandrere, og det gik ind for ekspanssion vestpå, større lighed (mellem hvide mænd), og modstand mod en nationalbank.  Martin van Buren. Præsident 1837-41. Slaverispørgsmålet undergravede partiet, da sydlige demokrater var tilhængere af slaveri mens nordlige demokrater nok ikke brød sig om det, men vendte det blinde øje til det for ikke at splitte partiet. Valget af Lincoln i 1860 og sydstaternes efterfølgende oprør medførte i praksis en splittelse af demokraterne.  Stephen A. Douglas var Lincolns modstander ved valget i 1860. Han repræsenterede den fløj af demokraterne der accepterede slaveriet. I perioden 1860–1932 var demokraterne den svage part i indenrigspolitikken, og fik kun valgt to præsidenter (Grover Cleveland og Woodrow Wilson) til fire perioder. Der var også intern splittelse mellem de mere konservative/klassisk liberale kræfter, der repræsenterede forretningslivets interesser (”bourbon-demokraterne” såsom Cleveland) og de mere progressive kræfter, der repræsenterede fattige bønder.  Grover Cleveland. Præsident 1885-89 og 1893-97. Resultatet blev en splittelse af partiet i 1896 da ”bourbon-demokraterne”, i vrede over deres modstanderes dominans af partiets politik, støttede republikanerne eller gik over til et nyt parti, national-demokraterne. De progressive kræfter overtog det demokratiske parti men formåede sjældent at få vælgerne over på deres side.  Franklin D. Roosevelt. Præsident 1933-45. I 1932 genvandt partiet sin dominans i amerikansk indenrigspolitik. Franklin Roosevelt var blevet stemt ind på relativt konservative valgløfter (hvorved han adskilte sig fra partiets tidligere progressive profil), men hans politik blev hurtigt orienteret mod økonomiske reformer og blev en stor vælgersucces. Hans efterfølgere brugte denne succes til at fortsætte med sociale reformer (fx borgerretsbevægelsen og sygesikring).  John F. Kennedy, præsident 1961-63, og Lyndon B. Johnson, præsident 1963-69. I 1968 røg partiet igen ud i kulden pga. modstand mod deres reformer og Vietnamkrigen. I 1990’erne genopfandt partiet sig selv igen med en mere konservativ økonomisk politik, der appellerede til vælgerne og bragte Bill Clinton i Det hvide Hus for to perioder.  Bill Clinton, præsident 1993-2001, og Barack Obama, præsident 2009- . Partiet tabte præsidentvalget i 2000 og 2004 men vandt det i 2008 og 2012, og det er endnu for tidligt at sige, om der er tale om korte afbræk i en længere periode med republikansk dominans, eller om et nyt magtskifte mellem partierne har fundet sted.  John Quincy Adams. Præsident 1825-29. Whig-partiet Den splittelse af det tidlige republikanske parti, der opstod i 1824 var i høj grad en spllittelse mellem tilhængere og modstandere af Andrew Jacksons politik. Hans modstandere så ham som en reaktionær person, der var imod social, økonomisk og moralsk modernisering. Da Jackson vandt valget i 1828, voksede støtten til hans modstandere fra valgene i både 1824 og 1828, Henry Clay og John Quincy Adams, og i 1833 opstod Whig-partiet.  Henry Clay. Navnet var taget fra det britiske Whig-parti, der havde været modstandere af en mulig britisk enevælde. Amerikanske revolutionære i 1776 havde også betegnet sig selv som whig’er, da det på det tidspunkt var et ord synonymt med at bekæmpe tyranni. Det betød dog også at i modsætning til det stærkt topstyrede demokratiske parti, så var Whig-partiet meget løst organiseret og præget af interne stridigheder. Whig-partiet kæmpede for at styrke kongressens magt i forhold til præsident Jackson. Ellers gik deres politiske program ud på modernisering og økonomisk protektionisme. Partiets modstand mod demokraterne forsvandt ikke med Jacksons afgang i 1837.  Zachary Taylor. Præsident 1849-50. Whig-partiet fik valgt to præsidenter ind (William Henry Harrison 1840 og Zachary Taylor 1848), men begge døde efter kort tid i embeddet. I starten af 1850’erne blev partiet opløst som følge af intern uenighed i slaverispørgsmålet.  Abraham Lincoln. Præsident 1861-65. Republikanerne Tidligere medlemmer af Whig-partiet, der var slaverimodstandere (bl.a. Abraham Lincoln), stiftede i 1854 sammen med demokratiske slaverimodstandere et nyt republikansk parti (opkaldt efter Jeffersons), primært for at bekæmpe en lov der ville udvidde slaveriet til territoriet Nebraska. Partiet vandt hurtig bred støtte i nordstaterne, og Lincoln vandt præsidentvalget i 1860.  Andrew Johnson. Præsident 1865-69. Modstanden mod det den nye præsident og hans republikanske politik i sydstaterne var så voldsom, at det udløste Den amerikanske Borgerkrig. Sejren i 1865 sikrede republikanerne en dominans på den nationalpolitiske scene, der varede frem til 1932. Det var i denne velmagtsperiode, at partiet fik betegnelsen Grand Old Party eller GOP. Partiets støtter var især hvide protestanter, forretningsmænd, bønder og sorte amerikanere.  Ulysses S. Grant. Præsident 1869-77. Under og efter borgerkrigen var partiet splittet mellem moderate og radikale republikanere. Sidstnævnte ønskede en hårdere kurs mod slaveriet og de besejrede sydstater. 1866–74 dominerede de radikale republikanere kongressen og fik valgt Ulysses S. Grant som præsident i 1868. En økonomisk krise i 1973 og anklager om korruption mod Grant svækkede partiet og førte til en splittelse i 1870’erne.  Theodore Roosevelt. Præsident 1901-09. Efter en periode, hvor præsidentposten to gange var blevet tabt til demokraten Grover Cleveland, var det republikanske parti tilbage i fuld vigør i 1896. Partiets liberale fløj, repræsenteret af Theodore Roosevelt, der havde et politisk program som støttede middelklassen og forbrugerne (men ikke fagbevægelsen) og kæmpede mod plutokrater og store erhvervsmonopoler, dominerede nu republikanerne.  Herbert Hoover. Præsident 1929-33. En ny splittelse i 1912 førte igen til to perioder med en demokratisk præsident, men de liberale republikaneres tilbageholdende økonomiske politik var populær under det økonomiske boom i 1920’erne. Først Depressionen i 1930’erne undergravede for alvor partiets vælgerbase og skiftede magtbalancen tilbage til demokraterne.  Richard M. Nixon. Præsident 1969-74. Med krigshelten Dwight D. Eisenhower som eneste undtagelse, kunne republikanerne ikke få deres kandidater valgt før Richard Nixons skelsættende valgsejr i 1968, hvor republikanerne begyndte at fravriste demokraterne sydstaterne (se herunder). 1960–80 var der en meget fremtrædende moderat fløj i partiet som Nixon og Gerald Ford repræsenterede. Watergateskandalen, der fældede Nixon og til dels også Ford, førte til et kortvarigt tab af præsidentposten til demokraterne og undergravede den moderate fløj.  Ronald Reagan. Præsident 1981-89. Med Ronald Reagan i 1980 blev det republikanske parti genfødt. Reagan førte en mere konservativ økonomisk politik med store skattenedsættelser der, sammen med enden på Den kolde Krig, vandt ham meget bred opbakning i befolkningen.  George W. Bush. Præsident 2001-09. Demokraterne generobrede Det hvide Hus i 1992, men republikanerne videreførte Reagans økonomiske politik og kombinerede den med social konservatisme og militær interventionisme på verdensplan (neokonservatisme), der dominerede under den republikanske George W. Bushs præsidentperiode. Yellow dog-demokrater og Southern Strategy I 100 år efter Den amerikanske Borgerkrig var det republikanske parti, der under Lincoln havde besejret oprørerne og frigivet slaverne, ekstremt upopulært i sydstaterne. Med meget få undtagelser stemte disse delstater demokratisk ved alle valg i perioden, så demokrater talte om det ”solide syden”. Man talte også om yellow dog-demokrater, fordi vælgerne efter sigende hellere ville stemme på en gul hund end på en republikansk kandidat.  Demokraten William Goebel blev valgt til guvernør i Kentucky i 1899, selvom han havde dræbt en mand i en duel. Valget førte til begrebet yellow dog-demokrat. Det billede ændrede sig totalt i 1960’erne. Demokraterne skiftede politisk kurs med hensyn til borgerretsbevægelsen, der kæmpede for de sortes rettigheder i sydstaterne, så nu var det dem, der havde gjort sig meget upopulære blandt hvide vælgere. I 1968 anede republikaneren Richard Nixon og hans stab derfor muligheden for at tage syden fra demokraterne. Nixons kampagne blev bygget op omkring den såkaldte Southern Strategy, der slog på delstaternes ret til selvbestemmelse, hvilket ville sige, at regeringen i Washington ikke skulle kunne gennemtvinge politik såsom at afslutte raceadskillelse.  Nixon under valgkampen i 1968. Southern Strategy var en delvis succes. Republikanerne vandt ikke syden, men det gjorde demokraterne heller ikke. De fleste sydstater stemte på en tredje kandidat, men det betød et massivt tab af stemmer til demokraterne og en valgsejr til Nixon. Det republikanske parti fortsatte dog med at bejle til de hvide sydstatsvælgere, og fra 1980 og frem begyndte disse i overvejende grad at stemme republikansk. Syden blev aldrig så solid for republikanerne som den havde været for demokraterne. Men det kostede også republikanerne dyrt i form af de sorte vælgere, der generelt havde støttet partiet siden slaveriets ophævelse. Et skift mod demokraterne, der var begyndt under Roosevelt, blev nu accelereret.  Vittighedstegning af Thomas Nast, 1874. Æslet og elefanten Traditionelt har æslet været symbolet på det demokratiske parti og elefanten på det republikanske parti. Det var tegneren Thomas Nast der på en berømt tegning i 1874 indførte elefanten som symbol på republikanerne. På den samme tegning ser man også det demokratiske æsel, som havde eksisteret som symbol for demokraterne helt tilbage fra 1837, men som Nast for alvor gjorde kendt. Oktober-overraskelse Oktober-overraskelse er betegnelsen for et emne eller begivenhed, der pludselig dukker op i oktober, altså få uger før valget, og som skaber et pludseligt udsving i melingsmålingerne, der ikke når at forsvinde igen før valget finder sted.  Henry Kissinger. Begrebet blev almindelig kendt under valgkampen i 1972, hvor den nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, der repræsenterede USA i fredsforhandlingerne med Nordvietnam, ved en pressekonference sagde: ”Vi tror, vi har opnået fred”. Det skulle vise sig ikke at være tilfældet, men for præsident Nixon, der i sin valgkampagne i 1968 havde sværget at afslutte krigen, gav det et markant rygstød i meningsmålingerne.  Gidslerne fra den amerikanske ambassade i Tehran efter deres frigivelse i 1981. I 1980 frygtede udfordreren Ronald Reagan, der førte klart i meningsmålingerne, at præsident Carter ville kunne vende billedet med en oktober-overraskelse, hvis den iranske regering valgte at frigive gidslerne fra den amerikanske ambassade i Tehran før valget. Men i stedet erklærede iranerne den 21. oktober, at gidslerne ikke ville blive frigivet, blot for at frigive dem alligevel få minutter efter at Reagan var blevet indsat som præsident i januar 1981. Det har ført til konspirationsteorier om, at Reagan indgik en aftale med iranerne, men de er aldrig blevet bevist.  Osama bin Ladens video fra 2004. Den 29. oktober 2004 viste tv-kanalen al-Jazeera en video af terroristlederen Osama bin Laden, der for første gang tog ansvar for angrebet 11. september 2001, og sagde at USA måtte skifte politisk kurs, hvis det ikke skulle ske igen. Bl.a. sagde han, henvendt til amerikanerne: ”Jeres sikkerhed ligger ikke i Kerrys, Bushs eller al-Qaidas hænder, men i jeres egne”. Det var en henvisning til valgkampen mellem præsident Bush og John Kerry, og menes at have været et forsøg på at påvirke valget. Videoen betød stor fremgang i meningsmålingerne til Bush, der vandt valget få dage senere. Om det havde været bin Ladens mål eller ej vides ikke. Røde og blå delstater I medierne var det meget typisk at illustrere valgmandsstemmefordelingen på landsplan ved at give de enkelte delstater en af to forskellige farver på et kort. Farverne kunne skifte, men rød og blå var meget almindelige. Men før 2000 var der ingen fast praksis for hvilket parti der fik hvilken farve. Under valgkampen i 2000 blev begrebet ”røde delstater” og ”blå delstater” indført i et nyhedsprogram på NBC for at henvise til delstater, der stemte på henholdsvis republikanerne og demokraterne. Disse begreber bed sig fast og er i dag nærmest universelt brugt i amerikansk (og udenlandsk) pressedækning af indenrigspolitik i USA.  Røde og blå delstater fra præsidentvalget i 2008. Navnene har været udsat for stor kritik. Mange republikanere kvier sig ved at betegne sig selv som ”røde”, en farve der ellers traditionelt forbindes med socialistiske bevægelser. Der er også frygt for, at opdelingen af USA i to typer af delstater, ikke kun ved valgene men generelt, har medvirket til en polarisering af amerikansk politik. Ved valget i 2008 afviste begge præsidentkandidater, Barack Obama og John McCain, offentligt tanken om, at USA kunne opdeles på den måde. Det har dog ikke forhindret traditionen i at fortsætte også under valget i 2012. |
