Oplyst enevælde (1730-1770)


Europa og den kendte verden var i perioden fra 1730 til 1770 præget af en række om­fat­ten­de krige og uro­lig­heder. I 1730'erne og 1740'erne deltog de eu­ro­pæi­sk­e stor­mag­ter med und­tag­else af Stor­bri­tan­ni­en i en række arvefølgekrige. Krigene fik et helt andet fokus og handlede i de fleste tilfælde om o­ver­søi­sk­e be­sid­del­ser, som fx den britisk-spanske krig i 1730'erne og 1740'erne gjorde. I perioden fra 1740 til 1763 var Stor­bri­tan­ni­en og Frankrig deltagere i en ver­dens­om­spænd­end­e krig. Indien og Nord­ame­rika blev slag­mar­ken.
I midten af 1750'erne startede den første e­gent­li­ge ver­dens­krig, der tra­di­ti­o­nelt kaldes for Syv­årsk­rig­en. Det var li­ge­le­des i denne periode, at man for alvor fik kendskab til op­lys­nings­fi­lo­sof­ferne, såsom fx Voltaire, Mon­te­squieu, Diderot og Rousseau. De fik en enorm be­tyd­ning for sam­fun­det og for sty­re­formens ud­vik­ling i det meste af Europa. Op­da­gel­serne fik også stor be­tyd­ning i denne periode, som blev ken­de­teg­net af Vitus Berings og James Cooks store op­da­gel­ser i Stil­le­ha­vet.

Op­lys­nings­fi­lo­sof­ferne
Op­lys­nings­tiden var en litterær og åndelig strømning, der var rettet mod uvidenheden, overtroen og den ac­cep­te­re­de visdom. Det handlede om at oplyse menneskene om fornuft, viden og tek­no­lo­gis­ke frem­skridt.
Oplysningens forkæmpere gik også imod den e­ne­væld­ig­e sty­re­form og kongen af Guds nåde. Oprøret mod e­ne­væld­en blev videreformidlet af tidens op­lys­nings­fi­lo­sof­fer. En af de første var eng­lænd­er­en John Locke (1632-1704). Eng­lænde­rne havde indført et for­fat­ningsstyret monarki, hvor kongens magt var be­græns­et. Denne sty­re­form inspirerede resten af Europa, og det blev in­te­res­sant nok fransk­mænde­ne, i hvis land e­ne­væld­en var stærkest, som blev de ivrigste fortalere for den nye kritik rettet mod kon­ge­mag­ten og andre au­to­ri­te­ter (kirken).
Sty­re­formen var noget af det, som blev debatteret meget blandt op­lys­nings­fi­lo­sof­ferne. En af dem, som fik størst be­tyd­ning, var Mon­te­squieu (1689-1755). I sit ho­ved­værk "Lovenes ånd" (fransk: L'Esprit des Lois) kritiserede han e­ne­væld­en, og han gjorde sig til fortaler for, at den po­li­tis­ke magt skulle deles i en lov­gi­ven­de, en udøvende og en dømmende magt. Alle tre former for magt havde hidtil været samlet hos den e­ne­væld­ig­e konge, men i det perfekte samfund var de tre myn­dig­he­der uaf­hæng­ig­e af hinanden.
Mon­te­squieu var til­hæng­er af et konstitutionelt monarki, hvor kongedømmet var baseret på en for­fat­ning og et par­la­ment. Op­lys­nings­fi­lo­sof­ferne var bestemt ikke enige. En af tidens andre store fi­lo­sof­fer var Voltaire (1694-1778). Han mente, at menneskets fornuft skulle komme fra kongen, og denne form for styre blev kaldt "oplyst enevælde" og blev vældig populært hos en række e­ne­væld­ig­e eu­ro­pæi­sk­e fyrster. I Danmark var en af oplys­nings­ti­dens største per­son­lig­he­der Ludvig Holberg.

Den oplyste enevælde
Det 18. årh­undr­ed­e blev en op­lys­nings­tid, hvor de førende eu­ro­pæi­sk­e fi­lo­sof­fer skrev store værker om, hvordan man bedst styrede sam­fun­det. De franske fi­lo­sof­fer anført af Diderot (1713-1784) og d'Alembert (1717-1783) begyndte at indsamle viden om sam­fun­det, videnskaben og tek­no­lo­gien i en encyklopædi. Dette leksikon var kulminationen på op­lys­nings­tiden og formidlede de mange nye tanker, som var opstået indenfor filosofi, lit­te­ra­tur, religion, videnskab og tek­no­lo­gi. Det første bind blev udgivet i 1751, og i løbet af tyve år blev der i alt publiceret 35 bind.
Op­lys­nings­fi­lo­sof­fernes po­li­tis­ke og samfundsmæssige tanker fik mange til­hæng­ere i Europa, selv blandt de e­ne­væld­ig­e herskere, som for eksempel Frederik 2. den Store af Preussen (1740-1786) og Katarina 2. den Store af Rusland. Målet for de fleste herskere var at øge statens ind­tægt­er, og det fik dem til at gribe ind overfor nogle af adelens og kirkens ret­tig­he­der.
Frederik den Store af Preussen var en meget e­ne­væld­ig konge, der fandt op­lys­nings­fi­lo­sof­fernes tanker in­te­res­san­te. Han satte dog aldrig disse tanker over den preussiske stats og sine egne in­te­res­ser. På sine egne godser af­skaf­fe­de han blandt andet liv­e­gen­ska­bet, men han gjorde det ikke i resten af Preussen, da adelen i så fald ville blive fjendtligt stemt over for ham. Hans økon­om­isk­e politik var meget merkantilistisk, og på den front gik han ikke ind for øk­on­om­isk nytænkning.

Europa i krig
Siden Utrechtfreden i 1713 (af­slut­nin­gen på Den spanske Arvefølgekrig) havde der mere eller mindre hersket fred i Europa. Årsagen til den første strid mellem de eu­ro­pæi­sk­e stor­mag­ter kom allerede i 1733, da tronen i valgkongedømmet Polen blev ledig. I perioden frem til 1772, da Preussen, Rusland og Østrig delte en stor del af Polen mellem sig, var alle de polske konger fremmede magters kandidater.
I be­gyn­del­sen af 1730'erne var der to kandidater til den ledige post. Den ene blev støttet af Rusland og Østrig, mens den anden blev støttet af Frankrig. Frankrig havde brug for Polen for ikke at blive omringet af habs­bur­ger­ne.
Denne konflikt førte til Den polske Arvefølgekrig, der varede fra 1733 til 1735. På den ene side var Frankrig og Spanien (bourbonerne), og på den anden side var Rusland og Østrig. Sidst­nævnt­e løb af med sejren, og den nye polske monark blev an­er­kendt af Frankrig. Den næste store krig stod mellem Spanien og Stor­bri­tan­ni­en. Briterne havde siden freden i 1713 siddet på sla­ve­han­de­len til de spanske kolonier, og spa­ni­er­ne ville gerne selv stå for handelen. Mindre stri­dig­he­der førte til den spansk-britiske krig, der blev vundet af Stor­bri­tan­ni­en (1739-1740).

Den østrigske arvefølgekrig
Året 1740 var et meget af­gør­end­e år i Europa, da Frederik 2. blev konge i Preussen, og Maria Theresia kom på tronen i Østrig-Ungarn. Frederik 2. med tilnavnet "den Store" brugte si­tu­a­ti­o­nen til at indlede et angreb på Østrig. Dette ud­nyt­te­de fransk­mænde­ne straks til også at angribe Østrig, og Frankrig indgik en alliance med Preussen.
Den preussisk-franske alliance fik straks Stor­bri­tan­ni­en til at stille sig på østrigernes side. Denne konflikt førte til Den østrigske Arvefølgekrig, der varede fra 1740 til 1748. Freden mellem stor­mag­terne blev sluttet i 1748 i Aachen. Der var egentlig ikke tale om en fred, men snarere om en våbenstilstand. Det blev dog be­slut­tet, at Preussen annekterede et stort område af Østrig (Schlesien), og freden mar­ke­red­e også Preussens status som euro­pæi­sk stormagt.
Maria Theresia af Østrig begyndte straks for­be­re­del­sen af en ny krig mod Preussen. Det lykkedes østrigerne at indgå en alliance med Frankrig, hvilket var bemærkelsesværdigt, eftersom bourbonerne og habs­bur­ger­ne i årh­undr­ed­er havde bekæmpet hinanden. At de to kunne indgå i en alliance skyldtes Preussens nye status som stormagt, og at dette havde forrykket den eu­ro­pæi­sk­e magt­ba­lan­ce.

Syv­årsk­rig­en
Fransk­mænde­ne havde indset, at man ved at bekrige Østrig skabte en stormagt i Preussen. Sam­ti­digt begyndte si­tu­a­ti­o­nen mellem briterne og fransk­mænde­ne at blive tilspidset i Nord­ame­rika. Dette fik Stor­bri­tan­ni­en til at indgå et forbund med Rusland, hvilket fik isoleret Frederik 2. den Stores Preussen, som derfor indgik en alliance med Stor­bri­tan­ni­en. Dette fik Østrig-Frankrig alliancen til at indgå en forsvarsalliance i 1756.
Rusland tilsluttede sig kort efter dette forsvarsforbund. Dette satte Preussen i en meget dårlig si­tu­a­tion, da der i mel­lem­ti­den var udbrudt krig mellem Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en i Nord­ame­rika.
I Europa førte dette til den såkaldte Syv­årsk­rig med Preussen som en af hovedaktørerne. Preussens mod­stan­de­re var Rusland, Østrig og Frankrig. Stor­bri­tan­ni­ens og Frank­rigs del­tag­el­se i Syv­årsk­rig­en handlede dog om noget helt andet, nemlig om ko­lo­ni­er­ne i Nord­ame­rika og i Indien.
Det lykkedes Stor­bri­tan­ni­en at besejre Frankrig, hvor­ef­ter fransk­mænde­ne måtte opgive næsten alle de franske be­sid­del­ser i Nord­ame­rika og Indien. I Europa gik Rusland til sidst over på Preussens side, hvilket fik de øvrige deltagere til at trække sig ud af krigen. I 1763 indgik de en fred, der medførte, at intet blev ændret.

Si­tu­a­ti­o­nen i Øst­ers­øom­rå­det­
Efter freden i 1720 var Sverige ikke længere en stormagt, og det fik stor be­tyd­ning for for­hold­et mellem de nordiske lande. Danmark-Norge og Sverige indgik et neutralitetsforbund, og det eneste problem for Danmarks ved­kom­men­de var Holsten, hvor man forsøgte at sikre sin position.
Sven­sker­ne oplevede y­der­li­ge­re pro­ble­mer med russerne, der fort­satte deres fremmarch i Øst­ers­øom­rå­det­, hvilket i be­gyn­del­sen af 1740'erne førte til krig mellem Sverige og Rusland. Den preussiske Syv­årsk­rig om­fat­te­de det meste af Europa, og det fik Danmark og Sverige til at indgå et skan­di­na­visk neutralitetsforbund for at beskytte handelen. Den danske kong Frederik 5. var meget in­te­res­se­ret i en dansk neutralitetspolitik, men den blev ofte vanskeliggjort af ydre om­stænd­igh­ed­er. Al­li­ge­vel formåede Danmark i denne periode at holde sig ude af de for­skel­li­ge eu­ro­pæi­sk­e stri­dig­he­der og krige.

Den russiske stormagt
Rusland var blevet en betydelig stormagt under Peter den Store. Under hans ef­ter­følg­er­e, der må betegnes som svage regenter, øgede russerne al­li­ge­vel deres ind­fly­del­se i de om­kring­lig­gen­de lande. Først og fremmest i Polen og i syd overfor Os­man­ner­ri­get.
Det var først, da Peter den Stores datter, Elisabeth (1741-1762), overtog tronen, at Rusland blev stabilt. Herefter deltog russerne i flere eu­ro­pæi­sk­e krige, blandt andet i Den østrigske Arvefølgekrig og ef­ter­følg­end­e i Den preussiske Syv­årsk­rig. Her deltog Rusland på Østrigs side.
Krigens gang blev dog ændret, da Elisabeth døde, og Peter 3. satte sig på den russiske trone. Peter 3. beundrede nemlig den preussiske konge, Frederik 2. den Store, og kaldte de russiske tropper hjem. De skulle i stedet anvendes mod Danmark-Norge, da Peter selv var holstener. Det blev dog aldrig til en krig mellem Danmark og Rusland, da zaren blev fjernet af sin dronning, Katarina 2., senere kendt som "den Store".
Katarina den Store var meget optaget af de franske op­lys­nings­fi­lo­sof­fer og brevvekslede med flere af dem. Hun videreførte grund­lægg­end­e Peter den Stores politik, og hendes u­den­rigs­po­li­tik fo­ku­se­red­e på Polen og Os­man­ner­ri­get.
Selv om Frankrig måtte trække sig som taber i Den polske Arvefølgekrig, havde det ikke glemt Polen, der ikke længere var et selv­stænd­igt land. Polen var blevet genstand for de eu­ro­pæi­sk­e stor­mag­ters spil.
Efter Syv­årsk­rig­en blev Polen igen brændpunkt for euro­pæi­sk magtpolitik. Kong August 3., som var blevet indsat af Rusland og Østrig, døde. Dette fik igen Frankrig-Østrig til at stille med deres kandidat til den polske trone, mens Rusland og Preussen stillede med deres. Igen lykkedes det ikke Frankrig at få sin kandidat sat på tronen.
I stedet blev det den russiske kandidat, der blev polsk konge som Stanislav. 2. Den polske adel forsøgte i­mid­ler­tid at få hjælp hos os­man­ner­ne, men forgæves. Under den ef­ter­følg­end­e russisk-tyrkiske krig trak det igen op til krig mellem de eu­ro­pæi­sk­e stor­mag­ter. Krigen blev dog afløst af et kom­pro­mis, hvor Østrig, Preussen og Rusland tog hver sin del af Polen. Denne deling fandt sted i 1772 og kaldes Polens 1. deling.

Kolonistriden i Indien
I Indien havde si­tu­a­ti­o­nen ændret sig markant i løbet af første halvdel af 1700-tallet. Mogulrigets kraftige tilbagegang og de kon­stan­te stri­dig­he­der mellem hinduer og muslimer lettede den eu­ro­pæi­sk­e til­ste­de­vær­els­e.
Allerede i 1600 blev Det engelske (fra 1707 britiske) ost­in­di­ske kompagni dannet, og først tres år senere blev det franske ost­in­di­ske kompagni dannet. I be­gyn­del­sen kon­kur­re­re­de de to handelskom­pag­ni­er om handelen, men det ud­vik­le­de sig til en regulær krig. Begge kom­pag­ni­er blev på grund af de ustabile til­stan­de i Indien nødt til selv at opbygge en militærmagt til beskyttelse af deres in­te­res­ser. Især fransk­mænde­ne er­hver­ve­de indiske soldater (de såkaldte sepoyer).
Da si­tu­a­ti­o­nen mellem Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en forværredes i 1740'erne, ud­vik­le­de rivaliseringen mellem de to handelskom­pag­ni­er sig til en regulær krig. I Indien havde briterne magten til søs og til lands og overtog Bengalen, da mogulerne ikke kunne op­ret­hol­de deres her­re­dømm­e i området. Freden i Europa gjorde dog ikke en ende på kon­flik­ten mellem de to kom­pag­ni­er i Indien.
Krigshandlingerne eskalerede, da der i 1754 igen udbrød krig mellem Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en i Nord­ame­rika, Vest­in­di­en og Vest­a­fri­ka. Tre år efter blev briternes overher­re­dømm­e i Indien sikret, og de satte en stopper for den franske ek­span­si­on.

Eng­lænd­er­e og fransk­mænd i Nord­ame­rika
I Nord­ame­rika fik Syv­årsk­rig­en stor be­tyd­ning for briternes, fransk­mænde­nes og spa­ni­er­nes til­ste­de­vær­els­e. Det spanske kolonirige om­fat­te­de hele kyststrækningen ved Den me­xi­can­ske Golf og Florida og fun­ge­re­de som en barriere mod y­der­li­ge­re britiske udvidelser.
Under Syv­årsk­rig­en var det franske her­re­dømm­e i Amerika blevet indskrænket til det østlige Canada og De store Søer (Great Lakes), mens det store, men ukoloniserede, spanske område strakte sig fra Panama og frem til den canadiske grænse vest for floden Mississippi.
Den britiske sejr i Syv­årsk­rig­en var et stort nederlag for både Frankrig og Spanien. Begge lande måtte opgive store områder i Nord­ame­rika. Freden i Paris i 1763 gjorde en ende på en lang­va­rig strid mellem Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en i de nord­ame­rikanske kolonier.
Frankrig afstod Canada og Louisiana øst for Mississippi, som Stor­bri­tan­ni­en overtog. Spanien måtte samtidig give afkald på Florida, der også blev over­taget af briterne. Som kompensation fik Spanien Louisiana vest for Mississippi af Frankrig. I Vest­in­di­en beholdt Frankrig nogle af øerne (Martinique og Guadeloupe), mens Cuba blev overladt til Spanien.

Ko­lo­ni­ster­nes u­til­freds­hed vokser
Det fik i­mid­ler­tid stor be­tyd­ning for si­tu­a­ti­o­nen i de nord­ame­rikanske kolonier. Ko­lo­ni­ster­ne stod ikke længere overfor en fransk trussel, men var sam­ti­digt blevet af­hæng­ig­e af den britiske hær til at forsvare ko­lo­ni­er­ne.
For at op­ret­hol­de for­sva­ret indførte briterne en lang række skatter, hvilket førte til optøjer flere steder i Nord­ame­rika. Mod­stan­den var dog så stor, at enkelte af lovene blev ophævet, men generelt havde ko­lo­ni­ster­ne intet at skulle have sagt. Det var Stor­bri­tan­ni­en, der satte dagsordenen i ko­lo­ni­er­ne.
I 1767 indførtes en beskatning på glas, bly, papir og te. Det var denne beskatning, der førte til de store uro­lig­heder i Boston i 1770, og som endte med Massakren i Boston, hvor fem kolonister blev dræbt af britiske tropper.

Op­da­gel­ser på verdenshavene
Flere op­da­gel­ses­rej­sen­de udforskede Stillehavsområdet i 1700-tallet. Tid­li­ge­re havde man opdaget, at Au­stra­li­en ikke var en del af Antarktis, men flere gjorde sig be­stræb­els­er på at finde et fastland mod syd. En af disse var den franske søofficer Bouvet.
Han blev ef­ter­fulgt af to andre fransk­mænd, Bougainville og La Pérouse, der udforskede store dele af Stil­le­ha­vet. Zar Peter den Store sendte dans­ke­ren Vitus Bering på opdagelse i det nordlige Stillehav, og det førte til op­da­gel­sen af strædet, der bærer hans navn (Be­rings­stræd­et mellem Amerika og Asien). Den største blandt tidens store op­da­gel­ses­rej­sen­de var eng­lænd­er­en James Cook. Han foretog tre rejser i Stillehavsområdet. Under den første, som varede fra 1768 til 1771, sejlede han rundt om New Zealand og udforskede desuden Au­stra­li­ens østkyst. James Cook fastslog, at New Zealand og Au­stra­li­en ikke hang sammen.
Den in­ter­na­ti­o­na­le handel domineredes fortsat af den lukrative tre­kants­han­del over At­lan­ter­ha­vet mellem Europa, Afrika og Amerika.


Publikationsår: 2011

ARBEJDSSPØRGSMÅL:

1. Hvad ken­de­teg­ne­de op­lys­nings­tiden?

2. Hvad mente Mon­te­squieu om magtens for­de­ling i sam­fun­det?

3. Beskriv Syv­årsk­rig­en.

4. Hvordan forløb Stor­bri­tan­ni­ens og Frank­rigs konflikt i ko­lo­ni­er­ne?

5. Hvordan forholdt Preussens Frederik 2. sig til op­lys­nings­tiden?

6. Hvad skete der indenfor de ge­o­gra­fis­ke op­da­gel­ser?

7. Hvad var oplyst enevælde?