|
(1730-1770)  I midten af 1750'erne startede den første egentlige verdenskrig, der traditionelt kaldes for Syvårskrigen. Det var ligeledes i denne periode, at man for alvor fik kendskab til oplysningsfilosofferne, såsom fx Voltaire, Montesquieu, Diderot og Rousseau. De fik en enorm betydning for samfundet og for styreformens udvikling i det meste af Europa. Opdagelserne fik også stor betydning i denne periode, som blev kendetegnet af Vitus Berings og James Cooks store opdagelser i Stillehavet. Oplysningsfilosofferne Oplysningstiden var en litterær og åndelig strømning, der var rettet mod uvidenheden, overtroen og den accepterede visdom. Det handlede om at oplyse menneskene om fornuft, viden og teknologiske fremskridt. Oplysningens forkæmpere gik også imod den enevældige styreform og kongen af Guds nåde. Oprøret mod enevælden blev videreformidlet af tidens oplysningsfilosoffer. En af de første var englænderen John Locke (1632-1704). Englænderne havde indført et forfatningsstyret monarki, hvor kongens magt var begrænset. Denne styreform inspirerede resten af Europa, og det blev interessant nok franskmændene, i hvis land enevælden var stærkest, som blev de ivrigste fortalere for den nye kritik rettet mod kongemagten og andre autoriteter (kirken). Styreformen var noget af det, som blev debatteret meget blandt oplysningsfilosofferne. En af dem, som fik størst betydning, var Montesquieu (1689-1755). I sit hovedværk "Lovenes ånd" (fransk: L'Esprit des Lois) kritiserede han enevælden, og han gjorde sig til fortaler for, at den politiske magt skulle deles i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Alle tre former for magt havde hidtil været samlet hos den enevældige konge, men i det perfekte samfund var de tre myndigheder uafhængige af hinanden. Montesquieu var tilhænger af et konstitutionelt monarki, hvor kongedømmet var baseret på en forfatning og et parlament. Oplysningsfilosofferne var bestemt ikke enige. En af tidens andre store filosoffer var Voltaire (1694-1778). Han mente, at menneskets fornuft skulle komme fra kongen, og denne form for styre blev kaldt "oplyst enevælde" og blev vældig populært hos en række enevældige europæiske fyrster. I Danmark var en af oplysningstidens største personligheder Ludvig Holberg. Den oplyste enevælde Det 18. århundrede blev en oplysningstid, hvor de førende europæiske filosoffer skrev store værker om, hvordan man bedst styrede samfundet. De franske filosoffer anført af Diderot (1713-1784) og d'Alembert (1717-1783) begyndte at indsamle viden om samfundet, videnskaben og teknologien i en encyklopædi. Dette leksikon var kulminationen på oplysningstiden og formidlede de mange nye tanker, som var opstået indenfor filosofi, litteratur, religion, videnskab og teknologi. Det første bind blev udgivet i 1751, og i løbet af tyve år blev der i alt publiceret 35 bind. Oplysningsfilosoffernes politiske og samfundsmæssige tanker fik mange tilhængere i Europa, selv blandt de enevældige herskere, som for eksempel Frederik 2. den Store af Preussen (1740-1786) og Katarina 2. den Store af Rusland. Målet for de fleste herskere var at øge statens indtægter, og det fik dem til at gribe ind overfor nogle af adelens og kirkens rettigheder. Frederik den Store af Preussen var en meget enevældig konge, der fandt oplysningsfilosoffernes tanker interessante. Han satte dog aldrig disse tanker over den preussiske stats og sine egne interesser. På sine egne godser afskaffede han blandt andet livegenskabet, men han gjorde det ikke i resten af Preussen, da adelen i så fald ville blive fjendtligt stemt over for ham. Hans økonomiske politik var meget merkantilistisk, og på den front gik han ikke ind for økonomisk nytænkning. Europa i krig Siden Utrechtfreden i 1713 (afslutningen på Den spanske Arvefølgekrig) havde der mere eller mindre hersket fred i Europa. Årsagen til den første strid mellem de europæiske stormagter kom allerede i 1733, da tronen i valgkongedømmet Polen blev ledig. I perioden frem til 1772, da Preussen, Rusland og Østrig delte en stor del af Polen mellem sig, var alle de polske konger fremmede magters kandidater. I begyndelsen af 1730'erne var der to kandidater til den ledige post. Den ene blev støttet af Rusland og Østrig, mens den anden blev støttet af Frankrig. Frankrig havde brug for Polen for ikke at blive omringet af habsburgerne. Denne konflikt førte til Den polske Arvefølgekrig, der varede fra 1733 til 1735. På den ene side var Frankrig og Spanien (bourbonerne), og på den anden side var Rusland og Østrig. Sidstnævnte løb af med sejren, og den nye polske monark blev anerkendt af Frankrig. Den næste store krig stod mellem Spanien og Storbritannien. Briterne havde siden freden i 1713 siddet på slavehandelen til de spanske kolonier, og spanierne ville gerne selv stå for handelen. Mindre stridigheder førte til den spansk-britiske krig, der blev vundet af Storbritannien (1739-1740). Den østrigske arvefølgekrig Året 1740 var et meget afgørende år i Europa, da Frederik 2. blev konge i Preussen, og Maria Theresia kom på tronen i Østrig-Ungarn. Frederik 2. med tilnavnet "den Store" brugte situationen til at indlede et angreb på Østrig. Dette udnyttede franskmændene straks til også at angribe Østrig, og Frankrig indgik en alliance med Preussen. Den preussisk-franske alliance fik straks Storbritannien til at stille sig på østrigernes side. Denne konflikt førte til Den østrigske Arvefølgekrig, der varede fra 1740 til 1748. Freden mellem stormagterne blev sluttet i 1748 i Aachen. Der var egentlig ikke tale om en fred, men snarere om en våbenstilstand. Det blev dog besluttet, at Preussen annekterede et stort område af Østrig (Schlesien), og freden markerede også Preussens status som europæisk stormagt. Maria Theresia af Østrig begyndte straks forberedelsen af en ny krig mod Preussen. Det lykkedes østrigerne at indgå en alliance med Frankrig, hvilket var bemærkelsesværdigt, eftersom bourbonerne og habsburgerne i århundreder havde bekæmpet hinanden. At de to kunne indgå i en alliance skyldtes Preussens nye status som stormagt, og at dette havde forrykket den europæiske magtbalance. Syvårskrigen Franskmændene havde indset, at man ved at bekrige Østrig skabte en stormagt i Preussen. Samtidigt begyndte situationen mellem briterne og franskmændene at blive tilspidset i Nordamerika. Dette fik Storbritannien til at indgå et forbund med Rusland, hvilket fik isoleret Frederik 2. den Stores Preussen, som derfor indgik en alliance med Storbritannien. Dette fik Østrig-Frankrig alliancen til at indgå en forsvarsalliance i 1756. Rusland tilsluttede sig kort efter dette forsvarsforbund. Dette satte Preussen i en meget dårlig situation, da der i mellemtiden var udbrudt krig mellem Frankrig og Storbritannien i Nordamerika. I Europa førte dette til den såkaldte Syvårskrig med Preussen som en af hovedaktørerne. Preussens modstandere var Rusland, Østrig og Frankrig. Storbritanniens og Frankrigs deltagelse i Syvårskrigen handlede dog om noget helt andet, nemlig om kolonierne i Nordamerika og i Indien. Det lykkedes Storbritannien at besejre Frankrig, hvorefter franskmændene måtte opgive næsten alle de franske besiddelser i Nordamerika og Indien. I Europa gik Rusland til sidst over på Preussens side, hvilket fik de øvrige deltagere til at trække sig ud af krigen. I 1763 indgik de en fred, der medførte, at intet blev ændret. Situationen i Østersøområdet Efter freden i 1720 var Sverige ikke længere en stormagt, og det fik stor betydning for forholdet mellem de nordiske lande. Danmark-Norge og Sverige indgik et neutralitetsforbund, og det eneste problem for Danmarks vedkommende var Holsten, hvor man forsøgte at sikre sin position. Svenskerne oplevede yderligere problemer med russerne, der fortsatte deres fremmarch i Østersøområdet, hvilket i begyndelsen af 1740'erne førte til krig mellem Sverige og Rusland. Den preussiske Syvårskrig omfattede det meste af Europa, og det fik Danmark og Sverige til at indgå et skandinavisk neutralitetsforbund for at beskytte handelen. Den danske kong Frederik 5. var meget interesseret i en dansk neutralitetspolitik, men den blev ofte vanskeliggjort af ydre omstændigheder. Alligevel formåede Danmark i denne periode at holde sig ude af de forskellige europæiske stridigheder og krige. Den russiske stormagt Rusland var blevet en betydelig stormagt under Peter den Store. Under hans efterfølgere, der må betegnes som svage regenter, øgede russerne alligevel deres indflydelse i de omkringliggende lande. Først og fremmest i Polen og i syd overfor Osmannerriget. Det var først, da Peter den Stores datter, Elisabeth (1741-1762), overtog tronen, at Rusland blev stabilt. Herefter deltog russerne i flere europæiske krige, blandt andet i Den østrigske Arvefølgekrig og efterfølgende i Den preussiske Syvårskrig. Her deltog Rusland på Østrigs side. Krigens gang blev dog ændret, da Elisabeth døde, og Peter 3. satte sig på den russiske trone. Peter 3. beundrede nemlig den preussiske konge, Frederik 2. den Store, og kaldte de russiske tropper hjem. De skulle i stedet anvendes mod Danmark-Norge, da Peter selv var holstener. Det blev dog aldrig til en krig mellem Danmark og Rusland, da zaren blev fjernet af sin dronning, Katarina 2., senere kendt som "den Store". Katarina den Store var meget optaget af de franske oplysningsfilosoffer og brevvekslede med flere af dem. Hun videreførte grundlæggende Peter den Stores politik, og hendes udenrigspolitik fokuserede på Polen og Osmannerriget. Selv om Frankrig måtte trække sig som taber i Den polske Arvefølgekrig, havde det ikke glemt Polen, der ikke længere var et selvstændigt land. Polen var blevet genstand for de europæiske stormagters spil. Efter Syvårskrigen blev Polen igen brændpunkt for europæisk magtpolitik. Kong August 3., som var blevet indsat af Rusland og Østrig, døde. Dette fik igen Frankrig-Østrig til at stille med deres kandidat til den polske trone, mens Rusland og Preussen stillede med deres. Igen lykkedes det ikke Frankrig at få sin kandidat sat på tronen. I stedet blev det den russiske kandidat, der blev polsk konge som Stanislav. 2. Den polske adel forsøgte imidlertid at få hjælp hos osmannerne, men forgæves. Under den efterfølgende russisk-tyrkiske krig trak det igen op til krig mellem de europæiske stormagter. Krigen blev dog afløst af et kompromis, hvor Østrig, Preussen og Rusland tog hver sin del af Polen. Denne deling fandt sted i 1772 og kaldes Polens 1. deling. Kolonistriden i Indien I Indien havde situationen ændret sig markant i løbet af første halvdel af 1700-tallet. Mogulrigets kraftige tilbagegang og de konstante stridigheder mellem hinduer og muslimer lettede den europæiske tilstedeværelse. Allerede i 1600 blev Det engelske (fra 1707 britiske) ostindiske kompagni dannet, og først tres år senere blev det franske ostindiske kompagni dannet. I begyndelsen konkurrerede de to handelskompagnier om handelen, men det udviklede sig til en regulær krig. Begge kompagnier blev på grund af de ustabile tilstande i Indien nødt til selv at opbygge en militærmagt til beskyttelse af deres interesser. Især franskmændene erhvervede indiske soldater (de såkaldte sepoyer). Da situationen mellem Frankrig og Storbritannien forværredes i 1740'erne, udviklede rivaliseringen mellem de to handelskompagnier sig til en regulær krig. I Indien havde briterne magten til søs og til lands og overtog Bengalen, da mogulerne ikke kunne opretholde deres herredømme i området. Freden i Europa gjorde dog ikke en ende på konflikten mellem de to kompagnier i Indien. Krigshandlingerne eskalerede, da der i 1754 igen udbrød krig mellem Frankrig og Storbritannien i Nordamerika, Vestindien og Vestafrika. Tre år efter blev briternes overherredømme i Indien sikret, og de satte en stopper for den franske ekspansion. Englændere og franskmænd i Nordamerika I Nordamerika fik Syvårskrigen stor betydning for briternes, franskmændenes og spaniernes tilstedeværelse. Det spanske kolonirige omfattede hele kyststrækningen ved Den mexicanske Golf og Florida og fungerede som en barriere mod yderligere britiske udvidelser. Under Syvårskrigen var det franske herredømme i Amerika blevet indskrænket til det østlige Canada og De store Søer (Great Lakes), mens det store, men ukoloniserede, spanske område strakte sig fra Panama og frem til den canadiske grænse vest for floden Mississippi. Den britiske sejr i Syvårskrigen var et stort nederlag for både Frankrig og Spanien. Begge lande måtte opgive store områder i Nordamerika. Freden i Paris i 1763 gjorde en ende på en langvarig strid mellem Frankrig og Storbritannien i de nordamerikanske kolonier. Frankrig afstod Canada og Louisiana øst for Mississippi, som Storbritannien overtog. Spanien måtte samtidig give afkald på Florida, der også blev overtaget af briterne. Som kompensation fik Spanien Louisiana vest for Mississippi af Frankrig. I Vestindien beholdt Frankrig nogle af øerne (Martinique og Guadeloupe), mens Cuba blev overladt til Spanien. Kolonisternes utilfredshed vokser Det fik imidlertid stor betydning for situationen i de nordamerikanske kolonier. Kolonisterne stod ikke længere overfor en fransk trussel, men var samtidigt blevet afhængige af den britiske hær til at forsvare kolonierne. For at opretholde forsvaret indførte briterne en lang række skatter, hvilket førte til optøjer flere steder i Nordamerika. Modstanden var dog så stor, at enkelte af lovene blev ophævet, men generelt havde kolonisterne intet at skulle have sagt. Det var Storbritannien, der satte dagsordenen i kolonierne. I 1767 indførtes en beskatning på glas, bly, papir og te. Det var denne beskatning, der førte til de store uroligheder i Boston i 1770, og som endte med Massakren i Boston, hvor fem kolonister blev dræbt af britiske tropper. Opdagelser på verdenshavene Flere opdagelsesrejsende udforskede Stillehavsområdet i 1700-tallet. Tidligere havde man opdaget, at Australien ikke var en del af Antarktis, men flere gjorde sig bestræbelser på at finde et fastland mod syd. En af disse var den franske søofficer Bouvet. Han blev efterfulgt af to andre franskmænd, Bougainville og La Pérouse, der udforskede store dele af Stillehavet. Zar Peter den Store sendte danskeren Vitus Bering på opdagelse i det nordlige Stillehav, og det førte til opdagelsen af strædet, der bærer hans navn (Beringsstrædet mellem Amerika og Asien). Den største blandt tidens store opdagelsesrejsende var englænderen James Cook. Han foretog tre rejser i Stillehavsområdet. Under den første, som varede fra 1768 til 1771, sejlede han rundt om New Zealand og udforskede desuden Australiens østkyst. James Cook fastslog, at New Zealand og Australien ikke hang sammen. Den internationale handel domineredes fortsat af den lukrative trekantshandel over Atlanterhavet mellem Europa, Afrika og Amerika. Publikationsår: 2011 ARBEJDSSPØRGSMÅL: 1. Hvad kendetegnede oplysningstiden? 2. Hvad mente Montesquieu om magtens fordeling i samfundet? 3. Beskriv Syvårskrigen. 4. Hvordan forløb Storbritanniens og Frankrigs konflikt i kolonierne? 5. Hvordan forholdt Preussens Frederik 2. sig til oplysningstiden? 6. Hvad skete der indenfor de geografiske opdagelser? 7. Hvad var oplyst enevælde? |
Af: Jan Brix
 Oplysningstiden Perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet kalder man også for oplysningstiden. Denne betegnelse stammer fra den tids filosoffer og videnskabsmænd, der mente, at viden skulle bringes ud til folket, så de blev oplyste. En af de største var Francois-Marie Arouet Voltaire.
 Frihed og lighed Oplysningsfilosoffernes tid faldt sammen med enevælden. Filosofferne kunne ikke acceptere, at kongerne herskede af Guds nåde. En konge skulle regere for folket og ikke for sig selv. Englænderen John Locke skrev i 1690'erne, at mennesker var født lige, frie og uafhængige. Man kunne dog ikke klare sig selv, hvorfor man indgik såkaldte samfundspagt. Flertallet i samfundet skulle bestemme.  Magtens tredeling Locke delte magten ind i to, en lovgivende og en udøvende, som var folket og kongen. På det punkt var Montesquieu uenig. Han delte magten ind i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende. De tre skulle være helt uafhængige af hinden for at sikre, at en person ikke havde indflydelse på alle tre.  Encyklopædien At viden var magt kom til udtryk, da Denis Diderot (1713-1784) og Jean le Rond d'Alembert lavede deres Encyclopédie. Encyklopædien blev oplysningstidens bærende idé og oplysning til folket. Den bestod af 17 bind i tekst og 11 bind med billeder og tegninger.  Den polske Arvefølgekrig Den polske Arvefølgekrig (1733-1738) opstod, da August 2. af Polen døde. De europæiske stormagter forsøgte hver især at få indsat en, der sikrede deres interesser. Bourbonerne i Spanien og Frankrig gik imod Det tysk-romerske Rige, Preussen og Rusland. det mundede ud i krigshandlinger i det centrale Europa.  Der blev indgået en foreløbig fred i 1735, men krigen sluttede først formelt med fredstraktaten i Wien i 1738, hvor man bekræftede, at August 3. blev konge af Polen. Dermed sejrede Rusland og den habsburgske kejser.  Den østrigske Arvefølgekrig Eftersom Karl 6. ingen sønner havde formede han i 1713 Den pragmatiske Sanktion. Kejseren ønskede at sikre, at hans egne døtre ville arve kejserdømmet fremfor hans brors, Josef 1., sønner. De europæiske stormagter støttede sanktionen, men flere trak senere støtten tilbage, heriblandt Spanien, Frankrig og Preussen. Da Karl 6. døde i 1740 arvede Maria Theresia, hvilket udløste Den østrigske Arvefølgekrig.  Preussen i krig Frederik 2. den Store af Preussen var manden bag Den østrigske Arvefølgekrig, der varede fra 1740 til 1748. Under denne krig erobrede han Schlesien. Østrig søgte hævn gennem krigen, der kaldes Den preussiske Syvårskrig fra 1756 til 1763. Under denne krig måtte Preussen kæmpe mod Østrig, Rusland og Frankrig. Efter flere sejre stod Preussen til at tabe, men blev reddet af Ruslands udtræden af krigen.  Ekspedition til Arabien Frederik 5. formåede at holde Danmark ude af de store europæiske konflikter. Med en interesse for videnskaben sendte han en ekspedition anført af Carsten Niebuhr til Det lykkelige Arabien. Målet var at styrke videnskaben og udforske de steder, som blev beskrevet i Bibelen.  Det mægtige Rusland I 1762 blev Peter 3. zar af Rusland. Han var oprindeligt fra Holsten, men blev hentet til Rusland af hans tante, zarina Elizabeth, og hun gjorde ham til arving. Han blev gift med Sophia Augusta Frederica af Anhalt-Zerbst (kendt som Katarina).  Peter trak Rusland ud af Syvårskrigen og indgik en fred med Preussen. I stedet planlagde han en krig mod Danmark. Målet var at føre Slesvig tilbage til hans holstenske hertugdømme. Han blev dræbt efter seks måneder på magten, hvorefter Katarina overtog magten.  Krig i Indien I 1744 (under Den østrigske Arvefølgekrig) kom det til væbnet konflikt mellem britiske og franske styrker i Indien. Selv om Storbritannien og Frankrig indgik en fredsaftale i 1748 fortsatte krigshandlingerne. Franskmændenes interesser blev styrket under statholder Joseph Dupleix, der blev kaldt hjem til Frankrig i 1754.  Briterne i Indien Krigen mellem Storbritannien og Frankrig brød atter ud i 1756. Calcutta, der tilhørte briterne, blev angrebet af nawabben af Bengalen, der på brutal vis indtog byen. Ostidinisk Kompagni svarede igen med Robert Clive, der generobrede byen og i 1757 beserjede han nawabben meget større hær ved Plassey.  Briterne sejrer Kolonikrigen i Nordamerika blev vundet af briterne under lederskab af William Pitt den Ældre (1708-1778). Briterne vandt en stor sejr over Frankrig. Med den sejr sikrede briterne herredømmet på havet samt erobringen af en række franske handelsstationer.  Boston massakren Kolonisterne i Nordamerika var utilfredse med de forhøjede afgifter. Det kom til et sammenstød melle civile og britiske soldater den 5. marts 1770. Fem blev dræbt og det var stærkt medvirkende til at opildne kolonisterne til at gøre oprør mod den britiske overmagt.  Kaptajn James Cook James Cook (1728-1779) foretog store opdagelser. På sin første rejse sejlede Cook til Tahiti og efterfølgende rundt om New Zealand og kortlagde det østlige Australien. Efter denne foretog han yderligere to rejser. Den sidste blev hans død, da han blev dræbt af hawaiianske øboere i 1779. |
