Nationalstaternes tid
|
(1790-1900)  Tiden fra Den franske Revolution og fremefter markerer en ny epoke i europæisk historie. Det 19. århundrede var på mange områder et "forandringernes århundrede". Der skete mange omvæltninger, der tog deres begyndelse med Den franske Revolution. Herefter fulgte en lang række revolutioner og oprør, hvorfor århundredet også kaldes revolutionernes århundrede. Andre har kaldt det for teknikkens-, industrialiseringens-, borgerskabets-, nationalismens-, imperialismens- og ideologiernes århundrede. De politiske revolutioner førte først og fremmest til den enevældige stats sammenbrud og for det andet til dannelsen af flere stater, blandt andet i Sydamerika. Det demokratiske klassesamfund erstattede det feudale stændersamfund. Der kom en fornyet tro på industrialiseringen, der havde sit udgangspunkt i England. Der skabtes med Storbritannien i spidsen verdensomspændende europæiske koloniimperier. Revolutionerne vækkede en nationalfølelse, der bredte sig til store dele af Europa og verden. Der opstod flere nye politiske ideologier, som for eksempel liberalismen og konservatismen. Industrialiseringen og udnyttelsen af den almindelige arbejder førte til dannelsen af socialismen Revolutionen i Amerika Med udgangspunkt i Den amerikanske Uafhængighedskrig og Den franske Revolution udbrød der revolutioner eller opstande overalt i den vestlige verden. Revolutionerne bredte sig i første omgang til Haiti, Sardinien, Irland, Serbien og Spanien. Som følge af Napoleonskrigene mistede Spanien og Portugal grebet om deres besiddelser i Sydamerika. Frihedskampagner under Simón Bolívar (i nord) og José de San Martín (mod syd) førte til dannelsen af de fleste af vore dages sydamerikanske lande. I Brasilien foregik det mindre voldeligt, da landet erklærede sig uafhængigt under kejser Pedro 1., som var søn af Portugals konge. Selvstændighedskampen førte til dannelsen af Peru, Uruguay, Argentina, Bolivia, Columbia og Den dominikanske Republik. Cuba forblev en spansk koloni indtil slutningen af 1800-tallet, da Den spansk-amerikanske Krig førte til øens selvstændighed. USA nød godt af det spanske koloniriges sammenbrud. Den amerikanske præsident Monroe erklærede i den såkaldte Monroedoktrin fra 1823, at de europæiske lande ikke skulle blande sig eller kolonisere Sydamerika. Selvstændighedskrigene var frihedskrige, og der var ikke i egentlig forstand tale om sociale revolutioner som i Frankrig. Samfundsstrukturen i de forskellige republikker forblev uforandret. Portugisernes og spaniernes repræsentanter blev erstattet af andre personer med europæisk afstamning. De forblev de privilegerede, mens bønderne og de fattige stadig blev udnyttet. Militæret var en af de institutioner, der ofte var grunden til, at det blev vanskeligt at oprette en effektiv regering. Frihedstanken i Europa Mange frihedstænkende mennesker (de liberale) havde ved Napoleonskrigenes afslutning håbet på indførelsen af mere demokratiske forhold. Men det satte Wienerkongressen i 1815 en stopper for, da den genindførte monarkiet overalt i Europa. Nye monarkier blev opfundet, som for eksempel den græske, der opnåede uafhængighed fra Osmannerriget (1821-1829). Belgien blev også gjort til et kongerige efter opgøret med det nederlandske overherredømme i 1833. I en tidsalder med store omvæltninger toppede uroen i Europa i 1848, der blev et af revolutionernes store år. De fleste europæiske lande blev ramt, især Frankrig, Italien, flere centraleuropæiske lande og såmænd også Danmark. En af årsagerne var den industrielle revolution, der havde ændret samfundet. Industrien havde skabt en arbejderklasse (byproletariat) samt en voksende middelklasse, der ønskede mere magt. Den enevældige regeringsform, som stadig var gældende i det meste af Europa, var med til at forværre situationen. Flere og flere liberale ønskede enevælden fjernet, og der herskede desuden hungersnød på grund af dårlig kornhøst, hvilket også faldt sammen med kartoffelsygen (1845,1846 og 1847). Sulten drev de fattige folk ud på gaderne, hvor de håbede på forandring og mad. Mange håbede på arbejde i byerne, men de levede i ren elendighed og arbejdede til meget lave lønninger. Det faldt sammen med en økonomisk krise i 1848, hvor flere virksomheder blev ramt af konkurser, hvilket førte til mere arbejdsløshed. Dette førte til en række nationale opstande og til indsættelsen af liberale regeringer og indførelsen af frie forfatninger, dog kun for en kort bemærkning. Efter et års tid med blodsudgydelse havde de konservative kræfter igen fået overtaget. Det var kun på Sardinien og i Danmark, at de demokratiske bevægelser førte til frie forfatninger. Den industrielle revolution Den industrielle revolution tog sin begyndelse i England i midten af 1700-tallet. Den engelske industrialisering blev en katalysator for resten af Europa og den vestlige verden. Industrialiseringen var dog stadig begrænset til England indtil midten af 1800-tallet, bortset fra USA. Storbritannien stod stærkest i dette kapløb, da de havde store fordele frem for resten af Europa. Briterne havde først og fremmest store forekomster af kul, jern og andre råstoffer. Hertil kom deres meget fordelagtige position i den atlantiske handel, som de havde domineret siden begyndelsen af 1700-tallet. Industrialiseringen tog først for alvor fart med opfindelsen af dampmaskinen. Den fik afgørende indflydelse på industrien, transporten og handelen. I Storbritannien kom udbygningen af jernbanen (1830-1870) til at få umådelig stor betydning for infrastrukturen, da varetransporten ikke længere var afhængig af floder og kanaler. Der skete enorme fremskridt på transportområdet, og det satte fart i kommunikationen på verdensplan. I midten af 1800-tallet var der regelmæssig dampskibsforbindelse over Atlanterhavet. Opfinderen Morse gjorde det i midten af århundredet også muligt at kommunikere over større afstande med sin opfindelse af telegrafen. På få timer kunne en nyhed nå verden rundt. Britisk-, tysk- og amerikansk industridominans Det var som sagt først fra omkring 1850, at der for alvor kom gang i industrialiseringen i resten af Europa. Storbritannien forblev i lang tid den stærkeste industrimagt, men den tiltagende industrielle vækst i resten af Europa begyndte at vise sig ved vækst indenfor jernbanerne, tekstilindustrien og kul- og jernproduktionen. De største fremskridt fandt sted i Belgien, Frankrig og Tyskland. Mod slutningen af 1800-tallet var Tyskland og USA stadig bagefter Storbritannien, men dette billede ændrede sig i begyndelsen af 1900-tallet. En afgørende faktor for industrialiseringen var befolkningstilvæksten, der i 1800-tallet var enorm. I Storbritannien tredobledes befolkningstallet i perioden fra 1801 til 1851. I europæisk sammenhæng voksede befolkningstallet fra 265 millioner i 1850 til 450 millioner i 1910. Landbefolkningen beholdt sit antal, men mange millioner flyttede til byerne. Hertil kom naturligvis også de 50 millioner, som udvandrede fra Europa og bosatte sig i USA og Canada. Rejserne over Atlanterhavet var blevet så billige, at flere og flere tog turen over havet for at søge efter bedre levevilkår. Mange udvandrere var tyske og irske bønder, der flygtede fra den fejlslagne høst i årene 1845-47. Mod slutningen af århundredet kom de fleste, der forlod Europa og tog til fx USA, fra Syd- og Østeuropa. Der kom også mange kinesiske udvandrere til USA tiltrukket af guldfundene i Californien. Mange fik dog arbejde ved jernbanen, hvor de medvirkede til at bygge jernbanen tværs over det amerikanske kontinent. Konservatisme og liberalisme Det 19. århundrede blev præget af tre politiske ideologier: den konservative, den liberale og den socialistiske. Den konservative ideologi dyrkede den stærke centralmagt og de gamle nedarvede værdier, som at for eksempel kirken, kongemagten, adelen, familien og stænderne burde bevares. En af konservatismens stærkeste fortalere var englænderen Edmund Burke (1729-1797). Konservatismens modsætning var liberalismen, der havde sine rødder i oplysningstidens ideer og Adams Smiths angreb på merkantilismen. Liberalismen fokuserede på den individuelle og personlige frihed (tros-, presse- og ytringsfrihed samt lighed for loven). Der skulle dog ikke være lighed, hvad angik ejendom og rigdom. Staten skulle kun eksistere for at beskytte borgeren og sørge for retssikkerheden. Den måtte ikke blande sig i den almindelige borgers hverdag. Nogle af de største liberale tænkere på dette tidspunkt var Jeremy Bentham (1748-1832) og John Stuart Mill (1806-1873). Mange var imidlertid modstandere af det liberale samfund. De ønskede social retfærdighed, hvorfor de blev kendt som socialister. Socialismen og nationalismen Socialisterne fik i tyskeren Karl Marx (1818-1883) en stærk fortaler for socialismen. Til forskel fra mange socialister mente han ikke, at man kunne regne med menneskets sunde fornuft. Med udgangspunkt i et studium af historien nåede han frem til det materialistiske historiesyn. Grundlæggende mente Marx, at den socialistiske omvæltning skulle ske gennem en klassekamp. Arbejderne (proletariatet) skulle organisere sig og gennem revolution overtage magten. Herefter skulle der opstå et klasseløst samfund, hvor alle ville blive ligestillede lønarbejdere. Nationalismen var dog nok tidens vigtigste bevægelse. Den opstod under Den franske Revolution og blev en af de stærkeste politiske kræfter i 1800-tallet. Udgangspunktet var patriotismen (eller fædrelandsfølelsen), og målet for nationalisterne var en nationalstat, der var afgrænset af territorier, nationalitet, sprog, religion, kultur, moral og traditioner. Dette udviklede sig i den mest rabiate form efter 1. Verdenskrig i Tyskland og Italien, hvor nationalismen blev til henholdsvis nazisme og fascisme. Kolonialisme Den europæiske kolonialisme havde lidt et alvorligt knæk omkring 1800. Det begyndte i 1783, da de amerikanske kolonier rev sig løs fra Storbritannien, og fortsatte dernæst i 1820'erne, da de spanske og portugisiske kolonier i Sydamerika gjorde sig selvstændige. Dette skete naturligvis ikke med kolonimagternes gode vilje. Europas største kolonimagt var fortsat Storbritannien, der benyttede sit teknologiske overtag til at udvide sine interesser overalt i verden. I Asien udbyggede briterne deres herredømme over Indien gennem hele århundredet. Her havde handelsinteresser og diverse alliancer udviklet sig til et stærkt kolonistyre. I 1857 gjorde sepoyerne (indiske soldater i det britiske handelskompagnis tjeneste) oprør mod det britiske handelskompagni, som kontrollerede Indien. Da oprøret blev slået ned i 1858, overtog den britiske regering fuldstændig kontrollen med Indien. Dermed ændrede koloniseringen sig til et statsforetagende, og kolonialismen fik i stedet karakter af det, man med et andet ord kalder "imperialisme". Briterne nærede også en stor interesse for Kina. Den kinesiske Qing-kejser forsøgte at holde europæerne ude af Kina, men forgæves. Dette førte til flere krige, blandt andet Opiumskrigen (1839-1842), hvor briterne skaffede sig herredømmet over Hong Kong og samtidig skaffede sig adgang til en række såkaldte "traktathavne". Det kinesiske kejserrige vedblev at være et selvstændigt rige, men stormagterne aftvang riget så mange rettigheder, at Kina faktisk havde status af koloni. Udlændingene nød rettighederne og privilegier, hvilket svækkede kejserens autoritet, og det banede vej for Taipingoprøret (1850-64), der krævede flere millioner dødsofre. Kineserne måtte endda give Frankrig og Storbritannien et område i Beijing (Peking) til deres diplomater. Imperialismen Frankrig og Storbritannien førte an i imperialismen og annekteringen af nye kolonier. Der foregik et kapløb i Asien og et i Afrika, der først for alvor tog fart efter 1870. I Asien skaffede briterne sig adgang til Singapore i 1819. Dette område udviklede sig hurtigt til det førende handelscentrum i Sydøstasien. For at komme Frankrig i forkøbet og sikre sin position i Indien gjorde Storbritannien kort efter krav på Australien og derefter New Zealand. For at sikre østgrænsen til Indien erobrede briterne land i fx Burma (nuværende Myanmar). Frankrig gjorde sig også bemærket med en erobring af Vietnam, Cambodja og Laos, der efterfølgende blev kaldt Indokina (1884-1885). I international sammenhæng blev USA i det 19. århundrede en militær stormagt. Det startede med Monroedoktrinen i 1823, hvor amerikanerne forbød de europæiske stater at drive kolonipolitik i Amerika. Monroedoktrinen blev rettesnor for amerikansk udenrigspolitik og imperialisme. I midten af århundredet fik amerikanerne adgang til kinesiske- og japanske havne, men Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865) satte i et par årtier en midlertidig stopper for deres fremmarch på verdensscenen. Herefter gjorde de sig til Stillehavets stormagt. Amerikanerne startede med at købe Alaska fra russerne, begyndte en udbygning af flåden og indlemmede i 1898 Hawaii. Samme år udkæmpede de Den spansk-amerikanske Krig, der tvang spanierne til at afgive Cuba, Puerto Rico, Filippinerne og Guam. Af ikke-vestlige stater gjorde Japan sig særligt bemærket. Japan havde længe været lukket for europæerne, men det lykkedes amerikanerne at få åbnet to havne, og det fik stor betydning for Japan. Japan udviklede sig isoleret fra de andre asiatiske lande og blev hurtigt en industriel stormagt. Der var dog mangel på råstoffer, hvorfor de begyndte en militær ekspansion i Kina. Her stødte de dog på russerne, og dette udviklede sig til en militær konfrontation i begyndelsen af det 20. århundrede. Kapløbet om Afrika og slavehandel Kampen om Afrika startede med den franske erobring af Algeriet i 1830'erne. Tidligere var det kun kristne missionærer, der havde dristet sig langt ind i Afrika. Skotten David Livingstone foretog mange rejser i det sydlige og centrale Afrika i midten af 1800-tallet og var den første europæer, der så Victoria Falls. Dette blev indledningen på en voksende europæisk interesse for Afrika. I de efterfølgende årtier toppede den europæiske rivalisering. Frankrig trængte ind i Senegal, mens briterne erobrede Nigeria og besatte Ægypten. Den britiske interesse for Ægypten skyldtes Suezkanalen, som var blevet bygget i årene 1859-1869. Storbritannien forsøgte herefter at gøre krav på hele Østafrika, men blev forhindret af den nye stat Tyskland, hvorfor briterne begrænsede sig til Kenya og Uganda. Tyskerne gjorde desuden krav på Togoland, Cameroun og Sydvestafrika. Samtidig forsøgte portugiserne at genoplive deres tidligere storhedstid ved at kolonisere Angola og Mozambique. Kong Leopold 2. af Belgien gjorde også krav på et enormt område af Centralafrika (Congo). Han udnyttede brutalt den indfødte befolkning, og i løbet af 15 år var halvdelen af befolkningen døde, enten af hårdt arbejde eller sult. I begyndelsen af det 20. århundrede tog den belgiske regering kolonien fra ham. Egentlig blev slavehandelen afskaffet tidligt i 1800-tallet, men der fandtes inden afskaffelsen af slaveriet i 1865 stadig en livlig eksport til sydstaterne i USA. Portugiserne ophørte først med slavehandelen i 1880'erne. I Brasilien var afskaffelsen af slaveriet en af hovedårsagerne til den brasilianske kejsers fald og republikkens indførelse i 1889. Europæiske krige Resultatet af afslutningen på Napoleonskrigene blev en tid præget af fred. Wienerkongressen i 1815 sikrede et strammere greb om statsmagten over det meste af Europa, hvor der blandt stormagterne var et ønske om at opretholde status quo (dvs. ingen forandringer). Der var dog en tydelig forskel på stormagternes politik. Preussen, Østrig og Rusland ønskede ingen forandringer, men dette var ikke tilfældet hos Storbritannien og Frankrig. Hertil kom spørgsmålet om Osmannerriget og Balkan. I Nordeuropa og Danmark var der også problemer. I kølvandet på den omfattende revolution i året 1848 kom Treårskrigen i 1848-1851. Slesvig og Holsten ønskede selvstændighed og en fri forfatning. Det endte dog med, at slesvig-holstenerne blev besejret af Danmark i Treårskrigen, og ved traktaten i London i maj 1852 blev det danske herredømme over hertugdømmerne sikret. Der udkæmpedes en række europæiske krige, der sluttede i 1871. Krimkrigen 1853-56, hvor Osmannerriget, Storbritannien og Frankrig kæmpede mod Rusland, endte med russisk nederlag. Freden fik stor betydning for Balkan, hvor Rumænien og Serbien opnåede større uafhængighed. Selv om russerne tabte, havde de stadig ambitioner på Balkan og i Lilleasien (Tyrkiet). Dannelsen af Tyskland og optakten til en krig Efter 1861 blev Bismarck en nøglefigur i europæisk stormagtspolitik. Han forsøgte at gennemtvinge en forening af Tyskland. For at opnå dette mål indgik han en alliance med Østrig imod Danmark. Resultatet blev en kortvarig krig i 1864. Danmark mistede de tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og Lauenborg). Ingen stormagter greb ind i krigen, og det gjorde de heller ikke i den preussiske krig mod Østrig i 1866. Preusserne ønskede ikke, at Østrig skulle blande sig i tyske forhold. Herefter var forholdet mellem Preussen og Frankrig meget anspændt. Det endte med en krig, hvor Frankrig blev endeligt besejret af Bismarck, hvilket førte til Tysklands forening i 1871. Preussens konge blev derved tysk kejser. Samme år fandt Italiens samling sted. Herefter blev der indgået alliancer på kryds og tværs. På Balkan opstod der en nationalistisk bevægelse, der kæmpede for uafhængighed af Osmannerriget. Dette involverede uundgåeligt Østrig-Ungarn (blev dannet i 1867) og Rusland. Begge kæmpede for at indtage pladsen efter Osmannerriget. Østrig-ungarerne blev støttet af både Tyskland og Storbritannien. Opstande på Balkan i 1870'erne endte med en russisk krig mod tyrkerne. Rusland sørgede efterfølgende for at få territorielle udvidelser til Serbien og Montenegro samt uafhængighed for Rumænien og Bulgarien. Østrig fik lov til at besætte Bosnien-Herzegovina. Dermed var der lagt brænde på bålet til den næste storkrig i Europa, 1. Verdenskrig. Publikationsår: 2011 ARBEJDSSPØRGSMÅL 1. Hvad kendetegnede i store træk det 19. århundrede? 2. Hvad fik kolonierne i Sydamerika (Latinamerika) til at begynde en selvstændighedsbevægelse? 3. Hvordan var situationen i Europa efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815? 4. I udviklingen af Europa og verden spillede industrialiseringen en vigtig rolle, men hvordan udviklede industrialiseringen sig i verden? Var der eventuelt steder, hvor industrialiseringen ikke vandt indpas? Diskutér hvorfor dette eventuelt ikke var tilfældet. 5. I forbindelse med de mange samfundsomvæltninger dukkede der en række politiske ideologier op. Nævn dem, og beskriv hvordan de adskilte sig fra hinanden. 6. Europa havde siden 1500-tallet handlet med resten af verden, men hvordan forandrede koloniseringen sig i forhold til tidligere, og hvordan udviklede kolonialismen/imperialismen sig i 1800-tallet? 7. Hvordan var situationen i Europa efter revolutionsåret 1848? |
Af: Jan Brix
 Napoleon Bonaparte En lille korsikaner ved navn Napoleon Bonaparte blev Frankrigs kejser. Han førte Frankrig fra den ene sejr til den anden, men til sidst blev han besejret af en europæisk koalitionshær. Herefter blev der skabt det såkaldte Wienersystem, der skulle sikre freden i Europa.
 Sydamerikansk frihed I årene mellem 1810 og 1822 erklærede hele Sydamerika bortset fra Guyana sig uafhængigt. Det tog dog en del år før landene og grænserne blev dannet. En af lederen var Simón Bolivar, der blev udråbt til præsident for republikken Colombia (Venezuela, Colombia og Ecuador). Øvre Peru blev opkaldt efter Bolivar og blev kaldt Bolivia.  Pedro 1. af Brasilien Det portugisiske kolonirige Brasilien blev et uafhængigt kejserrige i 1822, da den portugisiske konges søn tog magten i landet. Det var en fredelig overgang. Uruguay blev selvstændigt i 1822, efter at både Argentina og Brasilien havde gjort krav på landet. Cuba fortsatte helt frem til slutningen af 1800-tallet med at være spansk, da den opnåede selvstændighed efter Den spansk-amerikanske Krig.  Wienerkongressen Allerede inden Napoleon havde lidt sit første nederlag i 1814 havde den østrigske diplomat fyrst Metternich indkaldt til en international kongres i Wien. Der kom delegerede fra hele Europa, heriblandt Danmark. Kongressen blev fra begyndelsen domineret af de fire stormagter Østrig, Rusland, Preussen og Storbritannien. Efter Napoleons nederlag lykkedes det også Frankrig at opnå stormagtsstatus.  Revolutionsåret 1848 I 1840'erne blev Europa ramt af den ene krise efter den anden. Arbejdsløsheden var høj og folk sultede. Hertil kom forskellige epidemier, hvilket medførte panik. De første oprør brød ud i Italien, men det var først da "borgerkongen" Ludvig-Filip af Frankrig abdicerede. Herfra bredte oprøret sig til flere europæiske lande. I Belgien og Storbritannien gav man politiske indrømmelser og i Danmark endte det med enevældens fald.  Kommunikation Samuel Morse opfandt i 1830'erne telegrafen, og i juli 1866 udlagde dampskibet Great Easterndet første transatlantiske telegrafkabel. Et årti senere opfandt Alexander Graham Bell telefonen, og i 1897 kom italieneren Marconi med den trådløse telegraf.  Transport Dampkraftens anvendelse til transport var stigende gennem 1800-tallet. Man begyndte dog at eksperimentere indenfor andre områder, hvilket i 1867 førte til opfindelsen af dynamoen(Siemens). I 1884 opfandt tyskerne Gottlieb Daimler og Wilhelm Mayback benzinmoteren, og i 1892 solgte de deres første automobil. Rudolf Diesel opfandt i 1897 diesel-motoren.  Våbenteknologi Det gik også ritig stærkt indenfor krigsteknologien. Tilbage i 1835 opfandt Samuel Colt revolveren, der blev vidt udbredt i USA. I 1867 opfandt den svenske opfinder og industrialist Alfred Nobel dynamitten. Det våben der senere fik størst betydning for krigen var maskingeværet, der blev opfundet af den amerikansk-fødte britiske opfinder, Hiram Maxim.  Konservatisme Konservatismen (lat: conservare= opretholde) vil bevare det eksisterende samfund, og opstod som modbevægelse til den franske revolution. Stat, samfund, ret og kultur skal ikke forandres af ideer og nye tanker. Man vil bevare de traditionelle værdier, såsom monarki, kirke og familie. En stærk centralmagt.  Socialismen Industrialiseringen førte til dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse. Den slog dog først for alvor igennem i 1860'erne og 1870'erne. Socialisterne havde dog ikke en samlet organisation og var splittet mellem revolutionære, reformister og anarkister. Under revolutionen i 1848 udkom Det kommunistiske Manifest, hvor Karl Marx og Friedrich Engels formulerede deres marxistiske ideer, der blev antaget af de mange socialistiske bevægelser.  Sepoy oprøret i Indien Det britisk ostindiske Kompagni havde taget kontrollen med store dele af Indien. De havde rekrutteret indfødte sepoyer, der var en del af hæren. De gjorde dog oprør i 1857, fordi de ikke ville røre patroner, der var indsmurt i en blanding af okse- og svinefedt, der var forbundt for muslimer og hinduer. Oprøret bredte sig til andre dele af Indien. Det lykkedes dog briterne, at genoprette herredømmet, blandt andet med hjælp fra de loyale Gurkha-soldater.  Opiumskrigen De vestlige lande tiltvang sig adgang til det lukkede Kina efter Den 1. Opiumskrig (1839-1842). Briterne knuste kinesernes forsøg på at stoppe den ulovlige opiumshandel gennem Canton (Guangzhou). Canton var inden da den eneste by, hvor vesten kunne handle med Kina. Briterne opnåede ret til Hong Kong og en ret til at handle i en række traktatbyer. Efter den 2. Opiumskrig fik de også adgang til Beijing.  Monroedoktrinen Monroedoktrinen blev introduceret den 2. december 1823. Den fastslog, at de europæiske stormagter ikke skulle blande sig i situationen i Amerika. De skulle ikke kolonisere Amerika, men samtidig ville USA ikke blande sig i eksisterende europæiske kolonier eller europæiske landes indenrigspolitik. Manden bag doktrinen var dog ikke præsident James Monroe, men udenrigsmininister John Quincy Adams, der senere blev USA's 6. præsident.  Slaveriets ophævelse I årene 1861 til 1865 rasede Den amerikanske Borgerkrig mellem slavestaterne i syd og Nordstaterne. Efter en større nordstatssejr ved Antietam gennemførte Abraham Lincoln Emancipationsakten om slaveriets afskaffelse. Dette skete fra den 1. januar 1863 og hermed erklæredes alle slaver i Sydstaterne for frie.  Opdagelsen af Afrika I midten af 1800-tallet blev Afrika gradvist opdaget af europæerne. Blandt disse opdagelsesrejsende var tyskeren Heinrich Barth (Sudan) og skotten David Livingtone, der søgte efter Nilens kilder. Den britisk-amerikanske opdagelses-rejsende Henry M. Stanley var mere interesseret i Afrikas muligheder og gik derfor i tjeneste hos den belgiske konge Leopold 2.  Fristaten Congo Leopold 2. forsøgte i 1860'erne at erhverve sig områder, som han kunne gøre til sin koloni. Han forsøgte at købe en del af Argentina, Filippinerne af spanierne og Mozambique af portugiserne, men uden held. I 1876 rettede han sin opmærksomehed mod Afrika, og med hjælp fra Stanley. Højdepunktet kom i 1885, da de europæiske magter og USA anerkendte Leopold 2.s herredømme over Congo.  Krimkrigen Rusland angreb Osmannerriget, men briterne og franskmændene støtter tyrkerne. I 1854 belejres Sevastopol på Krimhalvøen og året efter falder byen. Rusland taber krigen og nederlaget fører til det endelige sammenbrud af Wienersystemet. Det europæiske statssystem forandres, da det kommer til en østrigs-russisk modsætning på Balkan.  Otto von Bismarck Preussen blev en seriøs stormagt med Bismarck som ministerpræsident. Gennem tre krige mod Danmark, Østrig og Frankrig fik han dannet Det tyske Rige, hvor Vilhelm 1. blev tysk kejser. Han forsøgte gennem en række alliancer, at isolere Frankrig og sikre freden. Dette var Vilhelm 2. dog ikke interesseret i, hvorfor han afsatte ham som rigskansler i 1890 og alliancesystemet i Europa brød sammen. |
