Nationalstaternes tid (1790-1900)


Tiden fra Den franske Re­vo­lu­ti­on og fremefter markerer en ny epoke i euro­pæi­sk historie. Det 19. årh­undr­ed­e var på mange områder et "for­an­drin­gernes årh­undr­ed­e". Der skete mange om­væltn­ing­er, der tog deres be­gyn­del­se med Den franske Re­vo­lu­ti­on. Herefter fulgte en lang række re­vo­lu­ti­oner og oprør, hvorfor årh­undr­ed­et også kaldes re­vo­lu­ti­onernes årh­undr­ed­e. Andre har kaldt det for teknikkens-, industri­ali­se­ringens-, borgerskabets-, na­ti­o­na­lis­mens-, im­pe­ri­a­lis­mens- og ideologiernes årh­undr­ed­e.
De po­li­tis­ke re­vo­lu­ti­oner førte først og fremmest til den e­ne­væld­ig­e stats sam­men­brud og for det andet til dan­nel­sen af flere stater, blandt andet i Syd­a­me­ri­ka. Det de­mo­kra­tis­ke klassesamfund er­stat­te­de det feudale stænd­ers­amf­und. Der kom en fornyet tro på industri­ali­se­ringen, der havde sit ud­gangs­punkt i England.
Der skabtes med Stor­bri­tan­ni­en i spidsen ver­dens­om­spænd­end­e eu­ro­pæi­sk­e koloniimperier. Re­vo­lu­ti­onerne vækkede en nationalfølelse, der bredte sig til store dele af Europa og verden. Der opstod flere nye po­li­tis­ke ideologier, som for eksempel li­be­ra­lis­men og konservatismen. Industri­ali­se­ringen og udnyttelsen af den al­minde­lige arbejder førte til dan­nel­sen af socialismen

Re­vo­lu­ti­onen i Amerika
Med ud­gangs­punkt i Den a­me­ri­kan­ske U­af­hængi­gh­edskrig og Den franske Re­vo­lu­ti­on udbrød der re­vo­lu­ti­oner eller opstande overalt i den vestlige verden. Re­vo­lu­ti­onerne bredte sig i første omgang til Haiti, Sardinien, Irland, Serbien og Spanien.
Som følge af Napoleonskrigene mistede Spanien og Portugal grebet om deres be­sid­del­ser i Syd­a­me­ri­ka. Frihedskampagner under Simón Bolívar (i nord) og José de San Martín (mod syd) førte til dan­nel­sen af de fleste af vore dages syd­a­me­ri­kanske lande.
I Bra­si­li­en foregik det mindre voldeligt, da landet er­klær­ede­ sig u­af­hæng­igt under kejser Pedro 1., som var søn af Portugals konge. Selv­stænd­igh­edskampen førte til dan­nel­sen af Peru, Uruguay, Argentina, Bolivia, Columbia og Den dominikanske Republik. Cuba forblev en spansk koloni indtil slut­nin­gen af 1800-tallet, da Den spansk-a­me­ri­kan­ske Krig førte til øens selv­stænd­igh­ed.
USA nød godt af det spanske koloniriges sam­men­brud. Den a­me­ri­kan­ske præs­id­ent Monroe er­klær­ede­ i den såkaldte Monroedoktrin fra 1823, at de eu­ro­pæi­sk­e lande ikke skulle blande sig eller kolonisere Syd­a­me­ri­ka. Selv­stænd­igh­edskrigene var frihedskrige, og der var ikke i egentlig forstand tale om sociale re­vo­lu­ti­oner som i Frankrig.
Samfundsstrukturen i de for­skel­li­ge re­pu­blik­ker forblev uforandret. Por­tu­gi­ser­nes og spa­ni­er­nes re­præs­ent­ant­er blev er­stat­tet af andre personer med euro­pæi­sk afstamning. De forblev de pri­vi­le­ge­re­de, mens bønderne og de fattige stadig blev udnyttet. Mi­li­tær­et var en af de in­sti­tu­tion­er, der ofte var grunden til, at det blev van­ske­ligt at oprette en effektiv regering.

Frihedstanken i Europa
Mange frihedstænkende men­nes­ker (de liberale) havde ved Napoleonskrigenes af­slut­ning håbet på ind­før­els­en af mere de­mo­kra­tis­ke forhold. Men det satte Wienerkongressen i 1815 en stopper for, da den gen­ind­ført­e mo­nar­ki­et overalt i Europa.
Nye monarkier blev opfundet, som for eksempel den græske, der opnåede u­af­hængi­gh­ed fra Os­man­ner­ri­get (1821-1829). Belgien blev også gjort til et kon­ge­ri­ge efter opgøret med det ne­der­land­ske overher­re­dømm­e i 1833.
I en tids­al­der med store om­væltn­ing­er toppede uroen i Europa i 1848, der blev et af re­vo­lu­ti­onernes store år. De fleste eu­ro­pæi­sk­e lande blev ramt, især Frankrig, Italien, flere centraleu­ro­pæi­sk­e lande og såmænd også Danmark. En af årsagerne var den indu­stri­elle re­vo­lu­ti­on, der havde ændret sam­fun­det.
In­du­stri­en havde skabt en arbejderklasse (byproletariat) samt en voksende middelklasse, der ønskede mere magt. Den e­ne­væld­ig­e re­ge­rings­form, som stadig var gældende i det meste af Europa, var med til at forværre si­tu­a­ti­o­nen. Flere og flere liberale ønskede e­ne­væld­en fjernet, og der herskede desuden hun­gers­nød på grund af dårlig kornhøst, hvilket også faldt sammen med kartoffelsygen (1845,1846 og 1847).
Sulten drev de fattige folk ud på gaderne, hvor de håbede på for­an­dring og mad. Mange håbede på arbejde i byerne, men de levede i ren elendighed og ar­bej­de­de til meget lave lønninger. Det faldt sammen med en øk­on­om­isk krise i 1848, hvor flere virk­som­heder blev ramt af konkurser, hvilket førte til mere arbejdsløshed.
Dette førte til en række na­ti­o­na­le opstande og til indsættelsen af liberale re­ge­rin­ger og ind­før­els­en af frie for­fat­ninger, dog kun for en kort bemærkning. Efter et års tid med blodsudgydelse havde de konservative kræfter igen fået over­taget. Det var kun på Sardinien og i Danmark, at de de­mo­kra­tis­ke be­væg­els­er førte til frie for­fat­ninger.

Den indu­stri­elle re­vo­lu­ti­on
Den indu­stri­elle re­vo­lu­ti­on tog sin be­gyn­del­se i England i midten af 1700-tallet. Den engelske in­du­stri­a­li­se­ring blev en katalysator for resten af Europa og den vestlige verden.
Industri­ali­se­ringen var dog stadig be­græns­et til England indtil midten af 1800-tallet, bortset fra USA. Stor­bri­tan­ni­en stod stærkest i dette kapløb, da de havde store fordele frem for resten af Europa.
Briterne havde først og fremmest store forekomster af kul, jern og andre rås­toff­er. Hertil kom deres meget fordelagtige position i den at­lan­tis­ke handel, som de havde do­mi­ne­ret siden be­gyn­del­sen af 1700-tallet.
Industri­ali­se­ringen tog først for alvor fart med op­find­elsen af dampmaskinen. Den fik af­gør­end­e ind­fly­del­se på in­du­stri­en, trans­por­ten og handelen. I Stor­bri­tan­ni­en kom udbygningen af jernbanen (1830-1870) til at få umådelig stor be­tyd­ning for infrastrukturen, da varetrans­por­ten ikke længere var afhængig af floder og kanaler. Der skete enorme frem­skridt på transportområdet, og det satte fart i kommunikationen på verdensplan.
I midten af 1800-tallet var der regelmæssig dampskibsfor­bin­del­se over At­lan­ter­ha­vet. Opfind­eren Morse gjorde det i midten af årh­undr­ed­et også muligt at kommunikere over større afstande med sin op­find­else af telegrafen. På få timer kunne en nyhed nå verden rundt.

Britisk-, tysk- og a­me­ri­kansk industridominans
Det var som sagt først fra omkring 1850, at der for alvor kom gang i industri­ali­se­ringen i resten af Europa. Stor­bri­tan­ni­en forblev i lang tid den stærk­este industrimagt, men den tiltagende indu­stri­elle vækst i resten af Europa begyndte at vise sig ved vækst indenfor jernbanerne, tekstilin­du­stri­en og kul- og jernproduktionen.
De største frem­skridt fandt sted i Belgien, Frankrig og Tyskland. Mod slut­nin­gen af 1800-tallet var Tyskland og USA stadig bagefter Stor­bri­tan­ni­en, men dette billede ændrede sig i be­gyn­del­sen af 1900-tallet. En af­gør­end­e faktor for industri­ali­se­ringen var be­folk­ningstilvæksten, der i 1800-tallet var enorm.
I Stor­bri­tan­ni­en tredobledes be­folk­ningstallet i perioden fra 1801 til 1851. I euro­pæi­sk sam­men­hæng voksede be­folk­ningstallet fra 265 mil­li­o­ner i 1850 til 450 mil­li­o­ner i 1910. Landbe­folk­nin­gen beholdt sit antal, men mange mil­li­o­ner flyttede til byerne. Hertil kom na­tur­lig­vis også de 50 mil­li­o­ner, som udvandrede fra Europa og bosatte sig i USA og Canada. Rejserne over At­lan­ter­ha­vet var blevet så billige, at flere og flere tog turen over havet for at søge efter bedre levevilkår. Mange ud­vand­re­re var tyske og irske bønder, der flygtede fra den fejlslagne høst i årene 1845-47.
Mod slut­nin­gen af årh­undr­ed­et kom de fleste, der forlod Europa og tog til fx USA, fra Syd- og Øste­ur­op­a. Der kom også mange ki­ne­si­ske ud­vand­re­re til USA til­truk­ket af guldfundene i Californien. Mange fik dog arbejde ved jernbanen, hvor de medvirkede til at bygge jernbanen tværs over det a­me­ri­kan­ske kontinent.

Konservatisme og liberalisme
Det 19. årh­undr­ed­e blev præget af tre po­li­tis­ke ideologier: den konservative, den liberale og den so­ci­a­lis­tis­ke. Den konservative ideologi dyrkede den stærke centralmagt og de gamle nedarvede værdier, som at for eksempel kirken, kon­ge­mag­ten, adelen, familien og stænde­rne burde bevares.
En af konservatismens stærk­este fortalere var eng­lænd­er­en Edmund Burke (1729-1797). Konservatismens mod­sætn­ing var li­be­ra­lis­men, der havde sine rødder i oplys­nings­ti­dens ideer og Adams Smiths angreb på mer­kan­ti­lis­men.
Li­be­ra­lis­men fo­ku­se­red­e på den individuelle og personlige frihed (tros-, presse- og ytringsfrihed samt lighed for loven). Der skulle dog ikke være lighed, hvad angik ejendom og rigdom. Staten skulle kun ek­si­ste­re for at beskytte borgeren og sørge for retssikkerheden. Den måtte ikke blande sig i den al­minde­lige borgers hverdag.
Nogle af de største liberale tænkere på dette tids­punkt var Jeremy Bentham (1748-1832) og John Stuart Mill (1806-1873). Mange var i­mid­ler­tid mod­stan­de­re af det liberale samfund. De ønskede social ret­færd­igh­ed, hvorfor de blev kendt som socialister.

Socialismen og na­ti­o­na­lis­men
Socialisterne fik i tyskeren Karl Marx (1818-1883) en stærk fortaler for socialismen. Til forskel fra mange socialister mente han ikke, at man kunne regne med menneskets sunde fornuft. Med ud­gangs­punkt i et studium af hi­sto­ri­en nåede han frem til det materialistiske historiesyn.
Grund­lægg­end­e mente Marx, at den so­ci­a­lis­tis­ke om­væltn­ing skulle ske gennem en klassekamp. Arbejderne (proletariatet) skulle organisere sig og gennem re­vo­lu­ti­on overtage magten. Herefter skulle der opstå et klasseløst samfund, hvor alle ville blive ligestillede lønarbejdere.
Na­ti­o­na­lis­men var dog nok tidens vig­tigs­te be­væg­els­e. Den opstod under Den franske Re­vo­lu­ti­on og blev en af de stærk­este po­li­tis­ke kræfter i 1800-tallet. Ud­gangs­punktet var patriotismen (eller fædrelandsfølelsen), og målet for nationalisterne var en nationalstat, der var afgrænset af territorier, nationalitet, sprog, religion, kultur, moral og traditioner. Dette ud­vik­le­de sig i den mest rabiate form efter 1. Ver­dens­krig i Tyskland og Italien, hvor na­ti­o­na­lis­men blev til hen­holds­vis nazisme og fascisme.

Ko­lo­ni­a­lis­me
Den eu­ro­pæi­sk­e ko­lo­ni­a­lis­me havde lidt et al­vor­ligt knæk omkring 1800. Det begyndte i 1783, da de a­me­ri­kan­ske kolonier rev sig løs fra Stor­bri­tan­ni­en, og fort­satte dernæst i 1820'erne, da de spanske og por­tu­gi­si­ske kolonier i Syd­a­me­ri­ka gjorde sig selv­stænd­ig­e. Dette skete na­tur­lig­vis ikke med kolo­ni­magternes gode vilje.
Europas største kolo­ni­magt var fortsat Stor­bri­tan­ni­en, der be­nyt­te­de sit tek­no­lo­gis­ke overtag til at udvide sine in­te­res­ser overalt i verden. I Asien udbyggede briterne deres her­re­dømm­e over Indien gennem hele årh­undr­ed­et. Her havde handelsin­te­res­ser og diverse al­li­an­cer udviklet sig til et stærkt kolonistyre.
I 1857 gjorde sepoyerne (indiske soldater i det britiske handelskompagnis tjeneste) oprør mod det britiske handelskompagni, som kon­trol­le­re­de Indien. Da oprøret blev slået ned i 1858, overtog den britiske regering fuld­stænd­ig kon­trol­len med Indien. Dermed ændrede ko­lo­ni­se­rin­gen sig til et statsforetagende, og ko­lo­ni­a­lis­men fik i stedet karakter af det, man med et andet ord kalder "im­pe­ri­a­lis­me".
Briterne nærede også en stor in­te­res­se for Kina. Den ki­ne­si­ske Qing-kejser forsøgte at holde eu­ro­pæe­rn­e ude af Kina, men forgæves. Dette førte til flere krige, blandt andet Opiumskrigen (1839-1842), hvor briterne skaffede sig her­re­dømm­et over Hong Kong og samtidig skaffede sig adgang til en række såkaldte "traktathavne".
Det ki­ne­si­ske kej­ser­ri­ge vedblev at være et selv­stænd­igt rige, men stor­mag­terne aftvang riget så mange ret­tig­he­der, at Kina faktisk havde status af koloni. Udlændingene nød ret­tig­he­derne og privi­le­gier, hvilket svækkede kej­se­rens au­to­ri­tet, og det banede vej for Taipingoprøret (1850-64), der krævede flere mil­li­o­ner dødsofre. Ki­ne­ser­ne måtte endda give Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en et område i Beijing (Peking) til deres diplomater.

Im­pe­ri­a­lis­men
Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en førte an i im­pe­ri­a­lis­men og annekteringen af nye kolonier. Der foregik et kapløb i Asien og et i Afrika, der først for alvor tog fart efter 1870. I Asien skaffede briterne sig adgang til Singapore i 1819. Dette område ud­vik­le­de sig hurtigt til det førende handelscentrum i Syd­østa­s­ie­n.
For at komme Frankrig i forkøbet og sikre sin position i Indien gjorde Stor­bri­tan­ni­en kort efter krav på Au­stra­li­en og derefter New Zealand. For at sikre østgrænsen til Indien erobrede briterne land i fx Burma (nu­vær­end­e Myanmar). Frankrig gjorde sig også bemærket med en erobring af Vietnam, Cambodja og Laos, der ef­ter­følg­end­e blev kaldt Indokina (1884-1885).
I in­ter­na­ti­o­nal sam­men­hæng blev USA i det 19. årh­undr­ed­e en militær stormagt. Det startede med Monroedoktrinen i 1823, hvor a­me­ri­ka­ner­ne forbød de eu­ro­pæi­sk­e stater at drive ko­lo­ni­po­li­tik i Amerika. Monroedoktrinen blev rettesnor for a­me­ri­kansk u­den­rigs­po­li­tik og im­pe­ri­a­lis­me.
I midten af årh­undr­ed­et fik a­me­ri­ka­ner­ne adgang til ki­ne­si­ske- og japanske havne, men Den a­me­ri­kan­ske Bor­ger­krig (1861-1865) satte i et par årtier en mid­ler­ti­dig stopper for deres fremmarch på verdensscenen. Herefter gjorde de sig til Stillehavets stormagt. A­me­ri­ka­ner­ne startede med at købe Alaska fra russerne, begyndte en udbygning af flåden og indlemmede i 1898 Hawaii. Samme år ud­kæmp­ed­e de Den spansk-a­me­ri­kan­ske Krig, der tvang spa­ni­er­ne til at afgive Cuba, Puerto Rico, Filippinerne og Guam.
Af ikke-vestlige stater gjorde Japan sig særligt bemærket. Japan havde længe været lukket for eu­ro­pæe­rn­e, men det lykkedes a­me­ri­ka­ner­ne at få åbnet to havne, og det fik stor be­tyd­ning for Japan. Japan ud­vik­le­de sig isoleret fra de andre a­si­a­ti­ske lande og blev hurtigt en industriel stormagt. Der var dog mangel på rås­toff­er, hvorfor de begyndte en militær ek­span­si­on i Kina. Her stødte de dog på russerne, og dette ud­vik­le­de sig til en militær kon­fron­ta­ti­on i be­gyn­del­sen af det 20. årh­undr­ed­e.

Kapløbet om Afrika og sla­ve­han­del
Kampen om Afrika startede med den franske erobring af Algeriet i 1830'erne. Tid­li­ge­re var det kun kristne mis­si­o­nær­er, der havde dristet sig langt ind i Afrika. Skotten David Livingstone foretog mange rejser i det sydlige og centrale Afrika i midten af 1800-tallet og var den første europæer, der så Victoria Falls.
Dette blev ind­led­ning­en på en voksende euro­pæi­sk in­te­res­se for Afrika. I de ef­ter­følg­end­e årtier toppede den eu­ro­pæi­sk­e rivalisering. Frankrig trængte ind i Senegal, mens briterne erobrede Nigeria og besatte Ægypten. Den britiske in­te­res­se for Ægypten skyldtes Suezkanalen, som var blevet bygget i årene 1859-1869.
Stor­bri­tan­ni­en forsøgte herefter at gøre krav på hele Østafrika, men blev for­hind­ret af den nye stat Tyskland, hvorfor briterne be­græns­ed­e sig til Kenya og Uganda. Tyskerne gjorde desuden krav på Togoland, Cameroun og Sydvestafrika. Samtidig forsøgte por­tu­gi­ser­ne at genoplive deres tid­li­ge­re stor­heds­tid ved at kolonisere Angola og Mozambique.
Kong Leopold 2. af Belgien gjorde også krav på et enormt område af Centralafrika (Congo). Han ud­nyt­te­de brutalt den indfødte be­folk­ning, og i løbet af 15 år var halvdelen af be­folk­nin­gen døde, enten af hårdt arbejde eller sult. I be­gyn­del­sen af det 20. årh­undr­ed­e tog den belgiske regering kolonien fra ham.
Egentlig blev sla­ve­han­delen afskaffet tidligt i 1800-tallet, men der fandtes inden afskaffelsen af sla­ve­ri­et i 1865 stadig en livlig eksport til sydstaterne i USA. Por­tu­gi­ser­ne ophørte først med sla­ve­han­delen i 1880'erne. I Bra­si­li­en var afskaffelsen af sla­ve­ri­et en af hovedårsagerne til den brasilianske kejsers fald og re­pu­blik­kens ind­før­els­e i 1889.

Eu­ro­pæi­sk­e krige
Re­sul­ta­tet af afslut­nin­gen på Napoleonskrigene blev en tid præget af fred. Wienerkongressen i 1815 sikrede et strammere greb om stats­mag­ten over det meste af Europa, hvor der blandt stor­mag­terne var et ønske om at op­ret­hol­de status quo (dvs. ingen for­an­drin­ger). Der var dog en tydelig forskel på stor­mag­ternes politik.
Preussen, Østrig og Rusland ønskede ingen for­an­drin­ger, men dette var ikke til­fældet hos Stor­bri­tan­ni­en og Frankrig. Hertil kom spørgsmålet om Os­man­ner­ri­get og Balkan. I Nordeuropa og Danmark var der også pro­ble­mer. I kølv­and­et på den om­fat­ten­de re­vo­lu­ti­on i året 1848 kom Treårskrigen i 1848-1851. Slesvig og Holsten ønskede selv­stænd­igh­ed og en fri for­fat­ning. Det endte dog med, at slesvig-holstenerne blev besejret af Danmark i Treårskrigen, og ved traktaten i London i maj 1852 blev det danske her­re­dømm­e over hertugdømmerne sikret.
Der ud­kæmp­ed­es en række eu­ro­pæi­sk­e krige, der sluttede i 1871. Krimkrigen 1853-56, hvor Os­man­ner­ri­get, Stor­bri­tan­ni­en og Frankrig kæmpede mod Rusland, endte med russisk nederlag. Freden fik stor be­tyd­ning for Balkan, hvor Rumænien og Serbien opnåede større u­af­hængi­gh­ed. Selv om russerne tabte, havde de stadig am­bi­ti­o­ner på Balkan og i Lilleasien (Tyrkiet).

Dan­nel­sen af Tyskland og optakten til en krig
Efter 1861 blev Bismarck en nøglefigur i euro­pæi­sk stor­magts­politik. Han forsøgte at gennemtvinge en forening af Tyskland. For at opnå dette mål indgik han en alliance med Østrig imod Danmark. Re­sul­ta­tet blev en kort­va­rig krig i 1864. Danmark mistede de tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og Lauenborg).
Ingen stor­mag­ter greb ind i krigen, og det gjorde de heller ikke i den preussiske krig mod Østrig i 1866. Preusserne ønskede ikke, at Østrig skulle blande sig i tyske forhold. Herefter var for­hold­et mellem Preussen og Frankrig meget anspændt. Det endte med en krig, hvor Frankrig blev endeligt besejret af Bismarck, hvilket førte til Tysk­lands forening i 1871.
Preussens konge blev derved tysk kejser. Samme år fandt Italiens samling sted. Herefter blev der indgået al­li­an­cer på kryds og tværs.
På Balkan opstod der en nationalistisk be­væg­els­e, der kæmpede for u­af­hængi­gh­ed af Os­man­ner­ri­get. Dette in­vol­ve­re­de uundgåeligt Østrig-Ungarn (blev dannet i 1867) og Rusland. Begge kæmpede for at indtage pladsen efter Os­man­ner­ri­get. Østrig-ungarerne blev støttet af både Tyskland og Stor­bri­tan­ni­en.
Opstande på Balkan i 1870'erne endte med en russisk krig mod tyrkerne. Rusland sørgede ef­ter­følg­end­e for at få ter­ri­to­ri­el­le udvidelser til Serbien og Montenegro samt u­af­hængi­gh­ed for Rumænien og Bulgarien. Østrig fik lov til at besætte Bosnien-Herzegovina. Dermed var der lagt brænde på bålet til den næste storkrig i Europa, 1. Ver­dens­krig.

Publikationsår: 2011

ARBEJDSSPØRGSMÅL

1. Hvad ken­de­teg­ne­de i store træk det 19. årh­undr­ed­e?

2. Hvad fik ko­lo­ni­er­ne i Syd­a­me­ri­ka (Latinamerika) til at begynde en selv­stænd­igh­edsbe­væg­els­e?

3. Hvordan var si­tu­a­ti­o­nen i Europa efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815?

4. I ud­vik­lin­gen af Europa og verden spillede industri­ali­se­ringen en vigtig rolle, men hvordan ud­vik­le­de industri­ali­se­ringen sig i verden? Var der e­ven­tu­elt steder, hvor industri­ali­se­ringen ikke vandt indpas? Diskutér hvorfor dette e­ven­tu­elt ikke var til­fældet.

5. I for­bin­del­se med de mange samfundsom­væltn­ing­er dukkede der en række po­li­tis­ke ideologier op. Nævn dem, og beskriv hvordan de adskilte sig fra hinanden.

6. Europa havde siden 1500-tallet handlet med resten af verden, men hvordan for­an­dre­de ko­lo­ni­se­rin­gen sig i forhold til tid­li­ge­re, og hvordan ud­vik­le­de ko­lo­ni­a­lis­men/im­pe­ri­a­lis­men sig i 1800-tallet?

7. Hvordan var situationen i Europa efter revolutionsåret 1848?