|
(1530-1540)  I Danmark blev reformationen udløst af tronfølgestriden "Grevens fejde", der førte til indførelsen af den lutherske tro. Årtiet blev desuden markeret af en række interessante opdagelser og spansk ekspansion i Den nye Verden. I Sydamerika erobrede den spanske conquistador Francisco Pizarro Inkariget, der var svækket af indre stridigheder. Længere mod nord forsøgte spanierne sig med en ekspedition ledet af Coronado ind i Nordamerika. Frans 1. af Frankrig havde også ambitioner om at komme til Indien. Derfor sendte han en fransk ekspedition ledet af Jacques Cartier til Nordamerika, hvor Cartier fandt Saint Lawrence-bugten og satte Frankrigs navn på Nordamerika. Zwingli og Det schmalkaldiske Forbund Ved rigsdagen i Augsburg i 1530 afviste kejser Karl 5. det protestantiske bekendelsesskrift ("Den augsburgske Trosbekendelse"). Det fik en række tyske grever, hertuger og kurfyrster til at indgå en protestantisk alliance, som blev kaldt Det schmalkaldiske Forbund, opkaldt efter Schmalkalden i Tyskland. Forbundet blev indgået den 27. februar 1531. I Schweiz blev reformationen ledet af Ulrich Zwingli, der ønskede krig mod paven og kejseren, hvilket resulterede i en konflikt mellem de protestantiske og katolske kantoner. De katolske kantoner erklærede Zwingli krig den 9. oktober 1531, og to dage senere blev protestanterne besejret i slaget ved Kappel. Under selve slaget blev Ulrich Zwingli dræbt, og med sig i graven tog han sin egen reformation. Medlemmerne af Det schmalkaldiske Forbund blev enige om at bidrage med i alt 10.000 soldater og 2000 kavalerister, der skulle fungere som en fælles forsvarshær. De provokerede ikke direkte kejseren, men de konfiskerede kirkens jordbesiddelser og udviste biskopper og katolske fyrster. De bidrog til spredningen af Martin Luthers tanker i hele Nordtyskland. Det var ikke kun den tysk-romerske kejser, men også andre herskere og paven, Clemens 7., som forhandlede med forbundet. Kejser Karl 5. blev dog på grund af truslen fra de tyrkiske osmanner nødsaget til at indgå en religionsfred i Nürnberg i 1532. Herefter lykkedes det Det schmalkaldisk Forbund at eksistere i femten år uden indblanding fra Karl 5. Kejseren var nemlig optaget af krigene mod Frankrig og Osmannerriget, som varede fra 1526 til slaget ved Lepanto i 1571. Jean Calvin i Genève På grund af sin grundlæggers forholdsvis tidlige død fik Zwinglis reformation ikke den store betydning for eftertiden, men det gjorde en anden bevægelse, der også havde sit udgangspunkt i Schweiz. Den nye reformations leder blev franskmanden Jean Calvin. Han var oprindeligt uddannet jurist i Paris, men gik over til den evangeliske tro, hvorfor han flygtede fra det katolske Paris til Basel i Schweiz. Det var i Basel, han skrev sit store hovedværk Institutio religionis christianae, dvs. "Den kristne religions grundsætninger". Heri formulerede han sine religiøse og dogmatiske synspunkter, bl.a. om menneskets forudbestemte skæbne, og at nadveren kun var en symbolsk mindehøjtidelighed. På en af sine rejser mødte han en anden reformator ved navn Guillaume Farel (1489-1565), som overtalte ham til at komme til den schweiziske by Genève. Genève havde af politiske grunde sluttet sig til Det schweiziske Edsforbund og reformationen, da hertugen af Savoyen krævede politiske overhøjhed over byen. Det endte dog med, at både Calvin og Farel blev udvist af Genève, bl.a. på grund af deres strenge krav om kirkegang. Et møde med reformatoren Martin Butzer fik Calvin til at flytte til Strasbourg, hvor han overtog ledelsen af den franske menighed. Kort efter blev han imidlertid kaldt tilbage til Genève, hvor han for alvor slog igennem i begyndelsen af 1540'erne. Huguenotterne og Jesuiterordenen Et samarbejde mellem Calvin og Luther var ikke muligt, da Calvins religiøse synspunkter stod i vejen, men alligevel blev både calvinister og lutheranere kaldt protestanter. I Frankrig bredte reformationen sig ligeledes i calvinistisk retning, men her blev protestanterne kaldt huguenotter, der formentlig er en forvrængning af det tyske ord Eidgenossen, som betyder "edsvorne fæller". Huguenotterne afholdt deres første kirkemøde i 1539, men den religiøse konflikt i Frankrig endte til sidst i en regulær krig, hvor huguenotterne blev tvunget ud af Frankrig. Fordrivelsen skete dog først i 1680'erne under Ludvig 14. Den protestantiske succes fik den katolske kirke til at iværksætte en række initiativer. Pave Paul 3. indkaldte i 1536 en reformkommission, men den største faktor i modreformationen var en katolik ved navn Ignatius Loyola. Han kom fra Spanien og hed egentlig Iñigo Lópes de Récalde. Sammen med syv ledsagere dannede han i 1534 en ny munkeorden, der havde til hensigt at tjene paven og den katolske kirke betingelsesløst. Dette fik i 1540 pave Paul 3. til at godkende den nye munkeorden, jesuiterordenen, der fik navnet Societas Jesu (forkortet S.J.), dvs. "Jesu Selskab". Ordenens største mål var omvendelse af hedninge og kættere, men den nye orden fik en enorm betydning, fordi dens medlemmer kom til at fungere som opdragere og skriftefædre for de europæiske fyrster. Ordenen fik med tiden også enorm betydning for den katolske kirkes missionsarbejde i de nye europæiske kolonier i Amerika og Asien. Suleiman den Store og Frans 1. Det lykkedes ikke sultan Suleiman den Store at indtage Wien ved belejringen i 1529, men i 1532 planlagde sultanen endnu et angreb på habsburgernes hovedstad. Med en hær på omkring 250.000 mand forsøgte osmannerne igen at indtage Wien, men det lykkedes kejser Karl 5. at tvinge dem tilbage. Osmannerriget var under Suleiman 1. blevet en stor søfartsnation, og osmannerne kontrollerede store dele af Middelhavet. Med Frans 1. af Frankrigs samtykke overfaldt den osmanniske vasal Khair-eddin Barbarossa (1475-1546) de italienske og spanske kyster og sejrede gentagne gange over Karls styrker. Dette fik Karl 5. til at iværksætte et nordafrikansk felttog imod Barbarossa, og det lykkedes kejseren at indtage Tunis. For at begrænse habsburgernes magt allierede Frans 1. sig med Suleiman den Store, hvilket betød begyndelsen på Den italienske Krig (1536-1538) mellem Frankrig og Karl 5.s søn, Filip. Frans 1. invaderede Italien, og han formåede da også at erobre Torino, men det mislykkedes at indtage Milano. Angrebet fik Karl 5. til at gengælde ved at invadere Provence og trænge ind i Aix-en-Provence. Han trak sig dog til sidst tilbage til Spanien. Frankrig havde sikret sig en allieret i det muslimske Osmannerrige, der havde udstationeret en stor flåde i Marseille. Fredsforhandlingerne mellem Frankrig og Spanien skete ved pave Paul 3.s mellemkomst. I 1538 indgik de to parter en våbenhvile, hvorefter Karl 5. vendte sig mod tyrkerne og Khair-eddin Barbarossa, der besejrede kejseren og Den hellige Liga i slaget ved Preveza i 1538. Ivan den Grusomme Rusland havde længe været meget isoleret fra resten af Europa og var det sådan set stadigvæk. I 1533 døde storfyrst Vasilij 3., hvorefter magten blev overdraget til hans ældste søn, Ivan, der senere skulle blive berømt under tilnavnet "den Grusomme". Selv om han var storfyrstens ældste søn, var han kun tre år gammel, og indtil han var myndig til at overtage staten, blev regeringen varetaget af syv bojarer (russiske adelige). De europæiske stormagter betragtede ikke Rusland som en del af Europa. Men i takt med tyrkernes fremmarch, der var trængt langt ind i det østlige Europa, kom Rusland tættere og tættere på Europas lande. Det eneste, som adskilte russerne fra tyrkerne, var kosakkernes landområde i det nuværende Ukraine. Den engelske reformation og Grevens fejde Pave Clemens 7. havde på grund af kejser Karl 5. nægtet Henrik 8. af England skilsmisse fra Katarina af Aragonien, der var kejserens tante. Henrik 8.s rådgiver var Thomas Cromwell, der havde en løsning på problemet. Løsningen var at underkende pavens myndighed og lade den engelske kirke ophæve ægteskabet mellem Henrik og Katarina. En skilsmisse krævede imidlertid, at den engelske kirke blev frigjort fra den romersk-katolske kirke, og dette skete under Thomas Cromwells ledelse. Kongen blev skilt i 1533, hvorefter han blev gift med hofdamen Anne Boleyn, der dog blev henrettet kun to år efter. I 1534 indførte Henrik 8. den såkaldte "Suprematsakt", hvor den anglikanske kirke blev stadfæstet af det engelske parlament. Henrik 8. og Thomas Cromwell undertrykte enhver modstand, heriblandt Thomas More, der var kendt for sit værk Utopia. Han blev tvunget til at opgive Lordkanslerembedet, hvorefter han blev henrettet (i 1535). Efter Suprematsakten ophørte den pavelige titel med at eksistere, paven blev efterfølgende kun omtalt som Roms biskop, og kongen blev herefter den engelske kirkes øverste leder, Supreme head. Henrik 8. blev den anglikanske kirkes overhoved, men han havde ikke tænkt sig at bryde helt med fortiden, hvilket kom til udtryk, da han beholdt titlen "Troens forsvarer", som han havde fået af paven. Denne titel bæres stadig af de engelske monarker. Med Englands brud med romerkirken påbegyndte Thomas Cromwell afskaffelsen af de 600 engelske klostre og deres jordbesiddelser, der tilfaldt kongekronen. Kongen solgte herefter besiddelserne videre til den engelske lavadel og borgerskabet. Mange englændere håbede formentlig på, at den nye engelske kirke blev lutheransk, men sådan skulle det ikke gå. Kirkens organisatoriske opbygning mindede meget om den lutherske kirke, men i gudstjenestens form mindede den mere om den katolske, da biskopperne bevarede deres høje status. Bønnebogen (The Common Prayerbook, dvs. Den almindelige Bønnebog) bunder imidlertid i den schweiziske reformation. Det var ikke kun i England, at de reformatoriske strømninger kom til udtryk. Samtidig med den engelske reformation under Henrik 8. blev Danmark i årene 1534-1536 kastet ud i en regulær borgerkrig, kaldet "Grevens fejde". Selv om konflikten havde samfundsmæssige undertoner, var der tale om en tronfølgekrig mellem tilhængere af henholdsvis Christian 2. og Christian 3. Sidstnævnte sejrede, hvorefter han lod en række biskopper fængsle. Kirkens og klostrenes jordbesiddelser tilfaldt kongekronen, og Danmark blev protestantisk. Franske opdagelser Den franske kong Frans 1. ville også være en del af ekspeditionsbølgen. Det fik ham til i 1524 at sende italieneren Giovanni da Verrazzano på en ekspedition til Den nye Verden. Han nåede Nordamerika, hvor han gjorde fransk krav på Newfoundland. De franske ekspeditioner kom dog først for alvor i gang, da Frans 1. i 1534 sendte Jacques Cartier af sted for at udforske Nordamerika. Håbet var at finde den vestlige søvej gennem kontinentet, som kunne føre dem videre til Indien og Kina. Cartier udforskede Saint Lawrence-bugten, men på sin anden rejse erfarede han, at floden var en blindgyde. Hans opdagelse sikrede dog grundlæggelsen af et Ny Frankrig i Nordamerika (Canada), der dog først blev koloniseret i begyndelsen af det 17. århundrede. Francisco Pizarro og Inkariget Omtrent samtidig med Cartiers ekspeditioner foretog den spanske conquistador Francisco Pizarro et felttog til Peru, hvor Inkariget regerede Andesbjergene. Riget blev styret af en enevældig hersker med titlen "Inkaen", som var solens søn. Da spanierne, anført af Pizarro, i 1530 ankom til Peru med 180 soldater, befandt Inkariget sig i en regulær borgerkrig. Sejrherren var en vis Atahualpa, hvorefter spanierne gik ind i konflikten. Pizarro tog inkakongen, Atahualpa, til fange og myrdede størstedelen af hans følge. Atahualpa tilbød spanierne at fylde sin fængselscelle med guld, og til gengæld skulle spanierne løslade ham. Pizarro indvilligede, men da Atahualpa havde holdt sin del af aftalen, blev han alligevel ikke løsladt, men henrettet. Befolkningen og den store hær var lammet, og følgen blev, at Pizarro allerede i 1535 havde sat sig på magten i størstedelen af Inkariget. Året efter udbrød der dog et oprør, hvorunder en stor inkahær og den sidste inkakonge belejrede spanierne i Cuzco. Oprøret var imidlertid forgæves, og spanierne slog oprøret ned med hård hånd. Herefter var både Mexico og Peru kommet under spansk herredømme. De spanske erobrere begyndte dog at bekæmpe hinanden indbyrdes, og det udviklede sig til en regulær borgerkrig, der varede indtil Pizarros død i 1541. Coronado og Nordamerika Sydamerika viste sig uvurderligt for Spanien, da det var rigt på sølvforekomster. Pizarros erobring af Peru fik de andre spanske "conquistadorer" til at interessere sig for områderne nord for Mexico. Den første, som udforskede det sydvestlige Nordamerika, var Francisco de Coronado (1510-1554). Han havde hørt fortællinger om De syv gyldne Byer, og han håbede på, at der fandtes rige indianerbeboelser mod nord. Med omkring 300 spanske soldater og 1000 indianere drog han i februar 1540 mod nordøst, hvor de mødte de fattige Zuni-indianere, der ikke var venligtsindede. Coronados ekspedition var en fiasko, og han vendte tomhændet hjem til Mexico. En anden ekspedition blev ledet af Hernando de Soto (1496-1542). Han opdagede, at der ikke fandtes guld nord for Mexico, hvorfor spanierne droppede yderligere ekspeditioner i dette område. Publikationsår: 2011 Tag quiz Religiøse stridigheder 1530-1540 ARBEJDSSPØRGSMÅL: 1. Hvordan reagerede flere af de tyske fyrster, da kejser Karl 5. afviste Den augsburgske Trosbekendelse? 2. Beskriv kort Jean Calvins lære, som blev vidt udbredt i flere europæiske lande? 3. Hvordan reagerede den katolske kirke i Rom på reformationen? 4. Hvordan forløb konflikten mellem osmannerne og habsburgerne? 5. Beskriv den engelske reformations forløb. På hvilke områder adskilte den sig fra katolicismen samt Luthers og Calvins lære? 6. Hvad var formålet med Jacques Cartiers ekspedition? 7. Hvordan kunne 180 mand erobre det mægtige Inkarige? 8. Spanierne forsøgte sig også med ekspeditioner til Nordamerika, men hvorfor blev dette område droppet? |
 Den engelske statskirke I 1531 gør Henrik 8. sig til den engelske kirkes overhoved. Han blev i 1533 skilt fra Katharina af Aragonien og efterfølgende gift med hofdamen Anne Boleyn. I 1534 stadfæstes den engelske statskirke af suprematsakten.
Martin Luther Ulrich Zwingli Jean Calvin Kejser Karl 5. Henrik 8. af England Christian 2. af Danmark Christian 3. af Danmark Sultan Suleiman den Store Jacques Cartier Francisco Pizarro Hernando de Soto  Kejseren og protestanterne På Rigsdagen i Augsburg fremlagde protestanterne Confessio Augustana, som blev den protestantiske trosbekendelse. Karl 5. afviser den og bekræfter i stedet Wormsediktet fra 1521. Martin Luther og hans tilhængere var blevet erklæret for fredløse, og Luthers skrifter skulle brændes.  Det schmalkaldiske Forbund Karl 5.s bekræftelse af Wormsediktet fik de protestantiske rigsstænder i Tyskland til at danne Det schmalkaldiske Forbund med en fælles hær og forbundskasse. Forbundet blev etableret af Filip 1. af Hessen og Johan Frederik 1. af Saksen, den tids mægtigste protestantiske fyrster.  Protestantiske alliancer I 1535 sluttede den katolske Frans 1. sig til Det schmalkaldiske Forbund, da det var rettet imod habsburgerne. Han trak sig dog fra forbundet på grund af indre religiøse stridigheder. I 1538 sluttede Christian 3. af Danmark sig til forbundet.  Jean Calvin i Genève På en gennemrejse overtales Calvin af reformatoren Guillaume Farel til at blive i Genève, som af politiske grunde havde sluttet sig til reformationen (på grund af hertugen af Savoyens krav om overhøjhed). I Genève oprettede Calvin og Farel et meget streng kristent styre. Krav om kirkegang. Bliver dog smidt ud, hvorefter han af Martin Butzer kaldes til Strasbourg.  Jesuiterordenen Jesuiterordenen blev grundlagt af den tidligere soldat Ignatius Loyola i 1534, men først godkendt af pave Paul 3. i 1540.  Tyrkerne og franskmændene Karl 5. dropper hurtigt kampene mod Det schmalkaldiske Forbund for at få hjælp mod tyrkerne. Med Frans 1.s tilladelse angreb den tyrkiske vasal Khair-eddin Barbarossa de spanske og italienske kyster. Karl 5. svarer igen med et felttog i 1535 mod Barbarossa, hvilket resulterer i erobringen af Tunis. Barbarossa svarede igen med et angreb på det habsburgske Napoli og andre dele af Italien.  Den italienske Krig I 1536 indgik Frans 1. og Suleiman den Prægtige et forbund mod Karl 5. Dette var den tredje krig mellem Frans og Karl. Pave Paul 3. (oprindeligt Alessandro Farnese)(1534-1549) får formidlet en våbenhvile mellem parterne i Nice i 1538.  Henrik 8. og Anne Boleyn Da pave Clemens 8. ikke ville annullere Henrik 8.s ægteskab med Katharina af Aragonien, brød han med kirken og gjorde sig selv til den engelske kirkes overhoved. Han lod sig derefter skille fra Katharina og indgik ægteskab med hofdamen Anne Boleyn. Hun blev engelsk dronning, men formåede ikke at give ham en søn, hvorefter hun blev henrettet i Tower i 1536.  Den engelske reformation Kardinal Thomas Cromwell var, som Henrik 8.s rådgiver, om nogen den person, der stod bag reformationen i England. Han undertrykker enhver modstand og tvinger blandt andet Thomas More, som skrev Utopia til at forlade Lordkanslerembedet, hvorefter han blev henrettet.  Reformationerne Reformationen i England og den efterfølgende reformation i Danmark førte til et brud med den katolske kirkes institutioner. I Danmark afskaffedes den katolske bispemagt og man konfiskerede kirkens ejendomme. I 1537 udnævntes de syv første lutherske biskopper i Danmark, hvorefter man begyndte opbygningen af et luthersk Danmark.  Franske opdagelsesrejser Frans 1. af Frankrig havde også ambitioner om, at finde søvejen til Indien. Krydderier var vejen til rigdom og derfor sendte han Jacques Cartier af sted. Han gjorde store opdagelser i Nordamerika, men han fandt ikke søvejen til Indien.  Inkarigets sammenbrud Atahualpa havde lige besejret sin bror og sikret sig kontrollen med hele riget. Han betragtede ikke Pizarros få hundrede mand som en trussel. Kongen blev narret og taget til fange af Pizarro, der fik inkaerne til at betale en enorm løsesum for ham. Han valgte til sidst at lade Atahualpa henrette ved garottering (kvælning) i august 1533. Dette betød enden på Inkariget.  Spaniere i Nordamerika Aztekerriget og Inkariget fik flere spaniere til at foretage ekspeditioner i håb om, at finde store forgyldte byer. To af disse var Francisco de Coronado og Hernando de Soto. Begge forsøgte sig i Nordamerika, men fandt intet. Herefter fokuserede spanierne på Sydamerika. |
