|
Sandt eller falskt? Anmelder: Rasmus Kjærbye Petersen Historiker, cand.mag. Martin Zandvliets film Under sandet, der havde dansk premiere den 3. december, sætter et offentligt søgelys på et område af besættelsestidens historie, som hidtil kun har været et debatemne mellem historikere, nemlig rydningen af de tyske miner på Vestkysten. At de tyske soldater, der blev sat til at stå for rydningen, satte liv og lemmer på spil, står ikke til diskussion. Men gjorde Danmark sig dermed skyldig i en krigsforbrydelse? Det er et spørgsmål, som historikerne har været uenige om i flere år. Hvor Zandvliet stiller sig i det spørgsmål, kan der ikke herske tvivl om. I hans film sender kyniske danske officerer purunge tyske drenge ud for at dø i tryg forvisning om, at alle er komplet ligeglade et tysk liv er ikke fem sure sild værd i maj 1945. I Zandvliets øjne har man i Danmark forsøgt at skjule, at vi også her var 'monstre'. Man kan ikke straffe børnene; man må straffe faren, som han siger. Filmen har fået historikerne op af stolen og ind på avisernes debatsider. Nogle, såsom Helge Hagemann hvis bog Under tvang fra 1998, der handler om de tyske mineryddere, må have været en af de primære inspirationskilder for Zandvliet forsvarer filmen, mens andre, deriblandt Henrik Skov Kristensen fra Frøslevlejrens Museum, mener, at der ikke er grundlag for det danske skyldkompleks, som Zandvliet forsøger at fremmane. På den ene side... Under sandet giver et meget entydigt billede af en yderst kompleks historisk situation. I maj 1945 fandtes der ingen myndigheder i Danmark. Den håndfuld britiske soldater, der var kommet til landet for at overtage kontrollen efter de tyske besættelsestropper, kunne slet ikke løse opgaven. Den danske hær var blevet interneret af tyskerne i 1943, og politiet i 1944. Det ville tage tid, før de kunne varetage deres gamle opgaver igen. Realistisk set var den tyske værnemagt stadig den eneste organisation i Danmark, der på dette tidspunkt magtede at løse en så omfattende opgave som at rydde de mange miner på Vestkysten. Den allierede (britiske) militærkommission i Danmark tilbød de danske politikere at tilbageholde tysk personale for at gennemføre minerydningen hurtigst muligt, hvilket danskerne sagde ja tak til. Det var usædvanligt, men ikke uhørt, at de allierede satte deres tidligere fjender til at løse de opgaver, de ikke selv havde kapacitet til at løse. I Fjernøsten brugte man fx i vidt omfang japanske soldater som ordensmagt efter den japanske kapitulation. Og der var ikke tale om at shanghaje tyske soldater. Den 9. maj 1945 mødtes britiske og danske repræsentanter med den tidligere tyske øverstbefalende i Danmark, general Lindemann, der bagefter gav ordre til, at tyske ingeniørsoldater, der havde været på vej hjem, skulle vende tilbage til deres kaserner for stå til rådighed som mineryddere. Ordren pointerede også, at arbejdet skulle udføres under ledelse af tyske officerer, der så stod til ansvar over for den allierede militærkommission. Fra dansk side havde man altså givet grønt lys for operationen, men derefter var man stort set ikke involveret på kommandoplan. Den danske modstandsbevægelse (der fungerede som ordensmagt i landet i dagene efter Befrielsen) skulle blot hjælpe til med forplejning og transport; en opgave, der ikke altid blev løst tilfredsstillende. Og den danske brigade kom til at stå for bevogtningen af de tyske enheder, men lod dem ellers udføre opgaven på egen hånd. Så Roland Møllers hovedrolle som Carl Leopold Rasmussen, en bitter og hævntørstig dansk sergent (i britisk uniform, bevares), der får kommandoen over en gruppe tilsyneladende tilfældigt udvalgte tyske drenge, har ingen historisk berettigelse. I virkelighedens verden ville hans opgave være tilfaldet en tysk befalingsmand, der formodentlig havde tjent i længere tid med sine mænd. Det samme kan siges om Carls følelseskolde overordnede, løjtnant Ebbe (spillet af Mikkel Boe Følsgaard), der burde have været tysker eller måske englænder for at det skulle være historisk korrekt. I filmen er de tyske officerer derimod umyndiggjort og må tjene på albuer og knæ side om side med deres tidligere underordnede i strandens sand, mens briternes fremtrædende rolle i dramaet er blevet reduceret til en enkelt scene, hvor en gruppe fulde officerer på overdreven vis ydmyger og chikanerer de forsvarsløse drenge. Og langt fra alle de tyske mineryddere var forsvarsløse drenge. Der var også mange garvede veteraner iblandt dem. Der var tale om et typisk gennemsnit af den tyske værnemagt i 1945. Nogle få erfarne soldater, der havde overlevet mange års krig, suppleret med skoledrenge og mænd i pensionsalderen, der var blevet indkaldt som led i Nazitysklands sidste krampetrækninger. De var ingeniørsoldater og således officielt kvalificerede som mineryddere, selvom træningen af tyske soldater var blevet dårligere og dårligere i løbet af krigen. Det ville have været op til hver enheds veteraner at sørge for, at grønskollingerne lærte at desarmere en mine. Det var ikke en opgave, som den danske hær skulle eller kunne overtage, sådan som filmen viser. Selvfølgelig ville det have været ønskeligt at udstyre soldaterne med minedetektorer og andet specialudstyr, men den slags var sjældenheder selv i de krigsførende hære på den tid og endnu mere i et land som Danmark, der var i færd med at genopbygge sig selv efter en lang besættelse. At forsyningssituationen tit kunne svigte, var også mere et resultat af de kaotiske forhold, som det hele foregik under, og ikke en bevidst udsultning af tyskerne, som den løjtnant Ebbe står for i filmen.
... På den anden side Man kan diskutere, hvem der havde det ultimative ansvar for, at de tyske soldater blev sat til at rydde miner. Var det den allierede militærkommission, der kom med forslaget? Var det de danske politikere, der takkede ja? Eller var det den tyske general Lindemann, der udstedte en ordre, hvis gyldighed er tvivlsom? Med den tyske kapitulation var værnemagten reelt ophørt med at eksistere, så havde de tyske soldater overhovedet pligt til at følge den ordre? I bedste fald er det en juridisk gråzone. Men danskerne bidrog uden betænkeligheder til operationen. Danske aviser rapporterede om de tyske soldaters arbejde, men ingen gjorde det mindste forsøg på at undersøge de nærmere forhold eller finde ud af, om det var i strid med folkeretten. Alle syntes, at det var rimeligt, at tyskerne 'ryddede op efter sig,' og vendte det blinde øje til. I menigmands øjne havde tyskerne ingen rettigheder og kunne ikke forvente nåde i de første måneder efter krigen. Det er denne ubarmhjertige folkestemning, som Under sandet beskriver, primært igennem hovedrollen sergent Carl. Han starter filmen som en mand drevet af et dybt had, der får ham til at brutalisere de sagesløse tyske drenge, han får stillet til sin rådighed. Men som filmen skrider frem, og han lærer sine folk at kende, bliver hadet mere og mere en maske, som han til sidst kaster fra sig modsat sin overordnede, løjtnant Ebbe, der i sikkerhed bag sit skrivebord kan bevare bureaukratens distance og uden skrupler misbruge den tillid, der bliver bygget op mellem Carl og hans drenge. Så filmens almengyldige menneskelige tema er ondskabens cirkelbevægelse og hævntørstens pris. Betyder det så så meget, at tingene ikke forløb helt sådan i virkeligheden? Hvis filmen havde været historisk korrekt og erstattet sergent Carl med en tysk befalingsmand, havde den ikke givet anledning til den danske selvransagelse, den faktisk har affødt ja det er tvivlsomt, om den overhovedet ville have kunnet trække et dansk publikum i biografen. Og ingen har sået tvivl om filmens beskrivelse af de livsfarlige forhold, tyskerne arbejdede under. Den danske skyld er reelt kun en baggrundshistorie i Under sandet. Den primære historie er et drama om en flok unge soldater, der bliver kastet ind i en livsfarlig situation med minimal forberedelse, og hvordan de håndterer det. På mange måder beskrivelsen af en klassisk krigsfilm her dog med den ekstra tragiske dimension, at krigen faktisk er forbi, og at soldaterne havde set frem til at kunne vende levende hjem, før de på ny bliver kastet ud på 'slagmarken.' Under sandet, og den debat, den har udløst, giver anledning til at stille et mere overordnet spørgsmål: Er det en films opgave at fremstille historien 100 pct. korrekt? Personligt vil jeg mene nej. En film skal fortælle historier, ikke formidle historie. Den skal underholde og tjene penge, ikke uddanne sit publikum. Hvis en historisk film samtidig gør folk opmærksomme på en begivenhed, de aldrig har hørt om før, så har den tjent sit formål. Hvis den enkelte biografgænger bliver interesseret, så er det op til ham eller hende selv at læse mere om den historiske baggrund for filmen. Men det er der desværre alt for få, der ser historiske film (eller læser historiske romaner eller ser historiske tv-serier), som gider gøre. Alt for mange mennesker lader deres historiske bevidsthed bygge på historisk fiktion. Men det er et helt andet samfundsmæssigt spørgsmål, som den enkelte film, bog eller tv-serie ikke kan stilles til ansvar for. Så Under sandet må bedømmes som det, den er. En nervepirrende film om menneskeskæbner i en ekstrem situation. Reelt en gyser, hvor hvert skridt i sandet, hver rystende håndbevægelse under desarmeringen af en mine, kan blive den sidste. Her leverer den, hvad den skal, 100 pct. Og samtidig har den åbnet op for en debat, der uden tvivl er meget sund at tage her 70 år efter var tyskerne virkelig de eneste skyldige under og efter verdenskrigen? Det er en debat, der ikke bør drukne i detaljespørgsmål om historisk korrekthed kontra kunstnerisk frihed. Anmeldt: 7. december, 2015 |
