Oldtiden
|
(3500 f.v.t. - 500 e.v.t.) Det som historikere kalder oldtiden dækker et enormt tidsrum af menneskets historie. Perioden tager sin begyndelse med de tidlige kulturer i Mesopotamien, Ægypten, Kina og Indien og fortsætter traditionelt frem til afsættelsen af den sidste vestromerske kejser i 476 e.v.t. Indførelsen af landbrug ændrede fuldstændigt den måde, de menneskelige samfund var opbygget på. Menneskene droppede nomadetilværelsen og blev bofaste. Der blev hurtigt indført et samfundshierarki, som udmøntede sig i forskellige former for herskersystemer. De første egentlige civilisationer blev grundlagt i områder med stor frugtbarhed, fx Nildalen i Ægypten eller ved Eufrat og Tigris i det nuværende Irak og Den gule Flod i Kina. I disse områder kunne man dyrke afgrøder i mængder, der kunne brødføde en stor bybefolkning, som var et af resultaterne af højkulturerne. I 1. årtusinde dukkede nye centre op i Middelhavsområdet og her skulle den største magtfaktor blive Romerriget, der kom til at herske over det meste af Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Dette rige blev senere splittet i et Østromersk- (senere byzantinsk) og Vestromersk Rige. De tidlige civilisationer I perioden fra omkring 3500 til 1500 f.v.t. opstod forskellige former for herskerkulturer rundt om i verden, først og fremmest i Mellemøsten, det østlige Middelhavsområde, Indien og Kina. Kulturerne opstod i områder, hvor der var righoldige og rigeligt med ressourcer til landbrug, hvilket førte til bykulturernes opståen, skriftens opfindelse og dermed historisk tids begyndelse. Den tidligste højkultur kender vi fra sletten mellem Eufrat og Tigris i Mesopotamien (nuværende Irak), og den kan dateres til omkring 3500-3400 f.v.t. Få århundreder efter kommer det næste eksempel fra Ægypten, hvor man kan identificere en egentlig højkultur fra omkring 3200 f.v.t. På Indussletten opstod Induskulturen (også kendt som Harappakulturen omkring 2500 f.v.t. I Europa dukkede den første kultur op på Kreta omkring 2000 f.v.t. Denne kultur er af europæiske forskere blevet kendt som den minoiske kultur. Uafhængigt af de andre kulturer udviklede en civilisation sig i Nordkina omkring Huang-He (Den gule Flod). Senere fulgte så den mellemamerikanske kultur. Herefter var der ikke længere en rækkefølge i højkulturerne, og de var ikke længere isolerede. På et eller flere planer var der et komplekst og gensidigt samspil med hinanden. Samfundets opbygning Alle disse steder, dog med undtagelse af Kreta, dannede de årlige oversvømmelser fra floderne grundlaget for et landbrug, der næsten hvert år sikrede et godt udbytte. Bønderne bragte deres overskud som skatter ind til byen, hvor det ofte blev lagret i templer og paladser. Overskuddet i landbruget frigjorde en stor del af samfundets andre indbyggere til andre aktiviteter end landbrug, for eksempel håndværk (bagere, pottemagere, vævere, metalarbejdere og bygningsarbejdere) og handel. Der blev i takt med samfundets udvikling brug for andre former for beskæftigelse, blandt andet soldater, der skulle holde ro og orden samt handelsfolk, der handlede med andre kulturer og bragte velstand med hjem. Dette førte til dannelsen af en herskende klasse, der samlede rigdomme ved at udnytte arbejdskraften og ved at udskrive skatter. I Mesopotamien spillede templet en vigtig rolle i det politiske system, hvor herskeren var ypperstepræst, men i Ægypten blev denne rolle varetaget af den guddommeligt indsatte farao. For at opretholde magten havde herskerne en hær af embedsmænd og præster, der varetog den almindelige administration. For at holde styr på skatter og varer måtte man have et skriftsystem, der i Mesopotamien blev udviklet til administrativ brug. De tidligste eksempler stammer fra byen Uruk og kan dateres til omkring 3300-3200 f.v.t. Først senere begyndte man at bruge skriften til at forherlige herskeren eller berette om religiøse myter, til lovbøger, historie og litteratur. Folkeslagenes vandring Folkevandringerne prægede hele oldtiden og fik stor indflydelse på den historiske udvikling i Mellemøsten. Alle folkeslagene i Mellemøsten kom fra en af følgende folkegrupper: hamitter (Nordafrika), semitterne (Mellemøsten) og indoeuropæerne, der kom fra det centrale Asien og bredte sig til Europa og Iran omkring 4000 f.v.t. På dette tidspunkt var størstedelen af Mellemøsten befolket af kaukasiere, som er en menneskegruppe med en lys hud og som oprindeligt kom fra Kaukasusområdet (Georgien). I USA omtaler man ofte hvide mennesker som kaukasiere, når man skelner dem fra andre racer. Semitter var dog allerede på dette tidspunkt begyndt at trænge ind i Mellemøsten, men efterhånden blev presset større og større, og de satte sig fast i det midterste område af floderne Tigris og Eufrat. Kaukasierne og semitterne blandede sig med hinanden og levede fredeligt side om side. Men omkring 2000 f.v.t. trængte et andet folkeslag, indoeuropæerne også ind i området, og det skete fra to forskellige retninger. Fra nord kom hititterne, der fra Europa trængte ind i Anatolien (Tyrkiet), og østfra kom iranerne, der slog sig ned i det nuværende Iran. Indoeuropæernes indtrængen skabte problemer i tiden mellem 2000 og 1500 f.v.t., da de pressede semitterne til at trænge ind i Ægypten. Folkevandringer vedblev med at være et afgørende fænomen i oldtiden. Bronzealderen Vi inddeler traditionelt oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder, men den er ikke altid brugbar til at generalisere over verdenshistorien. Brugen af metal stammer fra Mellemøsten (kobber fra omkring 3000 f.v.t. og bronze fra omkring 2500 f.v.t.). De ældste bronzealdersamfund dannes i Mesopotamien under akkaderne, og det kom til Ægypten i Første Mellemtid (2100 f.v.t.). Herfra bredte kendskabet til bronzen sig mod nord til Kaukasus og Anatolien (Tyrkiet), det ægæiske område og Kreta, hvorfra kendskabet nåede de vesteuropæiske kulturer. Bronzealderen fortsatte med Mellemste Rige i Ægypten mellem 2000 og 1800 f.v.t., der blev afløst af 2. Mellemtid. I denne periode var Ægypten splittet op i flere riger, og ægypterne var blevet presset tilbage af semitiske folkeslag. Omkring 1600 f.v.t. dukkede den mykenske civilisation op i Grækenland, og samtidigt opstod Shangdynastiet i Kina og et fuldudviklet kinesisk skriftsystem. Omkring 1600 f.v.t. begyndte den hitittiske dominans i det østlige Middelhavsområde og i Mellemøsten. Fra midten af 1500-tallet til slutningen af årtusindet kaldes kulturen i Ægypten for Ny Rige. Udover den minoiske kultur på Kreta og den mykenske kultur i Grækenland var Europa ikke særligt udviklet, men der opstod i denne periode kulturområder med mere strukturerede samfund, der omfattede handel og håndværk. I Europa havde man megalitkulturen, der omfattede Spanien, Frankrig, England, Irland, Schweiz, Tyskland og Danmark. Denne kultur var kendetegnet af store stendysser, gravkamre af sten og jættestuer. Hovedområdet er Bretagne, hvor man i Carnac finder 200-1500 meter lange stenalléer. Man har også kendskab til runde anlæg, som fx Stonehenge i England. Megalitkulturens bondesamfund blev erstattet af et mere struktureret samfund, hvor man ser en voksende handel med de sydlige kulturer og impulser herfra. I de mykenske skaktgrave har man blandt andet fundet rav, og i England har man fundet ægyptisk fajance. I den nordiske kulturkreds blev de døde begravet under store gravhøje og den religiøse kult var blevet mere udviklet, blandt andet solkulten ("Solvognen fra Trundholm"). Jernalderen Jernalderen efterfulgte bronzealderen og dens datering og kontekst er igen afhængig af geografisk region. Samtidig med Ramessidetiden (Ramses den Store), omkring 1200 f.v.t., udkæmpede man angiveligt Den trojanske Krig i Anatolien. Hele det østlige Middelhavsområde blev ramt af endnu en folkevandringsbølge forårsaget af de mystiske Havfolk, der førte til opløsningen af Det hitittiske Rige i Anatolien. Ægypten blev også angrebet af Havfolkene, men formåede under Ramses 3. at afvise angrebene. I Kina blev Shangdynastiet tvunget fra magten af kong Wu af Zhou, hvorefter Kina blev regeret af Zhou dynastiet. Efter Hittitterrigets sammenbrud i Mellemøsten opstod et nyt mægtigt rige i form af Assyrerriget, der i næsten et halvt århundrede dominerede området. Omkring 800 f.v.t. opstod de første græske bystater og i 776 f.v.t. blev de første Olympiske Lege afholdt, hvilket indledte den klassiske oldtid (antikken). Ifølge legenden blev Rom grundlagt af Romulus og Remus. Romerriget skulle blive en stor konkurrent til fønikerne, der i første halvdel af det 1. årtusinde f.v.t. dominerede Middelhavet. Fønikerne var et handelsfolk, der grundladge kolonier i blandt andet Nordafrika, heriblandt Karthago, der ifølge legenden blev grundlagt i 814 f.v.t. Samtidig med fønikerne dominerede den etruskiske kultur det centrale Italien, men i 753 f.v.t. blev Rom ifølge legenden grundlagt af Romulus og Remus. Romerriget fortrængte med tiden etruskerne, grækerne og fønikerne fra hele Middelhavsområdet. Omkring 800-700 f.v.t. begyndte jernalderen i Europa, hvilket faldt sammen med, at Mellemeuropas folk begyndte at komme i kontakt med Middelhavets højkulturer. Hundrede år senere, omkring 600 f.v.t., var der fuld gang i handelsforbindelserne over Alperne og langs Rhȏne i Sydfrankrig ved hvis munding græske kolonister havde anlagt handelsbyen Massilia, det nuværende Marseille. Handelspartnerne var grækere og etruskere. Handelsvarerne var salt og metal, som middelhavsfolkene var interesserede i, og som fandtes nord for Alperne. Handelen med middelhavsfolkene skabte nye politiske magtcentrer med stormænd, der blev rige på handelen, og da man omkring 500 f.v.t. søgte nye handelspartnere ophørte Hallstatt-kulturen. Det nye politiske centrum i Mellemeuropa blev Rhin-egnenes keltiske civilisation, bedre kendt som La Tène-kulturen. Kelternes ekspansion sørgede for udbredelsen af bykulturen til mere tilbagestående områder (fx Den iberiske Halvø og De britiske Øer). Den klassiske oldtid Den klassiske oldtid kaldes også antikken, men er en bred kulturhistorisk betegnelse med fokus på antikkens Grækenland og Romerriget. Den klassiske oldtid dækker tiden fra omkring 800 f.v.t. til 500 e.v.t. og det kulturelle fokus ligger i Middelhavsområdet. Den periodebetegnelse omfatter således ikke kulturen i Indien eller Kina, hvor man i denne periode byggede den mægtige mur, eller kulturerne i Mellem- og Sydamerika. Den klassiske oldtid begynder med græsk poesi i form af Homer og græske bystater og forvandles til Alexander den Stores store erobringer og enden på bystaten og til dannelsen af det mægtige Romerrige. Antikken fortsatte ind i det nye årtusinde med kristendommens fødsel og frem til Det vestromerske Riges fald i 476 e.v.t. Fønikerne, grækerne, etruskerne og romerne skabte en ny og anderledes kultur end den, som man havde udviklet i Mellemøsten. De store imperier i Nærorienten og Ægypten havde ikke oprettet kolonier, men erobret andre områder. Målet var at opnå erobringer for at tilfredsstille herskeren og gudeverdenen. Dette har naturligvis også gældende for mange senere samfund, men ikke den græske kultur. Oldtidens Grækenland Grækerne var i 800-tallet f.v.t. ved at komme sig ovenpå den mykenske kulturs undergang, og den doriske invasionsbølge, der førte til jernets introduktion, vakte Grækenland til live. Byer udviklede sig til selvstændige bystater, der til at begynde med blev regeret af konger, som vi kender dem fra Homer. På grund af det vanskelige græske landskab var det vanskeligt at samle Grækenland til en enhed, hvilket førte til en forfærdelig masse små bystater, der vogtede over deres uafhængighed. En befolkningsstigning førte til en overbefolkning, man løste med kolonisering. Mange af disse bystater sendte egne indbyggere over havet for at grundlægge handelskolonier. Fra omkring 750 til 500 f.v.t. skabte disse udvandrere en række vigtige græske byer langs kysterne af Anatolien, rundt om Sortehavet, på Sicilien og i Italien samt Nordafrika. De fleste græske bystater (på nær Sparta) havde omkring 700 f.v.t. afskaffet monarkiet, og i stedet blev byen styret af en gruppe aristokrater. Borgerne ønskede imidlertid medbestemmelse, hvilket førte til voldelige opstande, og i enkelte tilfælde tog tyranner magten. I Athen formåede befolkningen at få størst medbestemmelse, og i 500-tallet f.v.t. førte en række reformer til en helt ny statsform, kaldet demokrati ("folkestyre"). Dette system kom til at styre Athen de næste tohundrede år. I denne tid kæmpede grækerne mod Dareios den Stores Perserrige. Dette mægtige rige blev bragt til ophør af Alexander den Store, der dog aldrig formåede at regere sit eget rige. I stedet indledes den hellenistiske tidsalder med, at hans erobringer blev delt ind i tre hellenistiske riger (Ptolemæerriget, Antigonideriget og Seleukideriget). Disse kom sammen med Karthago og Romerriget til at dominere de næste århundreders politiske historie i Middelhavsområdet. Den græske kultur fik en enorm indflydelse på Romerriget, der videreførte den græsk-romerske kultur til mange dele af Europa. Romerriget og kristendommen Den romerske civilisation eksisterede i tolv århundreder og i den tid skiftede statsformen fra et monarki til en aristokratisk republik til et enormt rige styret af en kejser. Romerriget besejrede Karthago og de hellenistiske kongeriger og kæmpede i århundreder mod partherne og sassaniderne i Iran. Det romerske Rige kom gennem erobring og assimilering til at dominere Vesteuropa og hele området omkring Middelhavet. Augustus gjorde for alvor Romerriget til en stormagt, men samtidig dukkede en mægtig modspiller op i form af kristendommen. De kristne var tilhængere af Jesus Kristus og dyrkede kun en Gud og afviste dermed kejserens guddommelighed og den romerske gudeverden. De kristne blev udsat for konstante forfølgelser, men lod sig ikke knække. I begyndelsen af 300-tallet e.v.t. besluttede Konstantin den Store, at gøre kristendommen til en lovlig religion, og i slutningen af 300-tallet e.v.t. blev den til Romerrigets statsreligion. Samtidig blev Romerriget delt i et Vestromersk Rige med Rom som hovedstad og et Østromersk Rige med Konstantinopel som hovedstad. Romerriget havde i århundreder været hårdt presset af de fremstormende germanere, og i 476 e.v.t. endte det med Det vestromerske Riges fald, hvilket traditionelt markerer enden på oldtiden. Publikationsår: 2011 Arbejdsspørgsmål:
|
Af: Jan Brix
 Den minoiske kultur Under sine udgravninger i Knossos på Kreta fra 1900 til 1936 afdækkede den engelske arkæolog Arthur Evans (1851-1941) et enormt paladskompleks. Det var en fantastisk opdagelse og det tydede på den tidligste højkultur i Europa. Arthur Evans kaldte denne kultur for Den minoiske Kultur og dette folkeslag for minoerne - opkaldt efter sagnkongen Minos. Det store palads indeholdt en central slotsplads, magasiner til korn og andre varer og meget tydede på, at der var tale om en velhavende kultur. Den minoiske kultur nåede sit højdepunkt omkring 1700-1600 f.v.t., hvor man blandt andet har konstateret en samhandel med Ægypten. Agerbrugets opståen Agerbrugets opståen, dvs. første gang man begyndte at dyrke korn, udviklede sig forskelligt rundt om i verden. Hvornår mennesket gik fra jæger/samler tilværelsen til en egentlig bondetilværelse er vanskeligt at sige, men et sted har man dateret det til omkring 9000 f.v.t. I begyndelsen af det 8. årtusinde f.v.t. har arkæologerne afsløret, at der blev dyrket korn og holdt husdyr i det nuværende Tyrkiet og Iran. Det var i området mellem Zagrosbjergene i Iran til Taurosbjergene i Anatolien og ned til Jordandalen, at man har de første spor af en egentlig kvægavl (ca. 8500 f.v.t.). En af de bedst undersøgte byhøje fra den tid er Jeriko, der af afkæologerne er blevet dateret til omkring 9000 f.v.t. og betegnes som verdens ældste by. En anden meget gammel by er Catal Hüyuk i det nuværende Tyrkiet, der er dateret til omkring 7500 f.v.t. De kinesiske flodsletter I Kina udviklede dukkede de tidligste agerbrug op for omkring 10.000 år siden ved et udløb til Den gulde Flod. Herfra bredte agerbruget sig mod øst og syd, hvor flodsletterne var meget frugtbare og dannede på den måde grundlag for den kinesiske kultur. Den guld Flod har fået sit navn fra det frugtbare gulbrune ler, der gav afgrøderne gode vækstbetingelser. Denne flod var bragte dog ikke udelukkende gode ting med sig, da den igennem tiden har ændret sit løb mange gange og forårsaget talrige oversvømmelser, hvorfor den også bærer navnet "Kinas sorg". Dette står i skærende kontrast til Yangtze, Kinas anden store flod, der bærer navnet "Kinas glæde".  "Civilisationens vugge" Landet mellem Tigris og Eufrat, der på græsk kendes som Mesopotamien, dvs. "Landet mellem floderne", kaldes også for "civilisationens vugge". Det var i Mesopotamien, at verdens første skriftcivilisation, kendt som den sumeriske kultur, dukkede op i slutningen af det 4. årtusinde f.v.t. Det var også i dette område, at den babylonske kong Hammurabi i det 18. århundrede f.v.t. skabte en af verdens første lovsamlinger. Herfra kender man til princippet om "ius talionis", dvs. "øje for øje, tand for tand". Hammurabis lovstele står i dag på Louvre, men der findes en kopi på museet i Teheran i Iran. Den stod oprindeligt i Babylon, men blev efter et elamitisk angreb i det 12. århundrede fjernet og bragt til Susa, hvor den blev fundet i begyndelsen af det 20. århundrede. Over teksten ses et relief, der viser den stående Hammurabi overfor solguden Shamash. Guden befaler ham at nedfælde lovene. Indoeuropæerne Indoeuropæere er en betegnelse man bruger om de folkeslag, der taler indoeuropæisk. De tidligste indoeuropæere har ikke efterladt materielle levn, men man antager, at de kom fra det centralasiatiske område. Omkring 2000 f.v.t. eller tidligere startede de deres vandring og endte i Indien, Mellemøsten og Europa, hvor de fortrængte de andre folkeslag.  Bronzealderen Det er først fra omkring 1800 f.v.t. at man taler om bronzealder i Danmark og her varede den indtil omkring 500 f.v.t. Bronzen måtte imidlertid skaffes udefra og derfor er det ofte fremmede elementer, der præger de tidlige bronzestøbninger. Rundt omkring i landet har vi fra denne tid også en lang række gravhøje. Det er dog fra offerfundene, at de danske arkæologer har gjort de største opdagelser angående den tids religion, der formentlig har indeholdt talrige myter. Vi ved dog ikke meget om disse, men en af dem har formentlig været den hestetrukne sol, som man ser afbildet i solvognen fra Trundholm. Fundet af solvognen blev gjort i 1902 ved en lille mose i Trundholm (det nordvestlige Sjælland). Solskiven er på den ene side belagt med et tyndt guldblik, hvorpå findes en række dekorationer (cirkler og spiraler). Kultbilledet forestiller solen blive trukket over himlen af en hest. Den kan ses på Nationalmuseet i København. Megalitkulturen I det meste af Vesteuropa har man store stenformationer, der kan dateres til yngre stenalder. Denne kultur kaldes også for megalitkulturen (græsk for "store sten"). I Danmark har vi rigtig mange levn fra megalitkulturen og disse kender vi som jættestuer og stendysser.  Ægyptens storhedstid Ægypten begyndte sin storhedstid i 1550 f.v.t. med fordrivelsen af hyksos. Herefter udbredte æggypterne deres magt til store dele af Palæstina. En af Ny Riges mægtigste konger var Ramses 2. (eller "den Store"), der er berømt for sine omkring hundrede børn og slaget mod hittitterne i slaget ved Kadesh. Efter Ramses den Store forfaldt riget langsomt grundet interne uroligheder og talrige invasioner. I 1070 f.v.t. sluttede Ny Rige, hvorefter Ægypten indledte en periode med invasioner af libyere, nubiere, assyrere, persere og til sidst grækere og romere.  Romulus og Remus Ifølge sagnet blev Rom grundlagt af brødrene Romulus og Remus, der blev opfostret af en ulvinde, som de diede hos indtil de blev fundet. Under en tvist blev Remus dræbt, hvorefter byen fik navnet Rom. Denne bronzestatue i museet på Capitol er fra 400-tallet f.v.t., men tvillingerne er først blevet tilføjet i renæssancen. Antikkens Grækenland Med antikkens Grækenland begynder den europæiske verden for alvor at træde i karakter. I Grækenland udviklede der sig en højkultur, der traditionelt begynder med de første olympiske lege i 776 f.v.t. Det var i Grækenland at demokratiet udviklede sig og herfra har vi også nogle af de største litterære klassikere, som for eksempel Homers Iliaden og Odyseen. De blev angiveligt forfattet omkring 700 f.v.t., men omhandlede begivenheder 500 år tidligere (Den trojanske krig og Odysseus mangeårige ophold på havet). Grækerne udviklede sig til et sødygtigt folkeslag og grundlagde talrige kolonier rundt omkring i Middelhavet og Sortehavet, blandt andet Napoli i Italien. I Italien stødte de på etruskerne og på Sicilien stødte de på karthagerne (fønikerne), der havde oprettet et handelsimperium med udgangspunkt i Karthago i det nuværende Tunesien. Der var på intet tidspunkt tale om et græsk rige, da det var splittet op i talrige bystater, hvoraf Athen og Sparta var de største. Deres indbyrdes magtkampe førte til en svækkelse af bystaten og til sidst faldt bystaten i hænderne på makedonerkongen Filip. Berømmelsen tilfaldt imidlertid ikke ham, men mere hans søn. Sønnen Alexander blev konge og skabte i løbet af tretten år verdens hidtil største rige.  Alexander den Store Alexander den Store var søn af kong Filip af makedonien og prinsesse Olympia af Epiros. Han blev født i Pella i Makedonien i år 356 f.v.t. og døde i Babylon i 323 f.v.t. Alexander blev oplært af filosoffen Aristoteles og som 18-årig overtog han kongemagten efter sin far. Han nedkæmpede straks et oprør blandt de græske bystater, og herefter indledte han en erobringskampagne mod det mægtige Perserrige. Han besejrede storkongen Dareios 3. i flere slag og erobrede i løbet af de næste 13 år hele Perserriget og nåede helt til Indus. Han måtte dog vende om efter pres fra sine soldater og han døde den 13. juni 323 f.v.t., endnu ikke 33 år gammel. Hans rige gik straks i opløsning og blev delt mellem hans generaler Ptolemæus, Antigonos og Seleukos. Dette billede er en detalje fra den berømte Alexandermosaik, som er blevet fundet i Pompeji.  Det romerske Imperium Det romerske Imperium begyndte efter Den 1. puniske Krig, hvor romerne fik de første provinser. Herefter voksede det sig i løbet af århundreder til et mægtigt imperium og toppede i 117 e.v.t. under kejser Trajan. Herefter kom en kriseperiode i det 3. århundrede, men det lykkedes Diocletian og Konstantin den Store at redde riget i endnu nogle århundreder. Konstantin den Stores største bedrift var lovliggørelsen af kristendommen og grundlæggelsen af Konstantinopel. Efter Konstantin den Store, hvis hoved fra Capitolmuseet i Rom man her kan se, oplevede kristendommen en enorm vækst og under Theodosius den Store blev kristendommen statsreligion. Den sidste vestromerske kejser blev afsat i 476 e.v.t., men arven efter Rom levede videre i de nye vesteuropæiske kongedømmer og i Det byzantinske Rige (Konstantinopel). |
