Under Sandet - Sandt eller falskt?


Anmelder:
Rasmus Kjærbye Petersen
His­to­ri­ker, cand.mag.

Martin Zandvliets film Under sandet, der havde dansk premiere den 3. december, sætter et of­fent­ligt søgelys på et område af be­sætt­els­estidens historie, som hidtil kun har været et debatemne mellem his­to­ri­ke­re, nemlig rydningen af de tyske miner på Vestkysten.
At de tyske soldater, der blev sat til at stå for rydningen, satte liv og lemmer på spil, står ikke til diskussion. Men gjorde Danmark sig dermed skyldig i en krigsforbrydelse? Det er et spørgsm­ål, som his­to­ri­kerne har været uenige om i flere år.
Hvor Zandvliet stiller sig i det spørgsm­ål, kan der ikke herske tvivl om. I hans film sender kyniske danske of­fi­ce­rer purunge tyske drenge ud for at dø i tryg forvisning om, at alle er komplet ligeglade – et tysk liv er ikke fem sure sild værd i maj 1945. I Zandvliets øjne har man i Danmark forsøgt at skjule, at vi også her var 'monstre'. ”Man kan ikke straffe børnene; man må straffe faren,” som han siger.
Filmen har fået his­to­ri­kerne op af stolen og ind på avisernes debatsider. Nogle, såsom Helge Hagemann – hvis bog Under tvang fra 1998, der handler om de tyske mineryddere, må have været en af de primære inspirationskilder for Zandvliet – for­sva­rer filmen, mens andre, deriblandt Henrik Skov Kristensen fra Frøslevlejrens Museum, mener, at der ikke er grundlag for det danske skyldkompleks, som Zandvliet forsøger at fremmane.

På den ene side...
Under sandet giver et meget entydigt billede af en yderst kompleks his­to­risk si­tu­a­tion.
I maj 1945 fandtes der ingen myn­dig­he­der i Danmark. Den håndfuld britiske soldater, der var kommet til landet for at overtage kon­trol­len efter de tyske be­sætt­els­estropper, kunne slet ikke løse opgaven. Den danske hær var blevet interneret af tyskerne i 1943, og politiet i 1944. Det ville tage tid, før de kunne varetage deres gamle opgaver igen. Realistisk set var den tyske værnemagt stadig den eneste or­ga­ni­sa­ti­on i Danmark, der på dette tids­punkt magtede at løse en så om­fat­ten­de opgave som at rydde de mange miner på Vestkysten.
Den al­li­e­re­de (britiske) militærkommission i Danmark tilbød de danske po­li­ti­ke­re at tilbageholde tysk personale for at gen­nem­før­e minerydningen hurtigst muligt, hvilket dan­sker­ne sagde ja tak til. Det var usædvanligt, men ikke uhørt, at de al­li­e­re­de satte deres tid­li­ge­re fjender til at løse de opgaver, de ikke selv havde kapacitet til at løse. I Fjernøsten brugte man fx i vidt omfang japanske soldater som ordensmagt efter den japanske kapitulation.
Og der var ikke tale om at shanghaje tyske soldater. Den 9. maj 1945 mødtes britiske og danske re­præs­ent­ant­er med den tid­li­ge­re tyske øv­erstb­ef­al­end­e i Danmark, general Lindemann, der bagefter gav ordre til, at tyske ingeniørsoldater, der havde været på vej hjem, skulle vende tilbage til deres kaserner for stå til rådighed som mineryddere. Ordren pointerede også, at arbejdet skulle udføres under ledelse af tyske of­fi­ce­rer, der så stod til ansvar over for den al­li­e­re­de militærkommission.
Fra dansk side havde man altså givet grønt lys for operationen, men derefter var man stort set ikke in­vol­ve­ret på kommandoplan. Den danske modstandsbevægelse (der fun­ge­re­de som ordensmagt i landet i dagene efter Befrielsen) skulle blot hjælpe til med forplejning og trans­port; en opgave, der ikke altid blev løst tilfredsstillende. Og den danske brigade kom til at stå for bevogtningen af de tyske enheder, men lod dem ellers udføre opgaven på egen hånd.
Så Roland Møllers hovedrolle som Carl Leopold Rasmussen, en bitter og hævntørstig dansk sergent (i britisk uniform, bevares), der får kom­man­do­en over en gruppe til­sy­ne­la­den­de tilfældigt udvalgte tyske drenge, har ingen his­to­risk be­ret­ti­gel­se. I vir­ke­lig­he­dens verden ville hans opgave være tilfaldet en tysk befalingsmand, der for­mo­dent­lig havde tjent i længere tid med sine mænd. Det samme kan siges om Carls følelseskolde o­ver­ord­ne­de, løjtnant Ebbe (spillet af Mikkel Boe Følsgaard), der burde have været tysker eller måske eng­lænd­er for at det skulle være his­to­risk korrekt.
I filmen er de tyske of­fi­ce­rer derimod umyndiggjort og må tjene på albuer og knæ side om side med deres tid­li­ge­re un­der­ord­ne­de i strandens sand, mens briternes frem­træd­end­e rolle i dramaet er blevet re­du­ce­ret til en enkelt scene, hvor en gruppe fulde of­fi­ce­rer på overdreven vis ydmyger og chikanerer de forsvarsløse drenge.
Og langt fra alle de tyske mineryddere var forsvarsløse drenge. Der var også mange garvede ve­te­ra­ner iblandt dem. Der var tale om et typisk gennemsnit af den tyske værnemagt i 1945. Nogle få erfarne soldater, der havde overlevet mange års krig, suppleret med skoledrenge og mænd i pensionsalderen, der var blevet indkaldt som led i Nazitysklands sidste krampetrækninger.
De var ingeniørsoldater og således of­fi­ci­elt kvalificerede som mineryddere, selvom træningen af tyske soldater var blevet dårligere og dårligere i løbet af krigen. Det ville have været op til hver enheds ve­te­ra­ner at sørge for, at grønskollingerne lærte at desarmere en mine. Det var ikke en opgave, som den danske hær skulle eller kunne overtage, sådan som filmen viser.
Selv­følg­el­ig ville det have været ønskeligt at udstyre sol­da­ter­ne med minedetektorer og andet specialudstyr, men den slags var sjældenheder selv i de krigsførende hære på den tid og endnu mere i et land som Danmark, der var i færd med at gen­op­byg­ge sig selv efter en lang be­sætt­els­e. At forsyningssi­tu­a­tionen tit kunne svigte, var også mere et resultat af de kaotiske forhold, som det hele foregik under, og ikke en bevidst udsultning af tyskerne, som den løjtnant Ebbe står for i filmen.


Sergent Carl Leopold Rasmussen møder sine unge mineryddere. Foto: Chri­sti­an Geisnæs


... På den anden side
Man kan diskutere, hvem der havde det ul­ti­ma­ti­ve ansvar for, at de tyske soldater blev sat til at rydde miner. Var det den al­li­e­re­de militærkommission, der kom med forslaget? Var det de danske po­li­ti­ke­re, der takkede ja? Eller var det den tyske general Lindemann, der udstedte en ordre, hvis gyldighed er tvivlsom? Med den tyske kapitulation var værnemagten reelt ophørt med at ek­si­ste­re, så havde de tyske soldater o­ver­ho­ve­det pligt til at følge den ordre? I bedste fald er det en juridisk gråzone.
Men dan­sker­ne bidrog uden betænkeligheder til operationen. Danske aviser rapporterede om de tyske soldaters arbejde, men ingen gjorde det mindste forsøg på at undersøge de nærmere forhold eller finde ud af, om det var i strid med folkeretten. Alle syntes, at det var rimeligt, at tyskerne 'ryddede op efter sig,' og vendte det blinde øje til. I menigmands øjne havde tyskerne ingen ret­tig­he­der og kunne ikke forvente nåde i de første måneder efter krigen.
Det er denne ubarmhjertige folkestemning, som Under sandet be­skri­ver, primært igennem hovedrollen sergent Carl. Han starter filmen som en mand drevet af et dybt had, der får ham til at brutalisere de sagesløse tyske drenge, han får stillet til sin rådighed. Men som filmen skrider frem, og han lærer sine folk at kende, bliver hadet mere og mere en maske, som han til sidst kaster fra sig – modsat sin o­ver­ord­ne­de, løjtnant Ebbe, der i sik­ker­hed bag sit skrivebord kan bevare bureaukratens distance og uden skrupler misbruge den tillid, der bliver bygget op mellem Carl og hans drenge.
Så filmens almengyldige men­nes­ke­lig­e tema er ondskabens cirkelbevægelse og hævntørstens pris. Betyder det så så meget, at tingene ikke forløb helt sådan i vir­ke­lig­he­den? Hvis filmen havde været his­to­risk korrekt og er­stat­tet sergent Carl med en tysk befalingsmand, havde den ikke givet an­led­ning til den danske selvransagelse, den faktisk har affødt – ja det er tvivlsomt, om den o­ver­ho­ve­det ville have kunnet trække et dansk publikum i biografen.
Og ingen har sået tvivl om filmens be­skri­vel­se af de livsfarlige forhold, tyskerne ar­bej­de­de under. Den danske skyld er reelt kun en baggrundshistorie i Under sandet. Den primære historie er et drama om en flok unge soldater, der bliver kastet ind i en livsfarlig si­tu­a­tion med minimal forberedelse, og hvordan de håndterer det. På mange måder be­skri­vel­sen af en klassisk krigsfilm – her dog med den ekstra tragiske dimension, at krigen faktisk er forbi, og at sol­da­ter­ne havde set frem til at kunne vende levende hjem, før de på ny bliver kastet ud på 'slag­mar­ken.'
Under sandet, og den debat, den har udløst, giver an­led­ning til at stille et mere o­ver­ord­net spørgsm­ål: Er det en films opgave at frem­stil­le hi­sto­ri­en 100 pct. korrekt? Per­son­ligt vil jeg mene nej. En film skal fortælle historier, ikke formidle historie. Den skal underholde og tjene penge, ikke uddanne sit publikum. Hvis en his­to­risk film samtidig gør folk opmærksomme på en be­gi­ven­hed, de aldrig har hørt om før, så har den tjent sit formål. Hvis den enkelte biografgænger bliver in­te­res­se­ret, så er det op til ham eller hende selv at læse mere om den his­to­riske baggrund for filmen.
Men det er der desværre alt for få, der ser his­to­riske film (eller læser his­to­riske romaner eller ser his­to­riske tv-serier), som gider gøre. Alt for mange men­nes­ker lader deres his­to­riske bevidsthed bygge på his­to­risk fiktion. Men det er et helt andet samfundsmæssigt spørgsm­ål, som den enkelte film, bog eller tv-serie ikke kan stilles til ansvar for.
Under sandet må bedømmes som det, den er. En nervepirrende film om menneskeskæbner i en ekstrem si­tu­a­tion. Reelt en gyser, hvor hvert skridt i sandet, hver rystende håndbevægelse under desarmeringen af en mine, kan blive den sidste. Her leverer den, hvad den skal, 100 pct. Og samtidig har den åbnet op for en debat, der uden tvivl er meget sund at tage her 70 år efter – var tyskerne virkelig de eneste skyldige under og efter verdenskrigen? Det er en debat, der ikke bør drukne i detaljespørgsm­ål om his­to­risk korrekthed kontra kunstnerisk frihed.

Anmeldt: 7. december, 2015