Tordesillastraktaten
Tordesillastraktaten er en traktat mellem Spanien og Portugal fra 1494, som delte verden i en spansk og en portugisisk halvdel. På den måde undgik de to lande at komme op at slås om de nye opdagelser. Traktaten blev indgået to år efter, at Columbus havde opdaget Amerika. Linjen, som, hvad angik opdagelser, delte verden op i en spansk og en portugisisk halvdel, kom til at gå ca. 2400 km vest for Kap Verde-øerne, der ligger i Atlanterhavet. Portugal fik alt nyt land øst for linjen, og Spanien fik alt nyt land mod vest.